‘Mod naturen’
Der sker ikke meget i nordmanden Ole Giævers nye film. Der er faktisk hverken plot, suspense eller klimaks.
Martin er en typisk skandinavisk middelklassemand med kone og barn. Ægteskabet er blottet for passion, og hverdagens erotiske højdepunkt er en flirt med ekspedienten i friluftsbutikken. Forholdet til sønnen er i bedste fald distanceret, i værste fald ikkeeksisterende.
En weekend planlægger Martin at tage væk fra de familiære pligter og vennernes forventninger om evige byture og langt ud i naturen. Han tager på en længe ventet vandretur på fjeldet, hvor risikoen for at støde på andre mennesker ikke er særligt stor, og hvor han kan være alene med sine tanker. I lange scener tusser han alene rundt i landskabet, og kun få gange har han interaktioner med andre mennesker.
Men simultant med denne minimalistiske ydre historie udspiller der sig en stor indre historie. Filmens grundidé er nemlig, at vi får direkte adgang til Martin hoved – vi følger alle hans tanker, fra småfjollede eller liderlige strøtanker til store eksistentielle overvejelser. Da friluftsekspedienten nævner, at to piger for øvrigt også har fået udleveret nøgle til fjeldhytten, er det brændstof til veludviklede orgiefantasier, for i ens egne tanker er man selv instruktør. Desværre afbrydes tankerne af en sms fra konen, og vi bevæger os i stedet over i en eksistentiel vemodighed, der åbenbarer Martins vægelsind. Skulle han være blevet hjemme? Hvem er han egentlig for sin søn? Hvad med skilsmisse? Hvad vil han med sit liv?
Det er lige her, i hjernens tilsyneladende ucensurerede tankestrøm, at ’Mod naturens’ udfolder sin historie. For hvordan navigerer man mellem rollen som pligtopfyldende ægtefælle, god kammerat og forbillede for sit barn, alt imens man bevarer sit passionerede væsen?
Nietzche forudså, at det sidste menneske i den vestlige civilisation ville være en blodfattig, selvtilfreds borger blottet for engagement. Hvordan slipper man ud af denne grufulde (s)tilstand i et samfund med stødpuder og sikkerhedsnet til alle sider? Martin har ikke svaret, og det er der nok ikke mange af os, der har.
Tematisk lægger ’Mod naturen’ sig op ad en anden skandinavisk film fra 2014, svenske Ruben Östlunds yderst vellykkede ’Force Majeure’, som også tager det moderne familiebegreb under kærlig behandling. Også Östlund balancerer på en hårfin grænse mellem det pinagtigt alvorlige og grinagtigt banale. Men hvor Östlunds film fokuserer mere entydigt på den maskuline rolle i familieforetagendet, symboliserer Ole Giævers hovedperson noget mere almenmenneskeligt. Når hovedpersonen tilfældigvis er en mand, skyldes det nok primært, at Giæver selv har skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen.
De sjoveste scener i filmen er ikke de platte, som når Martin med Frank Hvam’sk akavethed afsløres i at onanere bag et træ. Det er til gengæld de pinagtige episoder, der opstår, når Martin interagerer med andre mennesker, og man følger tankelydsporet imens (»kan man se min stådreng?«).
Den indre monolog bliver dog trods alt en anelse kedsommelig i længden, specielt når Martin er alene, hvilket han er for det meste. Et endnu mere kaotisk tankeunivers havde været interessant, men ikke desto mindre er vores hovedperson et sympatisk bekendtskab, og man håber inderligt, at han finder vej ud af vildnisset.
Kort sagt:
’Mod naturen’ finder sit eget adstadige tempo og eftertænksomme stil. En vellykket og sympatisk film, der er modigt monoton, minimalistisk og eksistentiel