»Der er ingen historier… Der er kun situationer uden hverken hoved eller hale. Uden begyndelse, midte og slutning. Uden ret eller vrang. Man kan betragte dem på en hvilken som måde. Højre bliver venstre. De er nuet, uden grænser til hverken fortiden eller fremtiden«.
Sådan skrev filmskaberen Jean Epstein i ’Bonjour cinéma’ fra 1921. Epstein var en central den af den franske avantgarde i 1920’erne og har ingen umiddelbar relation til David Lynch. Men Lynchs værker, der ofte befinder sig i et grænseland mellem Hollywoodfilmen og avantgarden, synes forbundet med den tanke, som Epstein udtrykte i begyndelsen af 1920’erne.
Siden debutfilmen ’Eraserhead’ (1977) har David Lynch ofte leget med grænsen mellem drøm og virkelighed, og siden 1980’erne er denne grænse blevet stadigt mere flydende, og fortællestrukturen er blevet stadigt mere fragmenteret. Den dystre handling i ’Blue Velvet’ (1986) kunne opfattes som en drøm eller fantasiforestilling i Jeffrey Beaumonts hoved, idet vi sluttelig zoomer ud fra Jeffreys øre, mens han ligger og dagdrømmer i en havestol, men handlingen præsenterer sig som en relativt traditionel tre-akter.
Mere komplekse blev fortællestrukturerne og karakterforviklingerne i 90’erne og 00’erne med film som ’Fire Walk with Me’ (1992), ’Lost Highway’ (1997) og ’Mulholland Dr.’ (2001), men også i ’Lost Highway’ og ’Mulholland Dr.’ er det muligt – i al fald til dels – at sondre mellem drøm og virkelighed.
I ’Lost Highway’ markeres overgangen fra virkelighed til fantasi med replikken »you’ll sleep now«, og i ’Mulholland Dr.’ markeres overgangen fra ønskedrøm til barsk realitet med ordene »time to wake up«. Det er altså ikke nyt, at Lynch leger med komplekse fortællestrukturer og ofte opløser grænsen mellem drøm, fantasi og virkelighed.
Men med opusset ’Inland Empire’ – der angiveligt handler om »A woman in love. A woman in trouble« – lavede han sin mest fragmenterede og eksperimenterede film siden debuten fra 1977. Inland Empire er ikke for sarte sjæle, og sine steder er den både frustrerende, tung og grim, men den fortjener opmærksomhed for sin kreative brug af improvisation og digitale optageteknikker, der til tider giver billedet en næsten malerisk karakter. Det er slet og ret en underkendt perle.
Krukket kunstner i selvsving
’Inland Empire’ fik premiere den 6. september 2006 på Venedig-festivalen, og først mere end et år senere blev filmen vist i Danmark, hvor den fik en broget modtagelse. Politikens Erik Jensen gav den eksempelvis to ud af seks mulige hjerter og beskrev filmen som en »flimrende udgave af ’Alice i Mareridtsland’«.
Erik Jensen var hård i sin kritik af filmen, men hans kollega på Politiken, Kim Skotte, var omvendt fuld af lovord over for filmen og dens mester. I sin overvejende positive artikel beskrev Skotte dog filmen som et værk, der uvægerligt ville »dele vandene«, hvorpå han kom med følgende konstatering: »Jeg er sikker på, at mange vil være enige i, at der hverken er hoved eller hale i filmen, og at den er et enerverende udtryk for en krukket kunstner i selvsving«.
Filmen kom som sagt til Danmark længe efter dens internationale premiere, men jeg kunne ikke vente til 2007 og tog derfor til Tjekkiet for at se filmen. Biografsalen i Prag var halvtom, hvilket overraskede mig i en europæisk storby til en forpremiere på den seneste og længe ventede Lynchfilm, men det skulle langt fra blive min eneste overraskelse.
For knap var filmen gået i gang, før et yngre par begyndte at have eksplicit og larmende samkvem på rækken foran min hustru og mig. Min hustru lod sig ikke distrahere, men jeg fik sværere ved at følge filmens allerede fragmenterede fortællestil, og det gjorde det ikke nemmere, at folk højlydt begyndte at udvandre efter mindre end 30 minutters spilletid.
Da der var gået en time af den 180 minutter lange film, var næsten hele salen udvandret (inklusive det førnævnte kærestepar), de tunge metaldøre havde åbnet og lukket i en taktfast rytme, og min hustru var, trods en brav kamp, faldet i søvn. Min første oplevelse af/med ’Inland Empire’ var mystisk – ja, lynchsk, fristes man til at sige – og den efterlod mig med en masse uforløste spørgsmål og uforklarlige handlingstråde.
Siden har jeg set filmen adskillige gange, og skønt jeg ikke ser den som Lynchs bedste, så er filmen unægtelig et interessant og mærkværdigt bekendtskab.
Startede med et tilfældigt møde
Lynch, der tidligere havde afsværget digitalfilm, og som ofte har set det digitale som enden på filmen som sådan, begyndte ved indgangen til det nye årtusind at nærme sig diverse digitale processer og udtryksformer.
Via sit website davidlynch.com har han fremvist og distribueret en række korte film og alternative formater (blandt andet et dokumentarprojekt, han kalder ’Interview Project’ 2009-2010, og en syret sitcom med titlen ’Rabbits’ (2002), som senere elementvis skulle blive inkorporeret i ’Inland Empire’).
’Inland Empire’ blev også skudt med et digitalkamera, og i modsætning til Lynchs typiske tilgang til film er den konstrueret ved, at alle indfald er blevet optaget, hvorefter det endelige resultat er blevet stykket sammen til et hele. Den mere spontane og intuitive tilgang til produktionsprocessen resulterede i et mere frydefuldt fragmenteret hele. En film, som ikke har en fortælling i traditionel forstand, og som er cirka lige så fragmenteret som dens hovedperson.
I en samtale med Patti Smith har David Lynch sagt, at han ofte begynder med et fragment, som han forelsker sig i.
Modsat andre instruktører og historiefortællere, som starter med en overordnet ramme og fylder de enkelte scener ind i fortællingen, begynder Lynch ofte med enkeltbilleder, der forbinder sig til andre billeder og danner nogle mere eller mindre sammenhængende fortællinger.
Det var også sådan, at ’Inland Empire’ reelt blev til. I begyndelsen af det nye årtusind var instruktøren stødt ind i sin gamle muse Laura Dern, som han ikke havde talt eller arbejdet sammen med i længere tid. Det glædelige gensyn udviklede sig til en aftale om at lave et lille eksperiment til davidlynch.com: En længere monolog med en forslået kvinde. Monologen, der blev optaget med et billigt Sony PD-150-kamera, endte dog med at vare 70 minutter, og Lynch mente, at optagelserne var blevet for gode til hjemmesiden. I fragmentet lå der et løfte om en hel historie.
Det var udgangspunktet for ’Inland Empire’, og den forslåede kvinde er én af de forskellige fortælletråde og karakterer, som væves sammen i filmens løb (dele af monologen blev senere fraklippet og udgivet som ’More Things That Happened’). Laura Dern spiller Nikki Grace, en skuespiller der er bosat i Hollywood, men vi følger også tilblivelsen af filmen i filmen, ’On High in Blue Tomorrows’, og karakteren Susan Blue (Dern).
Hertil kommer en historie, som foregår i Polen, og relationen mellem denne historie, de to andre fortællespor og de indklippede scener fra ’Rabbits’ bliver aldrig tydelig. Hvis der veksles mellem drøm og virkelighed i ’Lost Highway’ og ’Mulholland Dr.’, så opløses grænsen i ’Inland Empire’.
Død over Hollywood?
I den forstand er ’Inland Empire’ den mest eksperimenterende Lynch-film siden ’Eraserhead’, men filmen er ikke blot en apoteose for Lynchs sprængte, eksperimenterende fortælleform. Den er også interessant som en refleksion over selve filmmediet.
Filmen åbner på billedet af en filmprojektor i stil med Dziga Vertovs klassiker ’Manden med kameraet’ (1929), og den rummer nogle finurlige referencer til en af Lynchs favoritfilm: ’Sunset Boulevard’ (1950). Når man eksempelvis hører linjen »They’ll love it in Pomona«, som bliver brugt på spydig vis i Billy Wilders film, så giver det et interessant betydningslag til Lynchs film.
Er det mon Lynch, der kommenterer filmindustrien og dens forsøg på at kvæle de små eller alternative produktioner? Er det vitterligt kun folk i Pomona, som vil synes om ’Inland Empire’? Guderne skal vide, at Lynch havde svært ved at få de store selskaber med på vognen, og han endte da også med at opkøbe rettighederne til selv at distribuere den via selskabet Absurda, efter han havde skudt den på sit billige Sony-kamera og klippet den i Final Cut.
Den billige produktionsform kan da også virke irriterende til tider, men den dårlige opløsning i kombination med brugen af low-key-belysning og vidvinkler omdanner undertiden billederne til en form for levende, abstrakte malerier.
Der opereres med både visuel og lydlig støj, og den moderne optageteknologi bruges på en alternativ facon. Vi bliver gjort opmærksom på de gamle filmmedier, men også på disse mediers gradvise erstatning og aflivning. Og vi mindes om Hollywood som en drømmefabrik, men også om de bristede drømme (jf. Norma Desmond i ’Sunset Boulevard’).
Filmen begyndte som et eksperiment, men den endte som en tre timers tour de force, produceret på mere end to år, i to forskellige lande og med to forskellige sprog. Den er levende, vild og eksperimenterende, men kan også læses som et eftertrykkeligt gravskrift for Hollywood og den klassiske filmfortælling.
’Inland Empire’ er ikke nogen let tilgængelig introduktion til David Lynch som auteur, og man skal ikke se den, hvis man ikke bryder sig om fragmenterede og kryptiske fortællinger. Man bør dog ikke snyde sig selv for Laura Derns storspil i de forskellige krydsende roller, og man bør heller ikke snyde sig selv for Grace Zabriskies uhyggelige optræden som gæsten, der spørger Nikki, om der er et brutalt mord i hendes film.
Hvilket mord? Hvilken film? You’ll be the judge…
’Inland Empire’ vises i Cinemateket 1. april kl. 19.30 og 13. april kl. 20.00. Læs mere her.
Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.
Læs også: David Lynch teaser for ny ‘Twin Peaks’-sæson… ved at spise en donut