1. Rosamund Pike (’Kvinden der forsvandt’)
Rosamund Pikes store gennembrud har været længe undervejs. Hun har de sidste mange år haft roller i store Hollywood-film, men har altid stået i skyggen af andre stjerner, som Tom Cruise i ’Jack Reacher’, Bruce Willies i ’Surrogates’ og Carey Mulligan/Peter Sarsgaard i ’An Education’.
David Fincher giver hende med ’Kvinden der forsvandt’ dog muligheden for at stråle – en mulighed, hun har grebet i sådan en grad, at Oscar-rygterne for bedste kvindelige hovedrolle allerede svirrer. Hun spiller rollen som den forsvundne Amy med udsøgt kølighed og stålsathed, og der er noget forsigtigt porcelænsagtigt iblandet en pirrende gådefuldhed over hendes udtryk. Hun er som et bedårende dådyr, der pludselig kan gå i rovdyrs-mode.
Hvad end hendes rolle i ’Kvinden der forsvandt’ giver hende en Oscar eller ej, vil hendes (agents) telefon nok ikke stoppe med at ringe foreløbigt.
2. Katherine Waterston (’Inherent Vice’)
Skuespillerne i Paul Thomas Andersons film har det med at skulle sætte tid af til at gå til diverse prisuddelinger, hvilket Joaquin Phoenix, Philip Seymour Hoffman, Amy Adams, Daniel Day-Lewis, Adam Sandler, Tom Cruise, Julianne Moore og Burt Reynolds alle kan skrive under på.
Næste navn på PTA-prislisten kunne meget vel blive Katherine Waterston. Hun spiller ekskæresten til Joaquin Phoenix’ karakter i ’Inherent Vice’, hvor hun bliver katalysator for en række surrealistiske sager i Los Angeles’ hashrygende underverden.
Waterston har tidligere haft mindre roller i blandt andre ’Michael Clayton’, Kelly Reichardts ’Night Moves’ og i ’Boardwalk Empire’, hvor hun spiller Richard Harrows tvillingesøster.
Men de amerikanske anmeldere har efter festivalvisningerne hyldet hende, næsten lige så meget som de har hyldet Joaquin Phoenix, og der er således alle grunde til at tro, at det helt store gennembrud venter den 34-årige skuespiller.
3. Felicity Jones (’The Theory of Everything’)
Den 31-årige brite har forlængst gjort sig bemærket på indiefronten med hovedrollen i Sundance-hittet ’Like Crazy’ over for Anton Yelchin fra 2011.
Men det er i år, hun får et gennembrud, der gør hende til en af de der skuespillere, som står øverst på ønskelisten, når store instruktører skal sammensætte deres cast.
Hun havde en birolle i ’The Amazing Spider-Man 2’ fra i år, og så var hun det store lyspunkt i Ralph Fiennes’ ’Den usynlige kvinde’, der er aktuel i de danske biografer. Her spillede hun kvinden, som i mange år havde en affære med Charles Dickens, spillet af Fiennes selv, og vores anmelder kaldte hendes præstation »forbløffende«.
Nu har hun så en vigtig rolle i en film, som forventes at blive en seriøs kandidat i årets Awards Season frem mod Oscar-uddelingen: ’The Theory of Everything’ om den geniale fysiker Stephen Hawking. Felicity Jones spiller hans kone, der står last og brast med ham trods hans alvorlige sygdom, som svækker ham mere og mere. Filmen er instrueret af James Marsh, der tidligere har lavet den sublime dokumentar ’Man on Wire’ og i øvrigt er dansk gift. Nu kan han sende Felicity Jones til tops.
4. Gugu Mbatha-Raw (’Belle’)
Den 31-årige skuespillerinde har en engelsk mor og sydafrikansk far og er opvokset i England. Hun bliver lige nu nævnt som en seriøs Oscar-kandidat for sin rolle i periodedramaet ’Belle’, hvor hun spiller Dido Belle, en autentisk mixed-race-kvinde, der blev født ind i aristokratiet i Storbritannien i 1700-tallet.
Mbatha-Raw har fået stor ros for sin præstation, og Variety skrev for eksempel, at hun skabte en »fængslende heltinde«. Det vides endnu ikke, om filmen kommer til Danmark, men en Oscar-nominering vil utvivlsomt hjælpe på sagen.
Gugu Mbatha-Raw har også en hovedrolle i ’Beyond the Lights’ om en ung musiker, ligesom hun kan ses i Lana og Andy Wachowskis storfilm ’Jupiter Ascending’, som dog næppe er den film, hvor skuespillertalentet får mest dramatisk interessante materiale at arbejde med.
5. Carrie Coon (’Kvinden der forsvandt’)
2014 har været et stort år for 33-årige Coon.
Hun leverede den suverænt mest interessante karakter i HBO-serien ’The Leftovers’. Her spiller hun kvinden Nora, der mistede sin mand og alle sine børn under den mystiske rapture, hvor to procent af verdens befolkning forsvandt. Hun spiller uden om alle sorgklicheer og er uforudsigelig, men aldrig utroværdig, efterhånden som hun både prøver at række ud mod andre mennesker med varme og empati og er drevet af en ubehagelig trang til selvdestruktion.
På det store lærred kan hun nu – ligesom Rosamund Pike – ses i David Finchers ’Kvinden der forsvandt’, hvor hun spiller Ben Afflecks opbakkende søster. Her bringer hun oprigtig harme og følsomhed til en birolle, der let kunne blive reduceret til et plotforstærkende middel for at bringe Afflecks indre følelsesliv til torvs.
Coon har en modenhed over sig, der gør, at hun sagtens kan spille roller ældre end hende selv, og hun kunne meget vel ligne en af fremtidens store karakterskuespillere på kvindesiden.
Læs også: De her mandlige skuespillere slår igennem denne Awards Season
Læs også: Her er de tidlige Oscar-kandidater
Læs også: Hey Hollywood – hyr de her 10 danske skuespillere
Læs også: Finchers film fra værst til bedst