Traditionen tro slutter Barack Obama året af med at offentliggøre sine yndlingsbøger, film, tv-serier, sange og album fra året, der gik. I går aftes kom turen til film- og tv-serie-området og her viser den tidligere præsident en stor forkærlighed for udenlandsk arthouse, politiske dramaer og amerikanske auteur-film.
På listen finder man årsfavoritter som ‘Parasite‘, ‘Marriage Story‘, ‘The Irishman‘ og ‘Booksmart‘, der alle var på vores liste over de 20 bedste film i år, samt Greta Gerwigs kommende ‘Little Women‘ og de anmelderroste indie-perler ‘The Farewell‘ og ‘The Last Black Man in San Francisco‘, som vi stadig har til gode i Danmark.
Men Obama har også et stort cinefilt hjerte, der banker for de mere underkendte, udenlandske titler. Listen byder nemlig også på Christian Petzolds oversete mesterstykke ‘Transit‘, Joanna Hoggs stærke erindringsfilm ‘The Souvenir‘, det colombianske gangsterepos ‘Birds of Passage‘ og den voldsomme Guldpalme-kandidat ‘Ash Is Purest White’ – foruden Oscar-hypede dokumentarfilm som ‘Apollo 11‘ og ‘American Factory‘, der er produceret for Netflix af Obamas produktionsselskab Higher Ground.
Og så valgte Obama at udvide sin filmliste med tre tv-serier, som han anser for lige så stærke som enhver film: ‘Fleabag‘ sæson 2, der toppede vores liste over årets bedste serier, samt ‘Unbelievable‘ og ‘Watchmen‘.
Se den fulde liste herunder.
Next up are my favorite movies and TV shows of 2019. Of course, there’s also American Factory, a film from our own production company, Higher Ground, that was recently shortlisted for an Oscar. Here’s the full list: pic.twitter.com/PEcgwotcxm
— Barack Obama (@BarackObama) December 29, 2019