‘The Vow’: Gennemført HBO-serie udforsker Scientology-inspireret sexkult

‘The Vow’: Gennemført HBO-serie udforsker Scientology-inspireret sexkult
'The Vow'.

Det første afsnit af ’The Vow’ er faktisk ret forførende.

Organisationen NXIVM og deres Executive Success-kurser lover sublim selvrealisering og lykke baseret på videnskabelig tankegang, data og algoritmer. For filminstruktøren Mark og skuespilleren Sarah var ESP nøglen til selvtillid og succes og i sådan en grad, at de begge dedikerede deres liv til at sprede ordet.

Når øjensynligt intelligente og velfungerende mennesker køber den, så er der vel noget om snakken? Pitchet var godt, men varen viser sig at være frygtelig.

Du har nok gættet, at ESP er snyd og bedrag, men de her kurser er ikke kun ude efter at stjæle folks penge. Guderne ved, der findes mange mærkværdige kurser i denne verden, men få af dem minder om NXIVM. I kløerne på ESP coaches er vi langt udover småirritationer som hypotetiske øvelser og vision boards. Denne her organisation rimer langt mere på Scientology end selvudvikling og kunne snildt stave kursus som kult.

Alt, hvad der foregår, peger tilbage på grundlæggeren Keith Raniere, en selverklæret vanguard, stortænkende filosof og matematiker og nu dømt forbryder. Dén galehistorie udforsker ’The Vow’.

På overfladen virkede NXIVM ellers harmløs: Nogle fem dages kurser med traumehåndteringen EM (bemærkelsesværdigt tæt på Scientologys E-meter) og farverige sjaler som tegn på ens udvikling.

Men i skyggerne var det grelt. Faktisk stod Raniere i årevis bag den interne organisation DOS, Dominant over Submissive. Som en slags pyramideforetagende i human trafficking, ville han få organisationens topkvinder til at hverve kvindelige slaver. Efter at have give et livsløfte om trofasthed, placeredes de i et psykisk fængsel. Når de var nedbrudte nok, sendtes de op i systemet og ind i Keith Ranieres soveværelse.

Sarah Edmonson, en af seriens hovedpersoner, forlod organisationen i 2017 og var en del af DOS. Først da hun og en række andre afhoppere stod frem i en New York Times-artikel blev verden introduceret til NXIVM’s sexkult. Ved sit underliv bærer Edmonson symbolet på DOS’ eksistens: Et brændemærke, der skjuler initialerne KR.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Vow’ er udførlig. Den starter ved NXIVMs storhedstid og går hele vejen til dets forfald. Den skildrer, hvordan Keith og hans højre hånd Nancy Salzman startede et marketingsimperie og de mange liv, der blev fanget i dets spind. Skuespilleren Sarah, filminstruktøren Mark, sangerinden Bonnie og i høj grad også Allison Mack – ’Smallville’-skuespillerinden, som også er blevet dømt i de igangværende retssager. Ja, NXIVM minglede sig også med de kendte for profiler (behøver jeg nævne Scientology igen?).

At ’The Vow’s hovedpersoner kommer fra en mediebaggrund, tjener serien godt. Mark har dokumenteret organisationens arbejde i årevis og optaget utallige samtaler med Keith. Da hans kone Bonnie gik ud af gruppen med mistanke om noget lyssky, optog han sin egen opdagelsesrejse og samtaler med gruppens medlemmer.

Et kamerahold må have fulgt den lille udbrydergruppe gennem flere år, hvilket både giver serien meget materiale, men også en tydelig udfordring med at skære ind til benet. De bedste historier er de personlige rejser ind og ud af kultens hule hånd, mens selve efterspillet bliver en noget ensformig plotlinje.

Det er allerbedst, når vi får indblik i manipulationen, bortforklaringerne og de særegne karakteristika, som eksempelvis de mange volleyballkampe, der blev mødestedet for Keith og hans nye ofre. Og når vi følger Sarah og Marks indre skyldrejse som årelange rekrutteringsagenter: »Vi fik dem ind, så vi er nødt til at få dem ud«.

NXIVM er ikke som andre klichékulter. Jovist er der en manipulerende Jesus-figur og hemmelige sexeskapader, men NXIVM er ikke en kugleskør profeti. Det er en stærkt kompleks enhed, der med sin manipulerende strategi har trukket etablerede, selvkørende, stabile mennesker, der havde brug for et selvtillidsboost og spirituel afklaring, ned i kaninhullet.

Hvor langt er vi villige til at gå for at blive bedre mennesker, og hvornår mister vi os selv undervejs? Den modsigelse gør NXIVM til et interessant studie i menneskets påvirkelighed og jagt på selvforbedring, og det er der, serien bliver allermest interessant.


Kort sagt:
’The Vow’ er den udførlige fortælling om NXIVM’s sexkult, og de mennesker, der forsøger at afsløre den. Serien er stærkest i sin menneskelige fortælling og spirituelle overvejelser, men halter i intensitet gennem afsløringen.

Anmeldelsen er baseret på de første seks afsnit

‘The Vow’. Dokumentarserie. Instruktører: Karim Amer & Jehane Noujaim. Spilletid: 8 afsnit á ca. 55 min. Premiere: Kan ses på HBO Nordic.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med