’The Capture’: Kompetent britisk konspirationsthriller slægter ’Bodyguard’ på
I Storbritannien er der over seks millioner overvågningskameraer. I London alene er der 500.000.
Ét af dem har angiveligt fanget en video af den hjemvendte soldat Shaun Emery (Callum Turner), der overfalder sin advokat Hannah Roberts (Laura Haddock) ved et busstoppested. Dagen inden havde hun ellers fået ham frikendt i en sag, hvor han blev beskyldt for at dræbe en tilsyneladende forsvarsløs talibankriger. Shawn genkendes hurtigt og bliver naturligvis hovedmistænkt, da Hannah på mystisk vis forsvinder og frygtes myrdet.
Men Shawn er stensikker på, at overvågningsvideoen er manipuleret.
Så er scenen sat for BBC’s thriller ’The Capture’, der ligesom sidste års populære britiske Netflix-serie ’Bodyguard’ pakker aktuelle dilemmaer ind i et letfordøjeligt krimiplot.
Her gælder det spørgsmålet om overvågning, som også herhjemme har høstet megen opmærksomhed, senest med Socialdemokratiets ønske om en såkaldt tryghedspakke, en eufemisme for øget masseovervågning.
Da ’The Capture’ hurtigt introducerer idéen om vildledelse via deepfake-billedmanipulation, som ellers primært har været brugt til at lave pornofilm med kendte skuespilleres ansigter, står det hurtigt klart, at fortællingen ikke handler om, hvorvidt Shawn har kidnappet Hannah eller ej, men om troværdigheden af det overvågningsmateriale, der fælder ham.
Rachel Carey (Holliday Grainger) træder ind i historien som den komplicerede helt, der skal opklare Hannahs forsvinden: en karrierekvinde med ben i næsen, der udelukkende har taget jobbet i drabsafdelingen, da det vil øge hendes chancer for en højere stilling hos politiet. Grainger spiller rollen med en coolness, så hun er svær ikke at holde af. Men karakteren er samtidig som taget ud af krimigenrens nedslidte værktøjskasse. Carey er plaget af en mørk fortid, har en affære med sin gifte chef og har valgt familie og venner fra for at kunne dedikere sig fuldt ud til sit arbejde.
Serien skaber fra start en følelse af magtesløshed og mistillid over for et korrupt system, og det står hurtigt klart for Shawn og Rachel, at de højst sandsynligt er oppe imod en fælles fjende – ovenikøbet med mulig indblanding fra USA i form af Ron Pearlmans mystiske karakter Frank.
’The Capture’ fungerer fint som public service-formidling af faldgruberne ved moderne overvågningsteknologi. Den burde være pensum for alle politikere – hej Mette Frederiksen – der ser sig nødsaget til at indføre yderligere overvågning, selvom de ikke har lyst.
At der er en større politisk konspiration på spil, går desværre også ret hurtigt op for seeren, og man venter ofte på, at karaktererne skal nå de samme konklusioner, som man selv har siddet med længe. Spændingen havde nok været større, hvis man var i tvivl om, hvorvidt Shawn var skyldig eller ej.
Den klassiske og pæne serie er kompetent iscenesat af Ben Chanan, der pakker sit knap så vellykkede manuskript ind i en mørk, kold og klinisk æstetik, hvor man tydeligt fornemmer inspirationen fra de skandinaviske nordic noir-fortællinger. At enkelte scener filmes gennem overvågningskameraer, strander som en inkonsekvent gimmick.
På trods af det ellers høje tempo og fine skuespilpræstationer helt ned til den mindste birolle hæver ’The Capture’ sig aldrig op over hyggekrimi-niveauet.
I parentes bør det bemærkes, at serien i sin britiske originaludgave består af seks timelange episoder, som i Danmark er blevet cuttet op til otte episoder af cirka 40 minutter. Det forklarer de klodsede overgange mellem flere af afsnittene.
Kort sagt:
’The Capture’ stiller spørgsmål ved teknologiens slagsider i et moderne samfund. Det er udmærket, men forudsigelig underholdning.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.