‘Den usynlige kvinde’

‘Den usynlige kvinde’

Det burde efterhånden stå klart for alle, at Ralph Fiennes er en røvhamrende karismatisk og alsidig skuespiller. En 51-årig britisk kamæleon med udseendet på sin side, der konstant tilpasser sig sin karrieres skiftende omgivelser.

Ikke alene har Fiennes for nyligt brilleret i rollen som den sleske hotelbestyrer Monsieur Gustave i Wes Andersons elskelige farce ‘The Grand Budapest Hotel’. Han har også formået at gøre Voldemort endnu mere pisse ubehagelig, end han var i bøgerne. Og selvom Fiennes i sin nye film (hans anden som instruktør og hovedrolleindehaver) vender tilbage til sin comfort zone –1800-tallets victorianske England – så er der ikke meget Mr. Darcy over hans portrættering af Charles Dickens, der er lige så uperfekt som de karakterer, der befolker hans bøger. Han er tilmed direkte ondskabsfuld mod sin enfoldige kone Catherine, en birolle, der bliver tilført en enorm, men altid underspillet, følelsesmæssig intensitet af Joanna Scanlan.

’Den usynlige kvinde’ er baseret på Claire Tomalins biografi af samme navn, der beskriver forholdet mellem Ellen ’Nelly’ Ternan (Felicity Jones) og Dickens – en affære, der blev holdt mere eller mindre hemmelig fra deres første møde i 1857 til Dickens’ død i 1870. Filmens fokus ligger fra start af hos Nelly, der ser tilbage på sin stormfulde ungdomsforelskelse med et bittersødt blik.

I filmens første indstilling ser vi hende, sortklædt som en sørgende enke, traske rundt på en vindblæst strand, hvis oprørte hav reflekterer hendes sindstilstand: Et smukt åbningsscenarie, der på én gang viser poesien i Fiennes’ billedsprog og dét mysterium, der ligger gemt i Jones’ gudsbenådede ansigtsfolder: Hvad er et liv som Dickens’ hemmelige elskerinde værd?

En klog mand ved navn Béla Balázs skrev engang, at nærbilledet i film er som en lydløs monolog: Det siger alt uden at sige noget. Og det er præcis sådan, Fiennes vælger at fortælle Nellys historie – gennem close-ups, der antyder tankemylderet bag hendes grønne øjne uden nogensinde at afsløre præcis, hvad de er. Felicity Jones’ evne til at fremmane så nuancerede og stærke følelser, som hun gør, helt uden brug af ord, er mildest talt forbløffende, især taget i betragtning, at den eneste mindeværdige film, den unge skuespillerinde har medvirket i indtil videre, er Drake Doremus’ Sundance-vinder ‘Like Crazy’ fra 2011.

Men til trods for Jones’ og Fiennes’ pragtpræstationer er filmens største svaghed faktisk deres samspil. Der mangler simpelthen den gnist af dimensioner, der ville gøre det troværdigt, at Nelly plages af sit kærlighedsforhold til Dickens i mange år efter hans død.

Det mest fascinerende ved Fiennes’ film er Nellys indre kamp mellem fornuft og følelser. Hun besidder en fandenivoldskhed, der er befriende at se inden for en genre, som er kendetegnet ved den særligt britiske stoicisme og selvbeherskelse, der gennemvæder klassiske periodedramaer som ’Pride and Prejudice’ og ‘Sense and Sensibility’. ‘Den usynlige kvinde’ er en subtilt fortalt og oprigtigt rørende fortælling om en ung kvinde, der bliver offer for sin egen forelskelse.


Kort sagt:
Selvom renæssancemennesket Ralph Fiennes imponerer som instruktør i filmen om Charles Dickens, er det den fremadstormende skuespillerinde Felicity Jones, der stjæler billedet som den unge kvinde, der bliver offer for sin egen forelskelse. Noget så sjældent som et britisk periodedrama, hvor der ikke bliver lagt låg på følelserne.

Spillefilm. Instruktion: Ralph Fiennes. Medvirkende: Ralph Fiennes, Felicity Jones, Kristin Scott Thomas, Tom Burke og John Kavanagh. Spilletid: 111 min.. Premiere: 9. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af