’The Baby’: Stol ikke på det nuttede smil – babyen i ny serie er fra helvede
Hvornår bliver man klar til at blive forælder – hvis man da overhovedet bliver det?
Det er et spørgsmål, der på et eller andet tidspunkt sniger sig ind i samtalen i de fleste parforhold, og det er vigtigt lige at få forventningsafstemt.
For Natasha (Michelle de Swarte) har afkom aldrig stået højt på prioriteringslisten. Tværtimod håner hun konsekvent lillesøsteren Bobbi (Amber Grappy), som indædt ønsker sig at være mor for en lille bebs.
Og ja, det kræver nok ikke de store tarotkortlæsningsevner at forudsige, hvem af de to der skal være mor for serienstitulære spædbarn.
Det lille menneske er ikke resultat af et one-night-stand eller anden form for samleje. Næh, babyen falder bogstavelig talt ned i armene på Natasha.
Første afsnit starter med, at vi ser en ung kvinde flygte fra to politibetjente igennem en skov. Da hun når kanten på en klippe, er der ingen anden udvej. Hun sætter babyen fra sig og springer. Den lille purk kravler leende udover kanten og falder ned i favnen på Natasha, der bor i en hytte nedenfor.
Drengebarnet er dog alt andet end almindeligt. Med en nærmest sadistisk sort humor bruger han tankekontrol til at få mennesker til at makke ret, og i takt med at Natasha lærer mere om barnet, viser det sig, at han har været i gang med sin morderiske adfærd i flere årtier.
Serieskaberne Sian Robins-Grace og Lucy Gaymer balancerer flot mellem komedie, drama og let horror i deres herlige dissekering af moderskabskonceptet med alle de forventninger og fordomme, der følger med.
Det er ikke, fordi Natasha er børnefjendsk. Det er bare ikke noget, hun har sat næsen op efter. Og hun er den perfekte indgangsvinkel til at italesætte nogle af de absurditeter, mødre skal deale med på daglig basis.
Som bedrevidende (spelt)mødre, der altid er klar til at give et godt råd, uanset om man har bedt om det eller ej. Den trope bliver udstillet med satirisk skarphed til en børnefødselsdag, hvor den dæmoniske baby også giver prøver på, hvilke blodige spilopper den finder underholdende.
Tilføjelsen af den gamle dame mrs. Eaves (Amira Ghazalla), som har dedikeret hele sit liv til at jagte den infantile blodsudgyder, har en tveægget bonus. For det første er sådan en halvgnaven, lettere fanatisk type altid sjov, samtidig med at Eaves har en sørgmodig side.
For det andet hjælper det med at sætte moderskab ind i et større perspektiv som et tidsløst fænomen. Og ikke altid med villige mødre.
Som seriens tagline proklamerer, vil Natasha ikke have en baby, men babyen vil have hende. Til trods for tankekontrol og dertilhørende blodsudgydelser fremstår babyen ikke ond.
Den pludrer løs og ser bedårende ud med store øjne og et smittende grin, der er forfærdeligt nuttet – når den ikke klukgriner over at have sørget for, at en hund, der fik mere opmærksomhed end den selv, er blevet kørt over.
Som serie er ’The Baby’ en rigtigt god allegori for nyt moderskab. Den slags, hvor baby groft sagt bare er en parasit, der suger alt liv og overskud ud af ens tilværelse, mens den bogstavelig talt skider på en.
Robins-Grace og Gaymer byder ind med forklaringer på, hvorfor Natasha er, som hun er – der er et mildest talt kompliceret forhold til moderen – og hvor baby fra helvede stammer fra i en overraskende rørende og hjerteskærende forklaring.
Igennem alle afsnit ligger der et underliggende spørgsmål om, hvorvidt man tør åbne sit hjerte for både at elske et andet væsen ubetinget, men også om man tør.
Hvordan det spørgsmål bliver forløst i de to sidste afsnit, bliver afgørende for, om ’The Baby’står tilbage eller mest bare var sjov i øjeblikket.
Kort sagt:
’The Baby’ byder på grin, gråd og gylp i en dejlig horrorkomedie, hvor moderskabet på dygtig vis bliver sat på en satirisk spids gennem babyen fra helvede.
Anmeldt på baggrund af seks afsnit.