’Et klassisk liv’: DR-aktuel dokumentar om staldmugende musikere er et sælsomt pusterum

’Et klassisk liv’: DR-aktuel dokumentar om staldmugende musikere er et sælsomt pusterum
'Et klassisk liv'. (Foto: PR)

DOKUMENTAR: Ved Stevns ligger en gammel gård, som er blevet omdannet til et helle.

Et retreat og en skole, hvor unge klassiske musikere bor og arbejder med deres musik. Mens de bor der, forventes det, at de hjælper til med pligter på gården som at høste grøntsager eller fodre dyrene.

Formålet er, med grundlæggeren Jacob Shaws ord, at fremme trivslen blandt de ambitiøse unge, hvad der ikke er meget fokus på i den klassiske musiks verden.

I dokumentaren ‘Et klassisk liv’ følger filmskaber Katrine Philp livet på skolen og et udvalg af de elever, som går der, mens de skiftevis trasker rundt i markerne eller utrætteligt øver sig på de instrumenter, som de fleste af dem har spillet, siden de var i børnehavealderen.

Men først og fremmest følger dokumentaren Shaw, som selv har været professionel cellist.

Han fortæller om sin egen oplevelse med at øve for meget og næsten brænde ud, indtil hans underviser inviterede ham op i sit hus i bjergene. Her opdagede han, at katastrofen ikke ventede, hvis han lod skuldrene falde et øjeblik.

‘Et klassisk liv’. (Foto: PR)

Det er efter alt at dømme den oplevelse, at han vil give til eleverne på retreatet, der placerer utroligt meget værd i deres evner som musikere.

Overtænkning er et ord, der går igen.

Han forsøger at modvirke det med idyllen fra gården, hvor eleverne får hænderne i skidt og møg, og hvor der opstår skarpe kontraster mellem de gamle instrumenter, de nænsomt håndterer, og de skrattende haveredskaber.

Men han modvirker også overtænkningen med en smule normalitet, som når han er taget med en elev til audition hos det fornemme Copenhagen Philharmonics og fejrer den med en stor dåseøl og en pose chips på vej hjem i S-toget, eller når han serverer frysepizza inden en vigtig koncert.

Detaljerigdommen i den undervisning, Jacob Shaw som cellist giver, er fascinerende – måske særligt for os, der ikke har stor indsigt i musikgenren. Philps tager sig tid til at vise de instruktioner, han giver om at time vejrtrækningen med bevægelserne, at løsne en spændt skulder og ramme strengene med den helt rigtige styrke.

‘Et klassisk liv’. (Foto: PR)

Shaw er en befriende lærer-figur i en verden af perfektionister, som aldrig går på kompromis med den musik, han underviser i, men heller aldrig glemmer, at konkurrencer og fine titler ikke er værd at dø for. »Fuck it, it really doesn’t matter«, lyder hans råd til cellisten Johannes, inden han skal spille en prestigefyldt Bach-koncert. Man kan næsten se, hvordan noget løsner sig i Johannes ved de ord.

Det viser sig da også, da Jacob Shaw og nogle elever optræder på kræftafdelingen på et hospital, at han har nogle særlige livserfaringer, som måske gør ham særligt i stand til at se med klarhed på, hvad der faktisk betyder noget.

Han har nemlig selv været indlagt på afdelingen med en fremskreden kræftdiagnose. Det er ikke en egentlig forklaring eller et emotionelt crescendo, om man vil. Katrine Philp lader det bare stå som en rørende kendsgerning, at manden bag dette projekt har stået over for slutningen på sit liv, og da han blev rask, var det stadig musikken, han ønskede at dedikere det til.

‘Et klassisk liv’. (Foto: PR)

En del af ‘Et klassisk liv’ brugte jeg som kynikeren, der leder efter håret i suppen. Det er næsten for perfekt, at de alle sidder der og finder fred i deres søgen efter perfektionisme og mødes om hjemmedyrkede måltider. Hvordan formår Jacob at strække sin energi mellem at fungere som underviser og en form for studievejleder, familiefar og gårdejer?

Jeg ville have været interesseret i et større indblik i, hvordan det er at være ham og køre en business, der i så høj grad er drevet af passion. Men som hans sygdomsforløb viser, skal skårene måske findes i hans og de øvrige musikeres fortid, og i hvad det har krævet for dem at komme til der, hvor de er. Og i deres fremtid, hvor den klassiske musiks perfektionisme stiller høje krav.

Retreatet, og dokumentaren ‘Et klassisk liv’, er et sælsomt pusterum.


Kort sagt:
På en gård bor en gruppe klassiske musikere og øver deres instrumenter, når de ikke muger ud i stalden. Det er et pusterum for dem, og det samme er filmen for os.

‘Et klassisk liv’. Dokumentarfilm. Skaber: Katrine Philp Spilletid: 90 minutter Premiere: 16. juli på DR
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af