Jude Law ryster middelhavets dråber af sig, mens John Malkovich, som den nye pave, residerer i Vatikanet.
Informationen om handlingen i ’The New Pope’, anden sæson af historien om Jude Laws unge pave, er trods den nye trailer stadig sparsom, men det ligner allerede en million.
Første sæson handlede om Lenny Belardo (Law), historiens yngste og første amerikanske pave, hvis styring af Vatikanet blev besværliggjort af en flok kontrollerende topkatolikker.
Instruktøren er fortsat den italienske filmkunstner Paolo Sorrentino (’Den store skønhed’, ’This Must Be The Place’), der allerede i teaseren skaber forventninger om en himmelsk billedside.
For det turkisblå hav bliver kun mere tiltalende af Jude Law, der som sammensmeltningen af en undertøjsreklame og et ikon af Kristus selv genfødes til et optog af volleyball-spillende kvinder i bikini på en italiensk strand.
Som teaseren klipper mellem Laws gamle og Malkovichs nye pave, lægges der op til et opgør. For udover baggrundstonerne af ’All Along the Watchtower’ lader der ikke til at være meget rock’n’roll over den nye, men ældre pave, som han spadserer med kardinalerne ved sin side.
Det var til at starte med meningen, at ’The Young Pope’ kun skulle have en enkelt sæson. Jude Law fik stor ros for sin rolle i første sæson, som skaffede ham en Emmy-nominering.
På rollelisten ser vi også Marilyn Manson, Sharon Stone og danske Ulrich Thomsen.
Foreløbig har ’The New Pope’ premiere på Venedig Film Festival, hvorefter den vil kunne streames på C More senere på året.
Læs også: Her er efterårets mest ventede serier