Hollywood-skuespilleren Carl Weathers er død. Han gik bort torsdag, 76 år gammel. Det skriver Deadline.
»Vi er dybt kede af at meddele Carl Weathers’ død«, skriver skuespillerens familie i en pressemeddelelse. »Han sov fredfyldt ind torsdag den 1. februar 2024«.
»Carl var et usædvanligt menneske, der levede et ekstraordinært liv. Gennem sine bidrag til film, tv, kunst og sport har han sat et uudsletteligt spor og er anerkendt over hele verden og på tværs af generationer. Han var en elsket bror, far, bedstefar, partner og ven«, skriver familien.
Carl Weathers medvirkede i mere end 75 film og serier gennem sin 50 år lange karriere – i så forskellige projekter som ‘Predator’, ‘Happy Gilmore’, ‘Toy Story 4’, ‘Close Encounters of the Third Kind’ og ‘Arrested Development’.
Han vil især blive husket for sin rolle som Apollo Creed i de fire første ‘Rocky’-film. For nyligt spillede han den fremtrædende bikarakter Greef Karga i ‘Star Wars’-serien ‘The Mandalorian’, hvoraf han også instruerede to afsnit.
‘Rocky’-medskuespilleren Sylvester Stallone har reageret på den triste nyhed i en Instagram-video med de indledende ord: »Hej allesammen. I dag er en utrolig trist dag for mig«.
»Carl Weathers var en så integreret del af mit liv, at han siger alt om det. Jeg giver ham en utrolig kredit…. fordi da han gik ind i det rum, og jeg så ham for første gang, så jeg storhed, men jeg var ikke klar over, hvor stort det var. Jeg kunne aldrig have opnået det, vi gjorde med ‘Rocky’ uden ham. Han var helt fantastisk. Hans stemme, hans størrelse, hans kraft, hans atletiske evner, men endnu vigtigere, hans hjerte, hans sjæl«.