Netflix står bag autentisk ‘Bandersnatch’-hjemmeside – prøv blandt andet videospillet ‘Nohzdyve’

Netflix står bag autentisk ‘Bandersnatch’-hjemmeside – prøv blandt andet videospillet ‘Nohzdyve’

Netflix og ‘Black Mirror’ stjal rampelyset i juleferien, da de surpriseudgav den første film i ‘Black Mirror’-universet, ‘Bandersnatch’, som til med er streamingtjenestens første interaktive produktion målrettet voksne. Men den innovative filmoplevelse strækker sig ud over ‘Bandersnatch’s spilletid.

Netflix står også bag retro-hjemmesiden Tuckersoft, der fortæller historien om udviklingselskabet af samme navn fra filmen, som stod bag adskillige nyskabende videospil i 1980’erne. I ‘Bandersnatch’ følger vi Stefan (Fionn Whitehead), der bliver hyret af selskabet, for at udvikle et videospil over en fantasy roman af Jerome F. Davies, mens han langsomt mister grebet om virkeligheden.

Tuckersoft.net er lavet i rendyrket 80’er-stil, og her kan man blandt andet læse mere om firmaets historie og deres mest populære spiludgivelser, ‘Bandersnatch’, ‘Metl Hedd’ og Pig in a Poke’. Der er sågar et autentisk jobopslag, hvor firmaet søger nye spildesignere.

Hovedattraktionen er dog videospillet ‘Nohzdyve’, som referer til sæson tre episoden ‘Nosedive’, og som Colin Ritman (Will Poulter) viser Stefan på hans første dag hos Tuckersoft i ‘Bandersnatch’. Spillet kan downloades på hjemmesiden, men kan kun spilles med en ZX Spectrum – en gammel computer fra 1982. Heldigvis kan man finde en ZX Spectrum Emulator flere steder på nettet.

Derefter er den eneste hage ved spillet, at man risikerer at blive lige så opslugt som Stefan, som Tuckersoft proklamerer: »Spil Nohzdyve på din ZX Spectrum Emulator. Advarsel: Du kan blive afhængig af at øge din score«.

Læs anmeldelse: ’Black Mirror: Bandersnatch’ holder ikke, hvad den lover

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af