Omverdenens opmærksomhed blev på ny rettet mod brødrene Lyle og Erik Menéndez’ mordsag fra 1989, da Ryan Murphys nye true crime-serie ‘Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story’ landede på Netflix for godt to uger siden.
Brødrene blev i 1996 dømt for at have begået dobbeltmordet på deres forældre José og Kitty Menéndez i 1989. De hævdede i retssagen, at de dræbte deres forældre af frygt efter at være blevet misbrugt af forældrene gennem opvæksten, herunder seksuelle overgreb begået af faren.
Nu bliver brødrenes kriminalsag taget op igen med henblik på muligheden for en ny strafudmåling. Los Angeles-statsadvokat George Gascón annoncerede således torsdag, at han har planlagt en høring med Lyle og Erik Menéndez 29. november, skriver The Wrap.
Statsadvokaten forklarer, at hans kontor har modtaget »mange opkald« fra personer, der ønsker, at Menéndez-brødrene bliver løsladt fra fængslet, hvor de efterhånden har været i 35 år. Efter høringen vil Gascón vurdere, om de skal løslades, skal have en kortere (eller længere) fængselsstraf eller en helt ny retssag.
Han tvivler ikke på, at brødrene er skyldige i dobbeltmordet. Høringen skal snarere handle om, hvorvidt de er blevet rehabiliteret og kan komme ud i samfundet – og om deres anklager om overgreb begået af forældrene skal gøre strafudmålingen mindre hård.
»Det er alle muligheder, og vi vil evaluere det hele«, siger statsadvokaten.
”Jeg tror, de spørgsmål, der bliver præsenteret for os, er to simple spørgsmål. En mulighed blev foreslået af deres advokater – at der var beviser for, at var det (overgrebsanklagerne, red.) blevet præsenteret for juryen, ville udfaldet af denne sag have været anderledes. Og for det andet, i henhold til californisk lov, en vej til ny domfældelse, hvor en anklager kan vurdere, om nogen er blevet rehabiliteret, og hvis det er tilfældet, bede retten om at afgøre, om personen skal have en ny strafudmåling«.
‘Monsters’-fiktionsserien ledsages snart af en dokumentarfilm, hvor Erik og Lyle Menéndez giver deres eget syn på mordsagen. ’The Menendez Brothers’ har premiere på Netflix 7. oktober.