SÅ DU DET? »Jeg synes, det er så invaliderende, at folk skal kunne se, at jeg er handicappet«.
Sådan siger paracykelrytteren Emma Lund i TV 2-dokumentaren ‘Emmas vej’, mens hun er i gang med at tage sit cykeludstyr på.
Det er en bemærkelsesværdigt ærlig udtalelse fra en kvinde, der er blevet verdensmester i netop den sportsgren, hvor hendes handicap er en del af forudsætningen for at konkurrere.
Men det er præcis den slags modsætninger, der gør ‘Emmas vej’ til en oprigtigt vedkommende dokumentar.
Over tre år følger vi Emma frem mod de paralympiske lege i Paris i 2024. Hun er født med cerebral parese og vokset op i en sportsbegejstret familie, hvor cyklingen på tre hjul har givet hende mulighed for at være en del af det fællesskab, hun altid har ønsket at høre til i.
Samtidig har hun en enægget tvillingesøster, Louise, som ikke har et handicap. Louise har, som Emma selv beskriver det, fungeret som et spejl, hun hele livet har vurderet sig selv i forhold til. Et menneske, der ligner hende, men som også repræsenterer alt det, Emma har oplevet, at hendes egen krop forhindrede hende i.
Det har været med til at forme en selvforståelse, hvor hendes værdi og lykkefølelse i alt for høj grad er blevet bestemt af, hvad hun kunne præstere, og hvordan andre så på hende.
Dokumentaren viser, hvordan Emma gennem sin opvækst har oplevet mobning, fremmedgørelse og en så alvorlig mistrivsel, at hun har kæmpet med svære depressioner.
Emma er både stædig, sjov, vred og fuldstændig kompromisløs i sin ærlighed. Hun elsker sin familie, hun elsker cyklingen, og hun har skabt sig et godt liv, men det betyder ikke, at hun nødvendigvis elsker at have et handicap.
Det er præcis dokumentarens største styrke, at den giver plads til alle de følelser på én gang.
Også familien får lov til at være mennesker med egne erfaringer og begrænsninger. Deres kærlighed til Emma er åbenlys, men samtalerne viser, hvor svært det kan være at forstå en oplevelse, man aldrig selv har haft, selv når man står hinanden allernærmest.
‘Emmas vej’ benytter ganske vist de velkendte sportsdokumentariske greb med dramatisk musik, store præstationer og tårer undervejs, men dens egentlige kvalitet ligger i alt det, der ikke kan gøres op i medaljer.
For Emma har ikke bare skullet lære at leve med cerebral parese. Hun har også skullet lære at leve med det blik, hun selv og andre har rettet mod hendes krop.
Det bedste og mest befriende ved ‘Emmas vej’ er, at den ikke kræver, at Emma skal være en solstrålehistorie for at have et liv, der er værd at fejre.
‘Emmas vej’ kan ses på TV 2 Play.