Freddie Gibbs – hårdt og kontant

Freddie Gibbs er ingen excentriker. Hans kendetegn er en rå stemme, der tilforladeligt hamrer henover enhver instrumental i højt tempo. Produktionerne har gennem tiden været alt fra vestkystinspireret midt-tempo på de første to mixtapes, en ep med Madlib og østkystlyd på et album med New York-produceren Statik Selektah. Uanset musikken har Gibbs’ stemme og teknik dog ikke forandret sig: Hård og kontant, på grænsen til at ignorere musikken. Sådan var det også mandag aften på KB18.

Og det virkede. Omgivelserne kunne ikke have være bedre: Under det lave loft virkede Freddie Gibbs, eller Gangsta Gibbs som han alternativt kaldes, tårnhøj. Da han bad om joints til scenen, turde ingen at sige nej. Gibbs pegede og sagde »you« – hvorefter personen måtte troppe op og aflevere sin pind.

Denne autoritet og selvsikkerhed afspejlede sig også i rimene. Hvor mange rappere lyder unuancerede eller har brug for backup-rappere for ikke at miste pusten, klarede Gibbs den tekniske side af sagen problemfrit. Mange numre blev indledt acapella, en teknik som Curren$y også brugte på sidste års Roskilde Festival. Men hvor Curren$y skabte en afslappet og nedtonet stemning, fungerede det hos Gibbs som aggressiv spændingsaccelerator. Da instrumentalerne endelig blev sluppet løs, gik alle grassat. Især det nyere nummer ‘187 Proof’ fungerede perfekt.

Så kan man selvfølgelig klage over, at eksempelvis Madlib-produktionen ’Thuggin’ blev reduceret til baggrundsraslen. Men denne aften var det nu engang Gibbs’ stemme, der var i fokus. Derudover sluttede koncerten lidt brat – måske fordi Gibbs’ hashtågede øjne blev irriterede af scenebelysningen?