Jeg banker lidt ængsteligt på døren til Thomas ‘Diplo’ Pentz’ hotelværelse på Scandic Hotel i København en søndag formiddag. Klokken er 11, og natten før fik han sammen med Major Lazer-crewet hele Store Vega til at smide tøjet i et hedonistisk festraseri til lyden af, ja kort fortalt, futuristisk junglesex.
Og den fik ikke for lidt. Booty-bouncende dansere, en rapkæftet hypeman og Diplo tumlende rundt ovenpå publikum i en stor, oppustelig plastikbold. Store Vega blev til Store Sauna, og senere på aftenen levede Pumpehuset op til sit navn, da Diplo indtog pulten til et dj-set, hvor han smed trøjen og stagedivede til klokken fire om natten, hvorefter han tog til efterfest.
Og nu står jeg så her og skal lave interview dagen derpå, men ingen åbner døren. Jeg har heldigvis en plan b: Nøglekortet til hans værelse, og det tages i brug. Døren glider op, og et mørkt, rodet rum åbenbarer sig.
I en dobbeltseng ligger en veltrænet Diplo på ryggen og sover i et par underbukser. Et scenarie der muligvis er enhver piges drøm, men i disse sekunder er enhver journalists mareridt.
»Hey Diplo! Vi har en interviewaftale nu«, siger jeg og tænker, at hvis jeg var et vækkeur, så var det et pisseirriterende et af slagsen.
Diplo drejer langsomt ansigtet mod lyden, og han er heldigvis ikke kommet morgengnaven ud af sin Holger Danske-dvale.
»Åh! Hvornår er interviewet?«.
»Klokken 11«.
»Hvad er klokken?”
»Den er kvart over«.
»Nå…okay. Det er cool. Bare giv mig 15 minutter til at tage et bad«.
Diplo ligger sjældent på den lade side. Han er måske det tætteste, man kommer på personificeringen af overskud i musikbranchen.
Da han kommer ud fra sit værelse, er han som genfødt. Når Diplo er vågen, er han vågen. Han siger selv, at han er så energisk, fordi han har ADHD, og hvis det er tilfældet, så er sygdommen muligvis hans kur mod stress.
Han arbejder nemlig latterligt hårdt som producer, når han ikke turnerer i eget navn eller med partyhovederne i Major Lazer, der ikke længere inkluderer Switch, men i stedet de to producere og dj’s Walshy Fire og Jillionaire.
Superstjernerne står i kø for at få en luns af den 35-åriges lyd. Rihanna, Justin Bieber, No Doubt, Snoop Lion, Beyoncé og Mø har alle abonneret på hans unikke evne til at smelte genrer som dubstep, reggae, house og dancehall sammen i pakker, der er spiselige for masserne.På grænsen til vanvid
Men hvordan kan Diplo være så mange steder på én gang, når han tilmed også har kone, søn og pladeselskabet Mad Decent, der skal passes?
»Det er klart en balancegang. Normalt står jeg op klokken ni og træner. Derefter begynder jeg at arbejde på musik. Jeg arbejder for det meste på farten, så det er en velsignelse at have nogle timer til rådighed, når jeg er i biler og fly. I dag er en ‘yes-dag’, fordi jeg skal sidde i en bil i fire timer. Det ville være irriterende at arbejde, når jeg endelig er hjemme og se min kone og søn«, siger han iført en Wood Wood-sweatshirt, hvorpå der passende står Bless the Mad.
Og ja, hans overskud er på grænsen til vanviddet. Efter en nat hvor han med egne ord »hoppede så meget rundt, at hans dj-set virkede som en Zumba-time«, sitrer han igen af energi som en nyåbnet dåse Red Bull.
Både som dj og samtalepartner mestrer han timingens kunst og formår at balancere mellem den legesyge, ironiske one-liner og den afslappede, oprigtige kommentar.
»Heldigvis er Major Lazer ikke så stressende at turnere med, fordi vi kun ændrer fem-seks sange i vores liveshows fra gang til gang. Når jeg dj’er som Diplo, bliver jeg mere nervøs, fordi jeg improviserer langt mere. Der spiller jeg meget ny musik. Enten nyt shit, jeg selv har lavet, musik jeg lige har fundet eller demoer fra Mad Decent, som jeg vil prøve af«.
Du kalder selv Major Lazers gigs for ‘shows’. Prøver I at underholde frem for at give en dybfølt musikalsk oplevelse?
»Ja. Live vil vi give folk et underholdende karneval. En fest. Jeg er inspireret af (den caribiske, red.) soca-stjernen Marshall Montano, der kan fylde Madison Square Garden. Han slutter showet af med at flyve fra scenen med en raket på ryggen. Sådan noget vil jeg også. Altså tage begrebet ‘show’ til et nyt niveau. Og det kan jeg med Major Lazer. Diplo er mere som en radiosession, hvor jeg vender plader«, siger han.
»Men showet er ikke bare dumt lir. Når jeg står i bar overkrop og svinger min trøje rundt, så når musikken meget længere ud. Det er vigtigt at lave et show, for folk køber ikke album længere. Live-delen skaber den buzz, og danserne giver os den swag, vi skal bruge, for at projektet kan køre rundt«.
Kan showdelen ikke tage overhånd?
»Nej. Tag en dj som David Guetta. Når han laver et live-show, så er det mere et lysshow. Når jeg spiller festivaler med sådan nogle dj’s, bliver jeg irriteret og gør mig pinligt bemærket, når jeg siger, hvor fucking kedeligt og wack det er. Vi hopper rundt i en bold, slår folk i hovedet og laver saltomortaler«, siger Diplo, der om nogen har råd til at brænde broer i en tid, hvor han nærmest er blevet synonym med genreknusende megahits.
Han vil vise folk, at projektet Major Lazer handler om mere end bare »foder til klubberne« og futuristisk dancehall. Han er bevidst om sit brand som globetrotter og kulturel innovatør.
»Major Lazer havde ikke fungeret for fem år siden, hvor folk stadig sad fast i genrer. Unge i dag er vokset op med dubstep, hiphop, house og rock, og derfor kommer de op at køre over os, fordi vi mixer det hele sammen. Unge har en mere eklektisk musiksmag i dag«.
Det er grunden til, at hiphoppere, rock-chicks og stylede piger og drenge alle er repræsenteret til Major Lazer-shows, forklarer han og uddyber:
»Og det er vel sagens kerne. Ja, vi laver et cirkusshow, der er for meget. Men det fungerer kun, fordi vi laver musik, som folk kan lide. Sådan er det ikke til Diplos dj-sets. Der er publikum oftest bare dumme kids, der kan lide at kneppe og drikke sig stive«.
Læs også: Diplo: »Jeg er bare en dj«.