Fem roller, der viser, at Vince Vaughn er klar til ’True Detective’

Han er bedst kendt for komedier som ’Wedding Crashers’ og ’Dodgeball’, men Vince Vaughn har i mange år flirtet med seriøse film.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Psycho’

Det var en ikke så lidt ikonisk rolle, Vince Vaughn påtog sig, da han i 1998 spillede Norman Bates i Gus Van Sants 1:1-opdatering af Hitchcock-klassikeren ’Psycho’. Anthony Perkins havde skræmt publikum fra vid og sans i originalen fra 1960 som forstyrret morder med mommy issues. Filmen er et lidt underligt replika af det oprindelige mesterværk, og det er nærmest umuligt for Vaughn at leve op til Perkins’ indestængte psykopati.

Men dropper man sammenligningskonkurrencen fungerer Vaughn faktisk grundlæggende godt som morderisk psykopat, fordi hans udseende og fremtoning fra naturens hånd er ganske venlig. Han ligner simpelthen en sympatisk fyr, og derfor er det overraskende og pirrende, når han viser sig at være farlig, også selv om man i forvejen ved, at Norman Bates er en skidt fyr.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Into the Wild’

Sean Penns film fra 2007 havde Emile Hirsch i den dominerende hovedrolle som eventyreren Chris McCandles, der forlod sin familie og rejste USA tyndt for at ende i Alaskas vildmark.

Vaughn havde en mindeværdig birolle som manden med det fornøjelige navn Wayne Westerberg, der hjælper Chris til et landsbrugsjob. I den barscene, de to skuespillere deler, springer de begge mellem det rolige og maniske på sekunder, indtil Vaughn overtager og introducerer sig selv som Mr. Happy.

Her ser vi Vaughn som den karismatiske skuespiller, han er. Han evner at fylde et lærred med sin tilstedeværelse, hvad enten han skal være humoristisk eller seriøs. Og hans evne til at forene de to kvaliteter giver en interessant dynamik, som måske også kan komme til udtryk i ’True Detective’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Domestic Disturbance’

Som Rick Barnes i ’Domestic Disturbance’ spillede Vince Vaughn ligesom i ’Psycho’ en forstyrret morder, denne gang over for John Travolta. Her er han den øjensynligt veljusterede mand, der bliver stedfar for drengen Danny. Det står dog hurtigt klart, at Rick ikke er det dydsmønster, han udgiver sig for, men det er selvfølgelig kun Danny og Travolta som drengens far, der kan se det.

Vaughn viser endnu engang, at han har en vis spændvidde. Dualiteten mellem hyggeonkel og skyggemonster er måske ikke så elegant, som man kunne have håbet, men han får det bedste ud af Dr. Jekyll/Mr. Hyde-tematikken. Se ham også i ovenstående klip fra tv-serien ’The Larry Sanders Show’, hvor han spiller ’sig selv’, både den gode og onde version.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Cell’

’The Cell’ (2000) skæmmes af Jennifer Lopez’ ikke voldsomt overbevisende præstation, men den byder også på Vince Vaughn med ansigtet i alvorlige folder. Et tidligt eksempel på, at han gennem hele karrieren har været draget af de mere seriøse roller.

Han spiller FBI-agenten, der får Lopez’ karakter til at trænge ind i sindet på en morder i koma for at finde ud af, hvor hans kidnappede offer befinder sig.

I en lidt blodfattig rolle lader Vaughn igen andre om det outrerede spil og agerer straight man i et mere eller mindre forrykt univers. Det samme gør han i film som ’Dodgeball’ og ’Mr. & Mrs. Smith’, hvor han lader vanviddet ånde omkring sig, mens han faciliterer de andres præstationer. I ’True Detective’ får han formentlig en mere opmærksomhedskrævende rolle, da han spiller seriens skurk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Swingers’

Selv om filmen strengt taget er en komedie, ligger ’Swingers’ milevidt fra den type film, Vaughn har lavet flest af efterfølgende. Den var en indie-produktion, der ikke bare blev Vaughns gennembrud, men også forfatter Jon Favreaus og instruktør Doug Limans. De gik siden videre til at lave henholdsvis ’Iron Man’- og ’Bourne’-filmene, mens Vaughn slog sig på komedievejen.

I ’Swingers’ fik han for første gang rigtig mulighed for at give prøver på sin hurtige dialoglevering, som man også kan forestille sig bliver tilfældet i ’True Detective’. Mens man kan kritisere nuancerne i hans ansigtsmimik, har der aldrig været noget i vejen med hans timing, der selv med dårlig dialog sidder lige i øjet. Nic Pizzolatto beviste med første sæson, at han forstår at skrive stærke karakterer og dialoger, og gentager han successen, tror vi på, at Vince Vaughn vil kvittere med en god præstation.

Læs også: Vince Vaughn bekræftet til ‘True Detective’ sæson 2

Læs også: Colin Farrell: Et flop eller hit som True Detective?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af