Ugens grande
I sæsonens andet afsnit er Frank endnu en gang på jagt efter folkets anerkendelse, og ikke helt ulig dengang ’troldmanden fra Frederiksberg’ fik en klumme bragt i Weekendavisen afventer han nu spændt dagens tidende for at se, om det er lykkedes ham at blive nomineret til den prestigefyldte walk of fame-teaterflise på Frederiksberg Allé, hvor han vil ligge flise-til-flise med danske darlings som Mads Mikkelsen, Ghita Nørby og Pilou Asbæk.
Og det har han da denondelynemig fortjent!
Eller, som han selv formulerer det: »Det er da ikke rigtigt, at Anders Matthesen er mere elsket end mig«. (Hurtigt efterfulgt af Caspers: »Dét er han, tror jeg«).
Modstanderne er Ditte Hansen (»En kvinde, det er jo lidt oppe i tiden«) og Nikolaj Stokholm (»Det er bare fjollet«), og jeg skal ikke afsløre, hvem der løber med det firkantede stykke cement, men jeg vil til gengæld gerne afsløre, at det er Mads, ejer af Promenaden og formand for teaterfliseudvalget, der har den afgørende stemme, og at selvsamme Mads er en af Mias gamle bekendtskaber (læs: flirts).
Det må Frank naturligvis kapitalisere på, hvilket leder os til ugens højdepunkt: Karakteren Mia, der stjæler en side fra Caspers playbook og skuespilleren Mias drunk-acting.
For Franks udspekulerede plan går naturligvis ikke helt som forventet, da Mia pludselig mister interessen i ’Young Wallander’ for i stedet at gå lange ture, ’alene’, blive småstiv i dagtimerne og komme snalret hjem klokken syv om morgenen med et pølsehorn i hånden.
Mia Lyhne er uovertruffen, når det kommer til at spille den småborgerlige, småsure, smånaive hustru, men hvor er det dejligt, når hendes karakter også får lov til at bryde de rammer engang imellem!
Ugens lort i vandet
En af Klovns helt store styrker har altid været at kæde en masse små b-, c- og d-historier sammen med hovedplottet, men her kommer ’Frederiksberg Flisen’ altså til kort. Der foregår to ting i afsnittets periferi, og selvom begge er sjove i sig selv, har ingen af dem nogen særlig indflydelse på walk of fame-fortællingen.
Lad os fokusere på b-plottet, igangsat af Sofie Linde, der gæsteoptræder i en enkelt scene, hvor hun leverer en ordentlig omgang voksenskældud til Frank og Casper, efter de tilsyneladende virker ligeglade med, at en iransk kaviarsalgsmand nægter at give hånd med Sofie og Fnug.
Det er jo oplagt at inkludere lidt ligestillingsdebat her i 2022, især set gennem to snæversynede, privilegerede hvide mænds øjne, og det er endnu mere oplagt, at Sofie Linde agerer primus motor for dette – men hvor er det ærgerligt, at det ikke bliver brugt til mere, eller bare bedre.
Man sidder næsten tilbage med en følelse af, at ’Klovn’-holdet gerne ville være lidt samfundsrelevante og rigtig gerne ville have Sofie Linde med på rollelisten, dog uden helt at have styr på, hvordan det skulle flettes ind i resten af historien.
Til gengæld – for lige at holde glasset halvt fyldt – så afføder denne scene …
… Ugens citat
Ovenpå en velfortjent Linde-leveret reprimande ser en målløs Casper på en mundlam Frank, hvorefter han ytrer afsnittets gyldne replik, der endnu engang demonstrerer, hvor elitær og ignorant Casper kan være.
»Jeg sidder fuldstændig ydmygt og spiser kaviar og bliver angrebet«.
Der er noget poetisk paradoksalt i at bruge ordene ydmyg og kaviar i samme sætning, og det er muligvis kun Casper Christensen og dronningen af England, der kan slippe afsted med det.
Det er akkurat den slags replikker – der de første par sekunder lyder ganske fornuftige og dernæst lyder fuldkommen forskruede – der virkelig viser, hvor stærk Casper Christensen er til at improvisere.
Ugens urban dictionary-tilføjelse
Ingen ’Klovn’-episode uden en ny regel eller et nyt udtryk, der skal føjes til mainstreamkulturens ordforråd. Denne gang er der et par stykker at vælge imellem, og selvom »du skal ikke sleske« er et godt råd, uanset hvilken situation du befinder dig i, så kan vi nok ikke komme udenom, at »kaviarformat« må løbe med sejren i denne omgang.
Bo bliver sat godt og grundigt på plads af mentor-Casper, da han forsøger at invitere sig selv med til kaviarsmagning. Det kan naturligvis slet ikke komme på tale, da Bo er milevidt fra kaviarformat. Og hvis man, ligesom undertegnede, er lidt i tvivl om, hvorvidt man har kaviarformat eller ej, så lad os lige udpensle kravene:
Ingen blomstrede skjorter
Knap ikke den øverste knap op på en kinaflip
Bæltet må ikke være for langt
Sokken skal være lysere end skoen.
Det er jo gamle regler!
Ugens cameo
Det havde formentlig været Sofie Linde, hvis hendes rolle havde haft lidt større betydning for plottet, eller hvis der havde været lidt flere lag i afsnittets forsøg på at tage ligestillingen op til debat, men denne uges kendiscameo må simpelthen gå til Nikolaj Stokholm.
Har han mange replikker? Nej. Er han ualmindeligt underholdende i sin tangerende statistrolle? Ja!
Nikolaj Stokholm har en evne til at være sjov, selv når han primært figurerer i baggrunden, og dette er ingen undtagelse. I en af scenerne vil den opmærksomme seer bemærke, at Stokholm foretager sig noget fjollet i baggrunden (noget, der involverer en selfie og en flise, og så har jeg vist sagt rigeligt), og et par kække replikker bagerst i lydbilledet (»Jamen vi er jo kollegaer, så jeg støtter jo op«, »Hvor er det flot, misundelsesværdigt!«) frembragte da også et grin eller to.
Ugens bundlinje
Det er i sandhed i ’Klovn’s ånd at sigte efter en teaterflise i seriens højtelskede Frederiksberg Kommune, og det resulterer da også i nogle ganske underholdende scener – særligt Mias dalliance med Promenadeejeren Mads og den resulterende fuldskab – men desværre giver episoden sig også i kast med et par sub-plots, der ikke leder nogen vegne (okay, begge giver teknisk set pote i mid-credit-scenen, men man forventer mere af ’Klovn’).
Sofie Linde kunne godt være blevet brugt til andet end et minuts voksenskældud, og lidt Nikolaj Stokholm-dialog havde været kærkommen.
Men så skal vi heller ikke brokke os mere, for det er dælme sjovt at se Casper prøve at tyde vaskesymbolerne (eller hieroglyfferne og rebusserne, som han kalder det) på det tøj, han har fået til opgave at vaske, eftersom Fnug (og han) er blevet rigtige feminister. Og jeg skal da blankt indrømme, at jeg vil gøre mit bedste for at have kaviarformat fremover.
’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.