Min lejlighed i Paris
Går man ind for at se ’Min lejlighed i Paris’ i håb om, at man skal hygge sig i efterårskulden med en lun lille komedie fra det skønne Paris, bliver man uvægerligt svært overrasket eller svært skuffet. Muligvis begge dele.
Instruktør Israel Horovitz’ oversættelse af sit eget teaterstykke til filmmediet er nemlig en stærkt blandet fornøjelse, der uafbrudt – og i sidste ende på frustrerende vis – rangerer fra det langtrukkent teatralske til det oprigtigt gribende.
Mathias Gold (Kevin Kline) har levet hele sit liv med et horn i siden på sin fraværende far, men arver ikke desto mindre en enorm herskabslejlighed i centrum af Paris, da den gamle kradser af. Lejligheden vurderes til et astronomisk millionbeløb, og den lettere afdankede Mathias, hvis greb om rødvinsflaskens glatte hals altid har været stærkere end om hans privatøkonomi, øjner en gylden chance for i en moden alder af 57 af tage hul på et nyt, mere solbeskinnet kapitel i livet. Men så nemt slipper Mathias naturligvis ikke for sin fars (plage)ånd.
Lejligheden i Paris viser sig at være beboet af en vis madamme Mathilde Girard (Maggie Smith) og dennes voksne datter, Chloé (Kristin Scott Thomas), som takket være ældgammel, absurd fransk lovgivning ikke sådan er til at smide på porten. Mathildes lejekontrakt er nemlig viager, hvilket betyder, at Mathias ikke kan sælge lejligheden før lejerens død. Oveni hatten skal den nybagte, og i stigende grad mindre og mindre entusiastiske ejer, betale Mathilde et månedligt beløb på flere tusinde euros, for at hun kan bo i lejligheden. Det er ren goddag-mand-økseskaft, og de indledende scener, hvor Mathias og Mathilde tester hinandens stædighed (og Mathias på øjemål forsøger at vurdere, hvornår den 92-årige dame mon stiller træskoene), er både humoristiske og herligt velspillede.
Senere dukker Chloé op med et voldsomt parisisk temperament og ikke så meget som et gran af forståelse for Mathias’ håbløse situation. Men som skæbnen vil det i så mangen et kammerstykke med blot tre hovedpersoner, må der naturligvis spire amoriner mellem de to i bund og grund ganske fortabte jævnaldrende.
Efter en halv times tid skifter ’Min lejlighed i Paris’ ham og udvikler sig med ekspresfart fra let komedie til granalvorligt drama med en snert af græsk tragedie. Alle børn, også de voksne af slagsen, bøder for deres forældres synder, og Mathias, Chloé og Mathilde har hver især så mange skeletter stuvet ind i skabene, at det næsten bliver for meget af det onde.
Overgangen fra tra-la-lej til tragedie er langt fra elegant udført af Israel Horovitz, og særligt uskønt bliver det, når filmen i sin sidste akt forsøger at vende tilbage til sin indledende komik.
Dog brillerer filmen ved sine udsøgte skuespilpræstationer, og særligt velgørende at det at se den tidligere Oscar-vinder Kevin Kline folde talentet ud efter alt for længe at have ødslet det væk i stinkere som ’Last Vegas’.
Velkommen tilbage Kevin. Næste gang håber vi på en fuldtræffer.
Kort sagt:
Hovedpersonernes fabelagtige skuespilpræstationer redder ikke helt Israel Horovitz’’Min lejlighed i Paris’ fra at fremstå som et rodet forsøg på at overføre teaterstykke til film. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Og det gør filmen desværre heller ikke.