»Et samfundskollaps er i luften«, sagde Timothée Chalamet ved Venedig Filmfestival sidste år.
Der var han inviteret i forbindelse med den kannibalistiske coming of age-film ‘Bones & All’ instrueret af den prominente arthouse-instruktør Luca Guadagnino og talte vægtigt om presset på nutidens ungdom.
Nu er kollapset tilsyneladende ankommet. I en helt anden form end Timmy havde regnet med.
For efter flere måneders datingrygter slog det klik for hele internettet, da selvsamme kritikerdarling, småavantgardistiske fashion-ikon, lovprist repræsentant for et nyt mandeideal og elsket internetkæreste gjorde noget utilgiveligt.
Han kyssede med Kardashian-søster, reality-stjerne og make up-mogul Kylie Jenner ved en Beyoncé-koncert i Los Angeles!
Mens Jenners fanfraktion mest lod til at have Kardashian-foretagendets matriark-manager Kris Jenner mistænkt for at have iscenesat det umage par som et pr-stunt, lå der mere bag opstanden i Timothée-lejren.
Meget af det var selvfølgelig mest småkomisk begrædelse af, at den populære stjerne havde forladt datingpuljen (og derfor først nu var uopnåelig!). Han blev på komisk vis flyttet i skammekrogen på et massivt liket køleskabsalter over Hollywoods lækreste.
@abby_miller__ Not cool timmy 💔💔#timotheechalamet #kyliejenner ♬ original sound – imogen ;)
Men der var også en hel del mere skingre reaktioner, der med ejerskabsfornemmelser over Timothée og snobberi over for Kylie Jenner næsten var som taget ud af 1950’ernes ramaskrig over Marilyn Monroes forhold til manuskriptforfatter Arthur Miller, der ikke kunne få regnestykket mellem finkulturel forfatter og Hollywood-sexbombe til at gå op.
Folkets problem med Timothée Chalamet og Kylie Jenner små 70 år senere lader til at være lidt det samme. Det er bare sværere at navigere i, hvem der har gjort noget galt, og hvis stjernestøv der har den forkerte kulturelle kapital.
Sexistisk WTF-mentalitet
Kardashian-klanen har en lang historik med iscenesættelse af deres egen stjernestatus, som ikke nødvendigvis er interessant at hverken angribe eller forsvare dem for.
Men selvom der ingen tvivl er om Timothée Chalamets talent, er scenariet meget typisk. Hans roller og samarbejder med folk som Wes Anderson, Greta Gerwig og Denis Villeneuve har smittet positivt af på hans rygte, og måske mere end han har fortjent. Og mon ikke også Kylie Jenners type feminine persona har lidt at skulle have sagt.
Ud over fanreaktionerne har etablerede medier også været med til at hype forholdet som næsten absurd med overskrifter som The Cuts ‘I Think We Must Admit That Kylie Jenner and Timothée Chalamet Are Dating’.
Mens et opslag fra sladderprofilen Deux Moi med højstemte kisteemojis heftigt understregede forholdets wtf-karakter.
Ifølge The Independent måtte British Vogue sågar slette en helt artikel, der blev kritiseret for sexistiske citater om, hvad mon parret havde til fælles. »Holder han hendes make-up-børster, mens hun contourer?« og »Hjælper hun ham med at bladre gennem Wes Anderson-manuskripter? Giver han Stormi fransklektioner?«, lød et par af dem.
Selv kan jeg heller ikke se mig fri fra at have bidraget til chok-tankegangen her på Soundvenue.
Avril Lavigne-logik for burhøns
Vi kender alle sammen Avril Lavignes ‘Sk8er Boi’-historie om drengen og pigen, skateren og ballerinaen, men måske i mindre grad den om den reality-opfostrede celebrity-milliardær og den tosprogede prestigeskuespiller fra den elitære teaterskole i New York (i den her analogi er Kylie skateren).
De fleste kan nok istemme sig virale captions om, at ChaJenner/Tikyliée-foreningen ikke var på deres bankoplade for 2023. Parrets forskelligheder er hele konfliktens stridsmål.
Selvom summa summarum egentlig fint kan opsummeres: »He was a boy, she was a girl. Can I make it anymore obvious?«.
Men hvorfor er vi egentlig så satte i vores opfattelse af Chalamets image som intellektuel ungdomsgud?
Man skal ikke grave dybt for at finde et par herlige parenteser til det selvtilfredse indiesegments Timothée-drømmefabrik.
Mens Kardashian-‘stigmatiseringen’ er ganske velkendt, er det måske tid til at holde det Chalamet’ske image ud i strakt arm? Og se nærmere på, hvem der satte den unge stjerne op på den piedestal, de nu er sure over, han smutter ned fra.
Er Timothée egentlig så fin?
Du finder næppe en mere helligdomsindgydende breakout-rolle end Timothée Chalamets Elio i ‘Call Me by Your Name’, der fik ham nomineret til sin første Oscar som kun 22-årig.
Det unge elskværdige wunderkind med de ægte følelser og de mange talenter (ingen fersken glemt), der ud over at tale flydende fransk, italiensk og engelsk skrev noder for sjov, spillede klaver og altid havde en sej paperback i lommen.
At Timothée Chalamet selv talte flydende fransk og kom fra en imponerende kultursavy familie i New York, hviskede måske den forvirrende skillelinje mellem rolle og skuespiller lovlig effektivt ud.
Hans amerikanske mor har studeret fransk på Yale og er tidligere Broadway-danser, og hans franske far har arbejdet som New York-korrespondent for den franske avis Le Parisien, og familiens somre uden for Lyon er velbeskrevede i interviews. Det er altsammen fem minutter i ‘Call Me By Your Name’.
Vi glemte bare alle de ting, han ikke havde til fælles med Elio.
Så efter det påståede syndefald er det måske fair nok at minde verden om nogle af de mindre formfuldendt elegante elementer af Timothées personlighed.
Han var for eksempel også engang bare en dreng, der godt kunne lide at male XBox-controllere og vise resultaterne frem på YouTube.
Han har som en ærlig film-bro fortalt i en pristale ved New York Film Critics Circle Awards, at det var Heath Ledgers præstation i ‘The Dark Knight’ fik ham til at gå efter skuespillet. »Jeg forlod biografen som en forandret mand«.
Måske er han faktisk bare en nede på jorden gut, der ikke engang vil bede folk udtale hans navn rigtigt?
»Hele mit liv var jeg Timmy, og så da jeg blev ældre, var det, som om Timmy gjorde mig yngre, så det har været Timothée siden. Jeg prøvede også Timo og Tim. Den rigtige udtale er Timo-tay, men det kan jeg ikke bede folk om at kalde mig – det virker bare virkelig prætentiøst«, fortalte han i en samtale med Frank Ocean.
Lad os slet ikke gå nærmere ind i det slutshamende rygte, der blusser op fra tid til anden om, at hans tid som studerende på New York University resulterede i mange klamydiasmittede sexpartnere.
Derudover har han under sit highschool-rapperalias en hel forhistorie som sin skolekomedies svar på Macklemore. Mere om det senere.
Selvfølgelig ikke hvilken som helst highschool, men den berømte dramaskole Fiorello H. La Guardia High School fra ‘Fame’. Hvor han gik sammen med blandt andre Ansel Elgjort, og hvor teaterkritikere fra New York Times kigger forbi til forestillingerne.
Men inde i enhver elitær Timo-tay, er der også bare en Tim, der stikker snuden frem. I Timothées tilfælde en white boy-rapper ved navn Lil’ Timmy Tim. Eller som en X-bruger udtrykker det mere bramfrit til alle skuespillerens forargede idealister: »like you guys are shocked a nyc born nyu film bro likes a girl with a fat ass and some money and a perfect nose like be serious«.
Kylies tredje rapperkæreste
Mens Timothée Chalamet før har dannet par med Lily-Rose Depp og Madonna-datter Lourdes Leon (og han nu har hattrick i nepo babyer), har Kylie Jenner tidligere dannet par med to rappere. Tyga og senest Travis Scott, som hun har to børn med.
Da Scott udgav albummet ‘Utopia’ fik det derfor folk til at studse over nogle linjer på sangen ‘Meltdown’, der kunne opfattes som et diss mod Chalamet.
Her nævnte rapperen nemlig Willy Wonka og sang »find another flame hot as me, bitch«. Påfaldende set i lyset af, at der florerede heftige datingrygter mellem Scotts ekskæreste og indehaveren af titelrollen i den kommende ‘Charlie og Chokoladefabrikken’-prequel ‘Wonka’.
Hvis man kender Timothée Chalamets hiphop-persona Lil’ Timmy Tim, sidder man dog muligvis bare og venter spændt på, at den 27-årige skuespiller svarer igen.
Og hvis man ikke gør, er det bare om at skrive »ay now chop« i TikTok-søgefeltet, dykke ned i et ormehul fra dengang Timothée Chalamet var en teenagebøv, der afleverede en tungnem sang om statistik i stedet for sine matematiklektier.
Det ville have været fantastisk fanfiction, hvis det ikke havde været virkeligt. Og hans indre musiker er blot endnu et eksempel på Chalamets mere crazy kerne, der står i fantastisk kontrast til alle hans moderigtige optrædener.
Måske er Lil’ Timmy Tim ikke den bedste af Kylie Jenners rapperkærester, men en rapperkæreste uagtet.
Desværre er Timothée-fankærligheden ikke altid nuttede videoer.
Timothées toksiske fans
»Hvis du føler dig ude af den på grund af videoen, er det ok. Men vær sød at passe på dig selv. Træd væk fra sociale medier i et par dage«.
Afsenderen på beskeden, der blev delt i en Instagram-story, er fankontoen Club Chalamet (via NBC), den omtalte video er kysseklippet fra Beyoncé-koncerten, og selvom man skulle tro, det var en joke, er det ikke umiddelbart tilfældet.
Den bliver styret af en velvoksen kvinde, Simone Cramer, der udover oprigtig medfølelse for chokerede Timothée-fans også i flere sammenhænge har iscenesat Kylie Jenner som en stalker.
Hun er efterfølgende blevet hængt ud som et eksempel på usunde parasociale forhold, hvilket hun selv tager komplet afstand fra. Blandt andet i et offenliggjort screenshot af sin korrespondance med en NBC-journalist, hvor hendes eget svar har en næsten konspiratorisk klang:
»Det her er, hvad der sker, når en simpel fankonto udtrykker en upopulær holdning om en magtfuld mediefamilie«, skriver hun. Formodentligt med reference til Kardashian-familien.
Club Chalamet er uden tvivl et grotesk eksempel, der sætter digitale fanfællesskaber i et dårligt lys. Men i forlængelse af de seneste par års fokus på mediernes ansvar for skildringen af celebrities, der blandt andet blev sat igang af #FreeBritney-bevægelsen, var selvsamme sag også et eksempel på, hvordan fanejerskabet kan blive for selvretfærdigt og gå for vidt.
Konsekvenserne er både negative og positive. »Nutidens fans har popstjerners skæbne i deres hule hånd«, som Sofie Kock Aukdal skrev på Soundvenue for nylig.
Vi har lige set, hvordan dedikeret fankærlighed hurtigt kan avle had og splittelse, som det var tilfældet i skilsmisseannonceringen mellem Joe Jonas og Sophie Turner, der ellers før havde status som internettets ukronede yndlingspar.
Selv i de mere spøgefulde diskussioner omkring ChaJenner-forholdet, skal man sjældent scrolle langt for at finde tegn på, at mange fans reelt føler sig berettigede til at være skuffede over forholdet til Jenner.
Kylie Jenner og Timothée Chalamet er begge professionelle celebrities, der godt vidste, hvad der ville komme ud af deres Beyoncé-kys. Men det er os andre, medier såvel som fans, der gør to menneskers forhold til et uprovokeret trekantsdrama.
Er vi alle skyldige?
I sidste ende handler det ikke om, hvorvidt Timothée er for fin til Kylie Jenner eller omvendt.
Der ligger ældgamle sexistiske undertoner i tilbøjeligheden til at tænke ‘Hvad vil han dog med hende?, eller ‘Hvad vil hun dog med ham’, baseret på forskellige karrierer, kroppe og forhenværende partnere.
Samme type clashes der har gjort Doja Cats interesse for ‘Stranger Things’-talentet Joseph Quinn samt ældre kendis-matches som Kelis og Bill Murray eller Bill Nighy og Vogue-chefredaktør Anna Wintour til internetguf.
Selvom Kanye West havde status som et musikalsk geni, var der ikke samme reaktion på spil, da han fandt sammen med Kim Kardashian i starten af 2010’erne. Men da verdensstjernen Bad Bunny for nylig fandt sammen med Kylie Jenner, var der en lignende negativ reaktion.
Der er sket meget med det brudfladerne mellem finkultur og popkultur de sidste 10 år. I de bedste stunder lever reality-tv, fjerdebølgefeminisme og kunstfilm i harmoni. Og selvom overlappene mellem områdernes kritiske diskurs har skabt en rig, humoristisk dyrkelse af eksempelvis celebrity-kulturen, har den også en slagside.
Med ét eneste Beyoncé-snav pustede ChaJenner-forholdet til de absolut skrøbeligste fanegoer og udstillede på rekordtid, hvordan celebrity-cirkusset nogle gange farer vild i, hvem der er klovne og kritikere.
Det ville være fordomsfuldt at gætte på, om Timothée skal være stedfar for Kylies børn (eller bedre endnu hendes Greyhound-hunde, som mange påpeger hans slående lighed med). Om de er sammen længe nok til at følges til ‘Wonka’-premieren i december.
Men hvis vi gør os til dommere over, hvorvidt de er inkompatible baseret på kendispersonaer vi har fremdyrket til dem, er det os selv, der er til grin.