‘Candyman’: Jordan Peele har gjort sig selv en bjørnetjeneste i ventet gyser

‘Candyman’: Jordan Peele har gjort sig selv en bjørnetjeneste i ventet gyser
'Candyman'. (Foto: SF Studios)

Den originale ’Candyman’ fra 1992 med Virginia Madsen og Tony Todd er i dag en art kultklassikker, der nok lever bedre i hukommelsen, end den gør ved et gensyn.

Gysergenren har efterhånden genopfundet sig selv så mange gange, at det, der for 30 år siden virkede skelsættende, i dag kan fremstå forudsigeligt.

Men det, der nok får de første ’Candyman’-film (der er flere, end man skulle tro) til at virke mest forældede, er, at selv om de alle sammen behandler det evigt aktuelle emne, racisme, så har hovedrollen aldrig været besat af en minoritet. Heldigvis stempler producer/manuskriptforfatter Jordan Peele (’Get Out’, ’Us’) og instruktør/manuskriptforfatter Nia DaCosta (’Little Woods’) nu ind for i hvert fald at ændre miseren.

Den nye udgave af ’Candyman’ er en spirituel efterfølger til originalen. Den ignorerer fuldkommen de to mellemliggende film i serien og samler i stedet historien op omkring et årti efter, den sidste Cabrini-Green boligblok er blevet revet ned. Området er nu blevet gentrificeret, og den velhavende overklasse har indtaget de topmoderne lejlighedskomplekser, der er sprunget op i ghettoens ruiner.

Kunstkuratoren Brianna (Teyonah Paris) og hendes kunstnerkæreste Anthony (Yahya Abdul-Mateen II) er knap nok flyttet ind, da de får fortalt den morbide historie om seriemorderspøgelset Candyman, der plejede at hjemsøge Cabrini-Green. Man skulle blot nævne hans navn fem gange foran et spejl, og så ville han dukke op og udøve sin blodige hævn for den uret, der i fordums tid blev gjort ham.

I et smådesperat forsøg på at undslippe sit kunstneriske limbo begynder Anthony at grave i legenden, men overraskende nok går der ikke længe, før hans nyfundne muse viser sig at være alt, alt for virkelig.

Det mest interessante ved den originale ’Candyman’ fra 1992 var, at den konfronterede racekonflikterne og klassesystemet. I en tid, hvor gyserfilmene gang på gang havde en heteroseksuel, hvid mand eller kvinde i hovedrollen (hvis sorte bedste ven sjældent var mere end en minoritetsrepræsentant, der døde i første akt), var det et friskt pust at rette spotlyset mod Candyman, den mørke hævner, der vendte tilbage fra de døde for at straffe de levende.

Var det en anelse mystificerende, at han lod sin blodtørst gå ud over netop det miljø, han egentlig burde værge over? At hans hævn faktisk meget sjældent fik krammet på den hvide overklasse, der virkelig havde fortjent den?

Yahya Abdul-Mateen II i ‘Candyman’ (Foto: SF Studios)

Det ville nogle nok mene – heriblandt Jordan Peele og Nia DaCosta, der i opfølgeren faktisk formår at udbedre den forseelse. Her skal man nemlig forstå, at Candymans eksistens er en påmindelse, en slags advarsel. Lidt ligesom Julemanden. Så længe folk tror på ham, vil de opføre sig ordentligt. Og det i sig selv er en skræmmende tanke, som filmens mytologi forsøger at dyrke:

Granvoksne mennesker har stadig brug for korporlig afstraffelse fra et kroghændet fantom med en bi-fetich for at holde sig inden for gængse moralske rammer.

Men det er vel næppe breaking news.

Det er betryggende, at Jordan Peele endnu engang udøver sin evne til at komme et spadestik dybere ned i fortællingen, end man normalt kan forvente af film indenfor genren. Det løfter, hvad der i grunden er en ret forudsigelig spøgelseshistorie, til samfundskritisk underholdning, der kan give stof til eftertanke.

Desværre bliver selve plottet bare aldrig rigtigt medrivende. Den plagede kunstner, der forsvinder længere og længere ind i sin egen besættelse, er en formular, vi har set før, og der sker aldrig rigtigt noget i denne inkarnation af tropen, der skiller den ud fra mængden.

Trods Abdul-Mateens charmerende skuespil bliver Anthony aldrig en synderlig interessant hovedperson – og hvorfor fokus ikke bliver lagt over på kæresten Brianna, er mig en gåde.

Undervejs forsøger filmen at flette tråde tilbage til originalen, men hvad der ved første øjekast fremstår ganske snedigt, er i sidste ende forceret i bedste fald og ulogisk i værste.

Måske gjorde Jordan Peele og Nia DaCosta sig selv en bjørnetjeneste ved at arbejde videre på et eksisterende univers i stedet for at bygge noget nyt op fra grunden.


Kort sagt:
’Candyman’ er på godt og ondt i originalens ånd. Den skruer op for samfundskritikken og sætter ord og billeder på mange af tidens aktuelle problematikker. Men filmen rammer også alt for mange forudsigelige tangenter og mangler i høj grad det indtagende vanvid, der er så hypnotiserende i film som ’Us’ og ’Get Out’.

Candyman. Film. Instruktion: Nia DaCosta. Medvirkende: Yahya Abdul-Mateen II, Teyonah Parris, Nathan Steward-Jarrett Spilletid: 91 minutter Premiere: I biografen 26. august
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af