At skuespillere såvel som kritikere forguder den jord, Paul Thomas Anderson går på, bliver flere gange cementeret ved lørdagens verdenspremiere på instruktørens filmatisering af Thomas Pynchons roman ’Inherent Vice’ under New York Film Festival.
Salen – plus en ekstra med videotransmission til dem, der ikke har været tidligt nok oppe – i Lincoln Center er fyldt til randen med regnvåde journalister, der spændt gnider sig i hænderne og siden i øjnene i forundring over den særlige, syrede oplevelse, det er at opleve en Paul Thomas Anderson-film. Især netop denne.
Andersons syvende spillefilm foregår i Los Angeles i 1970 og følger privatdetektiven Doc (Joaquin Phoenix), der i en tåge af stoffer og paranoia er på zigzagjagt efter en forsvunden ejendomsmogul (Eric Roberts) og hans elskerinde (Katherine Waterston), der også er Docs ekskæreste. Undervejs bliver han ledt på rette spor – og vildspor – af en bananspisende kriminalbetjent (Josh Brolin), en saxofonspiller, der har forfalsket sin egen død (Owen Wilson), og en entusiastisk kokainsniffende tandlæge (Martin Short).
Uforståeligt plot
Plottet er mudret, men det er med vilje, fortæller en munter og tyggegummigumlende Paul Thomas Anderson iført hvid skjorte og jeans med tidstematisk svaj. Forbilledet til fortællestilen er Raymond Chandler-filmatiseringen ’The Big Sleep’ fra 1946.
»Det gik op for mig, at jeg ikke kunne følge med i noget af den«, fortæller Anderson om handlingen i Howard Hawks noir-klassiker, under den q&a der følger efter visningen af ‘Inherent Vice’. »Men det betød ikke noget, for jeg var alligevel vild efter at se, hvad der kom til at ske. Det var en god model af bygge efter«.
Måske ligeledes inspireret af ’The Big Sleep’ har Anderson med ’Inherent Vice’ for første gang kastet sig ud i at benytte voice-over. Modsat forlæggets alvidende tredjepersonsfortæller og noir-traditionens vanlige førsteperson giver Anderson i filmen fortælllerrollen til sangerinden Joanna Newton, der har en mindre rolle som Docs »best gal pal«, der i bogen »altid ved mere og altid har ret«.
»Jeg fik for lang tid siden indprentet i min hjerne, at voice over er et no-go«, siger Anderson. »Præmissen er, at du skal have dine karakterer til at arbejde for dig i stedet for at være afhængig af en fortæller. Men alle mine favoritfilm bruger en fortæller. Jeg var for paranoid til at gøre det indtil nu, hvor der var så meget godt stof fra bogen, som karakteren kunne sige. Som ikke irriterede eller trak noget fra historien, men hjalp den på vej«.
Dagens mand i skysovs
På et spørgsmål om filmens blanding af dysterhed og slapstick svarer Anderson, at han har gjort sit bedste for at gengive tonen fra romanen.
»Bogen er – jeg vil ikke sige litterær, for det er et grimt ord – men smukt skrevet med indsigtsfulde og dybtfølte elementer og så de bedste pruttejokes og mest fjollede sange, du kan forestille dig«.
Et af filmens mest gakkede indslag står komikerveteranen Martin Short for. Udover Anderson – som på trods af sin afslappede attitude frembringer en sjælden ærefrygt hos journalisterne, der ligner, de er på nippet til at bukke for mesteren – er Short dagens mand i skysovs.
En journalist erklærer ham sin kærlighed til stort bifald i salen, og den 64-årige stjerne høster de største grin både under filmen og til pressekonferencen. På spørgsmålet om, hvem af skuespillerne, der har læst bogen, svarer han tørt, at han har fået sin assistent til at læse den for sig. »Det tæller… der, hvor jeg kommer fra«.
Noget helt andet end tv
Efter at have fokuseret på en eller to karakterer i sine seneste film – personificeret af Joaquin Phoenix og Philip Seymour-Hoffman i ‘The Master’ (2012), Daniel Day-Lewis i ‘There Will Be Blood’ (2007) og Adam Sandler i ‘Punch-Drunk Love’ (2002) – vender Anderson med ‘Inherent Vice’ tilbage til det ensembledrama, der med ‘Magnolia’ (1999) og ‘Boogie Nights’ (1997) gjorde ham berømt.
At Anderson giver plads til ensemblet begejstrer klart nok holdet selv. Skuespillerne glæder sig især over, at instruktøren gav sig tid til at diskutere scenerne og eksperimentere under optagelserne, ligegyldigt hvor store eller små rollerne var.
»Jeg følte meget tryg«, fortæller Owen Wilson. »Det, jeg elskede, var alle de variationer, vi fik lov til at gennemspille. Gå ind i bilen, prøv igen, sig det på en anden måde, improviser en replik, gør det igen…«
Også Michael K. Williams (Omar i ’The Wire’, Chalky i ’Boardwalk Empire’), der spiller en hævngerrig tidligere straffefange, var overrumplet af tempoet. »Jeg har mest arbejdet i tv, og der svinger de pisken, og så er det tid, tid, tid. Så kommer jeg til denne her film, og det er sådan: ‘Lad os sætte os ned og snakke om det her.’ Og jeg var tænkte: ’Really?’«
Tavs som graven
Anderson gengælder skuespillernes kærlighed og kalder arbejdet med ensemblet »en drøm, der gik i opfyldelse«.
»Det føltes fantastisk af den åbenlyse årsag, at jeg kom til at arbejde med alle disse mennesker«, siger Anderson og gestikulerer mod rækken af skuespillerne til venstre for sig. »Det eneste frustrerende var, at de fleste kun var på settet i to-tre dage. Lige da vi fik startet, tog de af sted igen. Jeg hang mest på ham der«, jokede Anderson og peger på Joaquin Phoenix, der kvitterede med et sjældent smil.
Phoenix er berygtet for at hade pressekonferencer, som han enten bliver væk fra, surmuler eller vrænger ad journalisterne til. Hvis han da ikke tager pis på hele mediecirkusset som i mockumentary-filmen ’I’m Still Here’, der følger Phoenix i det halvandet år, han narrer hele verden til at tro, at han har droppet skuespillet for at forfølge en hiphopkarriere.
I dag har han valgt pokerfjæset som strategi. Iført jeans, sort hættetrøje og Converse-sneakers sidder han som forstenet med armene over kors. Mens han på lærredet leverer en manisk, melankolsk, syret og hysterisk morsom præstation, ikke ulig den i ’The Master’, er eneste tegn på liv her et træk på smilebåndet, når en af hans medspillere drilsk opfordrer ham til at svare på et spørgsmål.
Det har han ikke tænkt sig. I løbet af den halve time, pressekonferencen varer, siger han ikke et ord. Og tavsheden skyldes ikke en mistet stemme. Efter konferencen hører jeg ham nynne.
Læs også: Se den fantastisk morsomme trailer til ‘Inherent Vice’
Læs også: Nyt Radiohead-nummer med i ‘Inherent Vice’