‘Sorgenfri’: Dansk zombiefilm adskiller sig for lidt fra forbillederne
Hvad ville jeg tænke om ‘Sorgenfri’, hvis jeg ikke var dansk? Ikke noget videre positivt, er jeg bange for.
Denne tanke blev ved med at genere i mit baghoved under en ellers gedigent underholdende halvanden time i selskab med Bo Mikkelsens debutfilm, der byder på dansk forstadsidyl – og frådende zombier. Og selvom det er uretfærdigt at holde en ’lille’ dansk film op mod en markant Hollywoodtradition, blev jeg enig med mig selv om, at det er vilkårene i en kapitalistisk filmverden: En billet til ‘Sorgenfri’ koster det samme som til ‘World War Z’.
I den sjællandske by Sorgenfri bor en familie bestående af far (Troels Lyby – jeg vil i øvrigt godt tillade mig at være en smule fortørnet over, at hans karakter hedder Dino), mor (Mille Dinesen) og børn. Her bryder en dødbringende virus ud, og byen bliver snart sat i karantæne. Resten af historien kender vi, for ‘Sorgenfri’ adskiller sig ikke nævneværdigt fra forbillederne.
Mikkelsen, der både har skrevet og instrueret, træffer en række intelligente valg filmens budget taget i betragtning. Han lader hovedparten af fortællingen udspille sig i små, indelukkede rum, indendørs, bag militærets æstetisk virkningsfulde sorte plasticafspærring. Her virker den lurende suspense bedst. Frygten suger næring i dét, vi ikke kan se, men som vi godt ved er derude, dét, som Martin Pedersens ‘Contagion’-inspirerede soundtrack glimrende underbygger.
Og filmens komparative underlegenhed skyldes da heller ikke manglen på blodige zombieslag og ekvilibristiske special effects. Det er snarere dens manglende evne til at sætte noget andet i stedet for – eksempelvis et særligt nationalt særpræg eller en prægnant miljø- og/eller karakterskildring, som vi så det i Tomas Alfredsons svenske ‘Lad den rette komme ind’. Og i disse ‘The Walking Dead’ og Max Brooks-tider (forfatter til bøgerne ‘World War Z’ og ‘The Zombie Survival Guide’) synes jeg godt, at man kan tillade sig at forvente mere af genren end indvolde og zombiebabyer.
Ingen regner med karakterskildring på Bergman-niveau i en zombiefilm, men her føles det nu alligevel for skabelonpræget: Vi præsenteres for den utilpassede teenager (Benjamin Engell), en skydeglad jæger (Mikael Birkkjær), en sexhungrende nabopige (Marie Boda) og en dum blondine (Therese Damgaard). Kun Lybys Dino har kød på skelettet, og det hører til filmens største kvaliteter, at den skildrer den bløde middelklassemands mangel på gennemslagskraft i sammenstødet med kaos.
Men tilbage sidder man alligevel med fornemmelsen af, at hvis de havde talt amerikansk i ‘Sorgenfri’, så ville den ikke være mere end en semi-underholdende middel-zombiegyser.
Kort sagt:
Zombiefilm på dansk? Præmissen skal have credit, for selvom genren er velkendt i amerikansk sammenhæng, så er det en rød-hvid patient zero. Desværre udnytter filmen ikke sine originale vilkår – zombier i idylliske Sorgenfri – og tilførslen af det ellers hårdt tiltrængte (zombie)blod til den danske realisme får således ikke den ønskede effekt.