Jordan Peele er klar med endnu en omgang gysende socialkritik i sin imødesete tredje spillefilm, ‘Nope’.
Filmen har netop fået sin første trailer, der ser yderst lovende ud. Plottet har hidtil været hemmeligholdt, men på baggrund af traileren kan vi konkludere, at ‘Nope’ udspiller sig på den eneste ranch i Hollywood ejet af sorte hesteopdrættere.
Daniel Kaluuya indtager hovedrollen som en af disse rancharbejdere, der pludselig skal kæmpe mod overnaturlige kræfter, da en mystisk og faretruende sky pludselig hænger over det lille lokalsamfund og går til angreb.
Over for Kaluuya ses blandt andre Keke Palmer (‘Hustlers’) og Steven Yeun (‘Minari’). ‘Nope’ fører også Peele sammen med Christopher Nolans hoffotograf Hoyte Van Hoytema, der står for den bjergtagende billedside.
Peele fik stor succes med sin instruktørdebut ‘Get Out‘ – kåret til 2010’ernes vigtigste film af Soundvenue – og opfølgeren ‘Us‘.
De seneste tre år har han brugt sin stemme som executive producer på ‘Candyman‘-remaket, serien ‘Lovecraft Country‘ og som producer og forfatter på en nyfortolkning af ‘The Twilight Zone’. Men nu vender Peele altså endelig tilbage i instruktørstolen.
‘Nope’ får biografpremiere herhjemme 21. juli.