Ny filmsensation kommer til at sætte varige spor i Hollywood

En middelklassekvinde møder en ekstremt rig mand. De forelsker sig. Men da hun møder hans familie, bliver hun mødt af fordomme, der bunder i kultur- og klasseforskelle, og det sætter deres forhold på prøve.

En romantisk komedie skåret over et plot som ovenstående lyder ikke som noget sensationelt. Slet ikke når det er instrueret af manden bag ‘Now You See Me 2’ og ‘Justin Bieber: Never Say Never’.

Men 93 procent positive anmeldelser på Rotten Tomatoes, ekstraordinært meget medieomtale samt en førsteplads på sidste uges box office-liste i USA fortæller en helt anden historie. For ‘Crazy Rich Asians’ er sensationel. Lige nu er den ved at gøre det samme for amerikanere af asiatisk herkomst, som ’Black Panther’ gjorde for afroamerikanere tidligere på året.

Bestseller uden stereotyper

Filmen er den første store Hollywood-produktion, hvor alle karakterer er asiatiske. Sidst en Hollywood-film havde asiater i alle hovedrollerne (ikke alle biroller), var i ’The Joy Luck Club’ helt tilbage i 1993. Derfor markerer den et stort skridt frem for repræsentation af minoriteter, et emne, der er på alles læber i dagens Hollywood.

’Crazy Rich Asians’ er baseret på Kevin Kwams roman af samme navn fra 2013. Kwam ville med sin fortælling introducere et nordamerikansk publikum for et tidssvarende billede af Asien og lod sig inspirere af sin egen barndom i Singapore, der er verdens femterigeste land.

Netop Singapores ekstreme rigdom blev et bærende element i historien, der handler om universitetsprofessoren Rachel, der af sin kæreste Nick bliver inviteret med til et familiebryllup i Singapore. Hvad Rachel ikke ved er, at Nick tilhører en af verdens rigeste familier, og især Nicks mor Elanor er skeptisk over for folk fra lavere lag.

Bogen var et opgør med stereotyper. Amerikanske asiater, der udgør fem procent af USA’s befolkning, fremstilles i fiktion ofte som nørdede og socialt akavede, om end meget kloge. Mændene er sjældent atletiske eller genstande for begær, mens kvinder ofte fremstilles som barnlige og fjollede.

De stærke, originale karakterer og udstillingen af de store klasseforskelle inden for asiatisk kultur ramte en nerve. Bogen blev en bestseller og fik to fortsættelser.

Et personligt passionsprojekt

Successen medførte mange tilbud om at filmatisere bogen. Men Kwam valgte at sælge rettighederne for én (!) dollar til produceren Nina Jacobsen (der har produceret ’Hunger Games’-filmene), da han stolede på hende og mente, at pengene var bedre brugt på selve produktionen.

Valget af instruktør faldt på Jon M. Chu, der selv havde læst romanen og blev ramt af historien om Rachel, en amerikansk asiat, der tager til Asien for første gang og oplever en for hende fremmed kultur. Chu er selv af taiwansk og kinesisk herkomst, men er født og opvokset i San Francisco. I hans skoletid blev han drillet på grund af sin race, da hans forældre ejede en kinesisk restaurant.

»Jeg havde aldrig forholdt mig til min personlige kulturelle identitetskrise i noget af mit arbejde, det har jeg altid været bange for«, har Chu fortalt til CNN. »Det var først for et par år siden, ved at læse om whitewashing og ’Oscars so white’, at jeg tænkte: ’Hvorfor gør jeg ikke mere? Jeg er en del af Hollywood, jeg laver film her’«.

Produktionen gik til filmselskabet Warner Brothers, selvom Netflix stod klar med en langt mere lukrativ aftale. Men for både Kwam og Cho var det vigtigste, at filmen ville få en bred biografpremiere, så amerikanske asiater kunne se sig selv repræsenteret på det store lærred og ikke kun hjemme i stuerne.

Filmens skuespillere, hvoraf mange har en fortid inden for comedy, blev fundet over hele verden, blandt andet Malaysia, England, USA, Australien, Hong Kong og Singapore. For de mange skuespillere var det en stor ting ikke at skulle påtage sig roller, der blot repræsenterede en stereotyp.

»Da jeg først kom til Hollywood, var der altid en undskyldning for, hvorfor der skulle være et asiatisk ansigt«, fortæller Michelle Yeoh (’Tiger på spring, drage i skjul’), der spiller filmens strikse mor, til Los Angeles Times. »Det var altid: ’Hun er fra Chinatown’ eller ’hun er fra take-away-stedet’ eller noget lignende. Hvorfor skal vi altid bortforklares?’«.

Et spørgsmål om casting

I sidste uge ramte ’Crazy Rich Asians’ så de amerikanske biografer til gode anmeldelser og ugens største indtjening, og fortsættelsen er allerede annonceret. Anmelderne var enige om, at historien ikke nødvendigvis opfinder den dybe tallerken, men at den fornemt viderebringer de mange tematikker fra bogforlægget. »Filmens opgør med stereotyper har enormt mange facetter«, skrev Slate eksempelvis deres anmeldelse.

The Washington Posts anmelder var mildt sagt også begejstret: »Det viser sig, at filmen gemmer på adskillige lag af betydning og nuancer, der styrker dens rigdom. Blandt andet en kritik af kinesisk loyalitet på tværs af generationer, et oplysende kig på et samfunds interne fordomme, der lever side om side med ekstern racisme, angreb på utæmmet materialisme og til tider endda en skarpt formidlet anerkendelse af Kinas voksende styrke som en global økonomisk og kulturel kraft«.

Filmen er talk of the town i de amerikanske medier og på Twitter, hvor mange amerikanske asiater fortæller, at de endelig føler sig ordenligt repræsenteret. Især er det faktum, at en asiatisk mand begæres af en ligeledes asiatisk kvinde, yderst sjældent i Hollywood.

Filmen har dog også mødt kritik. En journalist fra Singapore har beskyldt den for at negligere en stor del at Singapores befolkning ved ikke at skildre dem, der stammer andre steder fra end Kina, blandt andet Indien og Malaysia.

Det største ankepunkt har dog været rettet mod castingen af den førhen ukendte Henry Golding i den mandlige hovedrolle som Nick. I bogen er Nick kinesisk singaporeaner, mens Golding i virkeligheden er af malaysisk og engelsk afstamning.

Golding har selv påtalt kritikken til Entertainment Weekly: »Folk har sagt: ’Han er halv asiat og halvt hvid, så derfor er han er jo ikke helt asiat’, og spørgsmålet er så, hvor asiatisk du skal være for at blive anset som asiat. Jeg har boet 17 år af mit liv i Asien, hvilket er størstedelen af mit liv. Jeg blev født i Asien (Malaysia, red.), jeg har levet i kulturer, der er synonyme med asiatisk kultur, men det er stadig ikke asiatisk nok. Hvor går grænserne?«.

Bogens forfatter Kevin Kwam har også udtalt sig om castingen til The New York Times: »Jeg forstår problematikken, og jeg er glad for, at det er blevet nævnt. Men jeg er fra Singapore, der er så multikulturelt et samfund, og jeg har så meget familie, der er blandet af forskellige racer – og har set deres kamp med ikke at blive accepteret fra nogen af siderne – det har jeg meget empati for«.

Til kamp for ikke at skulle bevise noget

Instruktør Jon M. Cho er overvældet over filmens succes og har et større perspektiv på kritikken.

»Det er uheldigt, at vi er i en situation, hvor man forventer, at én film kan repræsentere alle asiater, og det tror jeg er et generelt symptom for problemet ved repræsentation, at vi alle sammen tror, det skal være én ting«, siger han til CNN.

Der kan næppe heller være nogen tvivl om, at ’Crazy Rich Asians’ generelt må anses som et stort skridt fremad, og holdet bag håber da også, at dens succes kan bane vejen for flere asiatiske hovedroller og fortællinger, ikke mindst for de mange asiatiske grupper, der ikke optræder i filmen. Men faktisk er succes ikke det langsigtede kriterium.

»Når du kan ende med et middelmådigt produkt og stadig ikke føle, at du bliver nødt til at bevise noget, der ved du, at du har opnået succes«, som Constance Wu, der spiller den kvindelige hovedrolle som Rachel, har sagt til Time Magazine.

Og hvornår får vi så ’Crazy Rich Asians’ at se herhjemme? Det er endnu uvist, for spørgsmålet er, om filmen også kan blive en succes i Europa. Herhjemmefra ved vi for eksempel, at biograferne og distributørerne vægrer sig ved at satse på såkaldte sorte film.

Men som vi har set med film som ’Get Out’ og ’Straight Outta Compton’, er potentialet måske også i denne del af verden større, end man kunne tro. Lad os håbe, der er nogen, der tør tage chancen.

Læs også: Meget mere end stuepiger og narkohandlere – bølge af serier om USA’s latinokultur gør op med klicheerne