‘Pachinko’: Mesterlig ny serie får tårerne til at pible frem
»Hun har fortjent retten til de tårer«, lyder det med en bestemthed i stemmen, som kun ældre kvinder kan frembringe. Den slags, der påkalder sig respekt hos tilhøreren.
Og Solomon (Jin Ha) stopper da også prompte med at undskylde for sin bedstemor Sunjas (Youn Yuh-jung) tårer, da den gamle dame giver ham den lille irettesættelse. Selvom han ikke helt forstår, hvorfor hun græder, forstår han, at han skal tie stille nu.
Scenen er symptomatisk for ’Pachinko’, en ekstraordinær dramaserie på Apple TV+.
I løbet af seriens otte afsnit får vi indblik i en koreansk immigrantfamilies liv, på tværs af fire generationer, fra 1910 i Busan-provinsen i Sydkorea og helt frem til 1989 i Osaka, Japan.
’Pachinko’ er en adaptation af Min Jin Lees episke slægtsroman, hvor temaer som racisme og magt er i fokus, samtidig med at monementale begivenheder i verdenshistorien udspiller sig i baggrunden.
Bag tv-versionen står serieskaber Soo Hugh (’The Terror’) og de to instruktører Justin Chon (’Gook’) og Kogonada (’After Yang’ og utallige fantastiske videoessays om film), der har dirigeret fire episoder hver.
Sanjus barndom i det naturskønne, men også rå Busan står i slående kontrast til det urbane Japan. I fortiden, da hun var ung nytilkommer i landet (Kim Min-ha), men også i nutiden, hvor hun efter et langt liv længes tilbage til det land, som hun var tvunget til at forlade.
Det er en højdramatisk fortælling med mere forbudt, ulykkelig og rørende kærlighed, end samtlige otte bøger af ’Bridgerton’ kan mønstre tilsammen.
Dertil kommer den ublu racisme, som japanere udviser over for »undermenneskerne«, koreanerne, på tværs af de forskellige tidsperioder. Fra 1910 og frem til Anden Verdenskrigs afslutning var Korea annekteret ind under det japanske kejserdømme, med dertilhørende undertrykkelse og tvangsflytninger en masse til følge.
Der er store historiske forhold på spil i ’Pachinko’ – blandt andet det altødelæggende jordskælv i Yokohama i 1923 og den efterfølgende nedslagtning af koreanere samt kejser Hirohitos død i 1989 – men det bliver hele tiden forankret i nærhed og intimitet.
Det hjælper selvfølgelig, at samtlige skuespillere med Oscar-vinder Youn Yuh-jung i spidsen spiller røven ud af bukserne. Yuh-jung brillerede i ’Minari’ som verdens mest utraditionelle bedstemor med forkærlighed for cigaretter og pro-wrestling. Her er hun mere afdæmpet, men bestemt lige så intens og magnetisk i sin tilstedeværelse.
Serien væver mageløst ind og ud af de forskellige tidsperioder for at drive fortællingen fremad. Alle centrale karakterer får plads til at udfolde sig, så selv Sunjas første store kærlighed Koh Hansu (Lee Min-ho) – en smooth koreansk Yakuza-affilieret – går fra endimensionelt prettyboy-svin til et menneske, som man forstår blot har gjort, hvad han har været nødt til, for at overleve.
Dét kendetegner alle i serien. Viljen til at overleve og overkomme de bump og strabadser, der opstår gennem i livet. Nico Muhlys følsomme score veksler mellem det afdæmpede og voluminøse, der understreger de store eksistentielle dilemmaer.
I den forstand bliver introsekvensen, hvor lyden af The Grass Roots ’Let’s Live for Today’ klinger henover først arkivbilleder og dernæst skuespillerne, der danser blandt Pachinko-maskiner, et katarsis-øjeblik.
Lige meget hvad jeg gjorde, piblede tårerne frem, hver gang introen kørte.
Så stærkt rammer ’Pachinko’.
Kort sagt:
Grin, gråd og forløsning: Apple-serien ’Pachinko’ er mesterlig.