Netflix streamede live til et globalt publikum, da Chris Rock indtog scenen i Baltimore i går med sin Netflix-special ‘Selective Outrage’.
Det timelange show kulminerede i komikerens første længerevarende italesættelse af sidste års Oscar-uddeling, hvor Will Smith stak ham en lussing på direkte fjernsyn.
Chris Rock har tidligere fortalt om hændelsen på hans standupturné med Dave Chappelle, hvor han blandt andet var forbi Royal Arena. Og han genbrugte da også en del af de samme jokes i sin nye Netflix-special, der dog gik dybere ind i skandalen end tidligere. Det skriver Deadline.
»Det gjorde ondt. Det gør stadig ondt. Jeg har ‘Summertime’ spillende for mine ører, men jeg er ikke noget offer. I kommer aldrig til at se mig sidde hos Oprah og græde. Det kommer aldrig til at ske. Jeg tog det slag som Pacquiao«, indledte Rock.
»Smith praktiserer selective outrage«, fortsatte Rock. »Selective outrage, fordi alle ved, hvad der skete. Alle ved, at jeg ikke havde noget at gøre med det. Jeg havde ikke nogen forviklinger. Til alle, der ikke ved, hvad alle andre ved, var forviklingen, at hans kone havde sex med hans søns ven. Normalt ville jeg ikke tale om den slags, men af en eller anden grund lagde de selv lortet på internettet. Jeg har ingen anelse om, hvorfor to talentfulde mennesker ville gøre noget så lavt«.
Han sagde videre: »Hvorfor gør man sådan noget? Hun sårede ham langt mere, end han sårede mig. […] Alle i verden kaldte ham en bitch. Jeg forsøgte at ringe til ham, men han tog den ikke. Alle ringede til ham og kaldte ham en bitch. Alle. Men hvem slår han? Mig. En, han vidste, han kunne vinde over«.
Rock placerede en stor del af ansvaret for Will Smiths adfærd på hans kone, Jada Pinkett-Smith:
»Hun startede det. Ingen hakkede på hende. Hun sagde til mig, en fucking fuldvoksen mand, at jeg skulle sige op (som Oscar-vært i 2016, red.), fordi hendes mand ikke blev nomineret for ‘Concussion’. Og så giver han mig en fucking hjernerystelse. Hvad fanden?«.
»Jeg har elsket Will Smith hele mit liv. Jeg elsker ham. […] Han har lavet nogle fantastiske film, og jeg har heppet på Will Smith hele mit liv. Nu ser jeg ‘Emancipation’ bare for at se ham få tæv. Han har fået mig til at heppe på slaveejerne: ‘Slå ham igen. Slå ham igen. I overså et sted’«.
Rock afsluttede med ordene: »Mange mennesker spørger mig: ‘Chris, hvorfor gjorde du ikke noget igen? Hvorfor slog du ikke tilbage den aften’? Fordi jeg har forældre. Derfor. Jeg har forældre, og de lærte mig, at man aldrig skal slås foran hvide mennesker«.
Will Smith udsendte en officiel undskyldning til Chris Rock få dage efter Oscar-skandalen og udbyggede den i en video sidste sommer.
Smith blev som straf for sin opførsel bandlyst fra at deltage i Oscar-ceremonierne de næste ti år. Det har dog ikke forhindret ham i at vinde en række andre priser for sin seneste præstation i slavedramaet ‘Emancipation‘.
‘Selective Outrage’ kan ses på Netflix.