Taylor Swift, The Weeknd og tre danskere optaget i Oscar-akademiet

Taylor Swift, The Weeknd og tre danskere optaget i Oscar-akademiet
Oscar. (Foto: Carlo Allegri/Getty Images.)

Hvert år optager Oscar-akademiet nye medlemmer, og især de seneste år i kølvandet på OscarsSoWhite-kritikken er flere hundrede nye filmfolk blevet indlemmet hvert år for at sikre en mere mangfoldig gruppe. En aspiration, der i høj grad er lykkedes.

Nu er årets optag annonceret, og det inkluderer tre danskere: Dokumentarinstruktør Simon Lereng Wilmont, der sidste år blev Oscar-nomineret for ‘A House Made of Splinters’. Klipper Michael Aaglund, der klippede selvsamme film. Og endelig klipper Charlotte Munch Bengtsen, der arbejdede på en anden af sidste års dokumentarnomineringer, ‘All That Breathes’.

Danskerne tilslutter sig et felt med flere prominente navne. Måske mest opsigtsvækkende på musiksiden, hvor både Taylor Swift, The Weeknd og David Byrne er blevet optaget.

Blandt de nye skuespillere, der fremover kan stemme om Oscar-priser, er ‘Holy Spider’-stjerne Zar Amir-Ebrahimi, Bill Hader, Nicholas Hoult, Stephanie Hsu, Ke Huy Quan, Lashana Lynch, Keke Palmer, Paul Mescal og Noémie Merlant.

Blandt instruktørerne finder man blandt andre ‘Everything Everywhere All at Once’-duo The Daniels, ‘Close’-instruktør Lukas Dhont og ‘Top Gun: Maverick’-instruktør Joseph Kosinski.

40 procent af de nye medlemmer er kvinder, mens 34 procent kommer fra underrepræsenterede etniske grupper. 52 procent af dem kommer fra andre steder end USA, hvilket understreger den internationalisering af Oscar-prisen, der er sket de seneste år.

Der er nu omkring 10.000 medlemmer af Oscar-akademiet. Præcis hvor mange danskere der er, findes der ingen officiel liste over, men et slag på tasken er 50-60 stykker.

Næste års Oscar-show finder sted 10. marts næste år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af