Det skal du se i biografen i november – fra Paul Mescal i Gladiator-ringen til Hugh Grant i karrierens mest creepy rolle

Biograflærredet lyser den mørke novembermåned op med gigantiske blockbusters, prominente festivaltitler og en dansk film om et kontroversielt emne.
Det skal du se i biografen i november – fra Paul Mescal i Gladiator-ringen til Hugh Grant i karrierens mest creepy rolle
Cynthia Erivo og Ariana Grande i 'Wicked'. (Foto: UIP)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Kneecap’

Den virkelige irske raptrio Kneecap fortæller deres oprørske oprindelseshistorie i et sprudlende fiktivt format med filmen af samme navn.

’Kneecap’ følger JJ, Naoise og Liam, som i kunstnersammenhæng går under navnene DJ Próvai, Mólaí Bap og Mo Chara. JJ arbejder som musiklærer i Belfast, da han møder Naoise og Liam, hvorefter de sammen danner den titulære rapgruppe. De udtrykker sig oprørsk og anarkisk på deres irske modertunge, hvilket møder modstand fra politi og politikere, og snart bliver de bannerførere for en bevægelse, som kæmper for, at de kan bevare deres lyd.

’Kneecap’ er instrueret af Rich Peppiatt, som har udviklet historien sammen med de tre irske hovedpersoner. Michael Fassbender indtager desuden en birolle i filmen som Naoises far, IRA-medlemmet Arló Ó Cairealláin.

Filmen havde premiere på Sundance-festivalen tilbage i januar, hvor den vandt publikumsprisen i NEXT-sektionen. Desuden er den Irlands Oscar-kandidat til prisen for Bedste Internationale Film.

Biografpremiere 7. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’En kvinde i Istanbul’

I dette georgisk-tyrkiske drama bliver Istanbul bagtæppe for en anmelderrost buddyfortælling om en ældre kvinde, som akkompagneres af en ung mand i sin søgen efter sin niece.

I ’En kvinde i Istanbul’ skal den pensionerede historielærer Lia (Mzia Arabuli) nemlig lede efter sin forsvundne niece Tekla. Efter et tip fra den unge nabo Achi (Lucas Kankava) om, at hun kunne være i Tyrkiet, drager de sammen til Istanbul. Her møder de advokaten Evrim (Deniz Dumanli), som kæmper for transrettigheder, og i deres færd i byen synes Tekla snart at nærme sig.

Filmen er skrevet og instrueret af georgisk-svenske Levan Akin, som blandt andet står bag det anerkendte romantiske drama ’I morgen danser vi’.

’En kvinde i Istanbul’ havde premiere på Berlinalen tilbage i februar, og siden har The Guardian kaldt filmen »yderst intelligent« og desuden rost de tre førende rollers »fremragende præstationer«. The Hollywood Reporter har også fremhævet Arabulis »medrivende« indsats og beskriver filmen som »varmt humanistisk«.

Biografpremiere 14. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Gladiator 2’

Nu er ventetiden snart ovre, når Ridley Scott efter 24 år igen inviterer os ind i Colosseum til romerske dueller i ’Gladiator 2’, hvor Paul Mescal samtidig indtager sin første store blockbusterrolle.

Filmen finder sted 20 år efter handlingen fra den oprindelige klassiker fra 2000. Mescal spiller hovedrollen Lucius, der må træde ind i Colosseum som gladiator for at befri Rom fra tyranniske erobrere. Her skal han blandt andet kæmpe mod Marcus Acacius spillet af Pedro Pascal, der fører an for romernes invasion

Connie Nielsen vender tilbage til sin rolle som Lucilla. Desuden kan man på rollelisten finde Denzel Washington som gladiatorglad våbenhandler og Joseph Quinn som Kejser Geta, der hersker over Rom i selskab med broren Caracalla (Fred Hechinger).

Manuskriptet er sat sammen af David Scarpa, som skrev Scotts ’Napoleon’ fra sidste år og Peter Craig, som har været med til at skrive ’The Batman’ og ’Top Gun: Maverick’.

Ifølge Washington venter der noget af et brag, da den garvede skuespiller tidligere på året udtalte i en featurette til filmen, at »jeg tror, det er den største film, jeg har været en del af«.

Biografpremiere 14. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Origin’

Ava DuVernay, som flere gange har skildret stærke fortællinger fra USA’s racehistorie, navigerer her endnu engang på de breddegrader med spillefilmen ’Origin’.

Filmen, som er baseret på nonfiktionsbogen ’Caste: The Origins of Our Discontents’ om racisme som et slags kastesystem, sætter perspektiv på, hvordan menneskelig opdeling og hierarki har været med til at forme amerikanske liv i dag.

Forrest på rollelisten er Aunjanue Ellis-Taylor, som flankeres af Jon Bernthal og andre store navne som Finn Wittrock, Vera Farmiga, Connie Nielsen, Victoria Pedretti og Nick Offerman.

‘Origin’ er både skrevet og instrueret af DuVernay, som skabte den anerkendte Netflix-miniserie ‘When They See Us’ og instruerede den Oscar-vindende Martin Luther King Jr.-biopic ‘Selma’. Desuden var hun nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentarfilm i 2017 med filmen ’13th’.

Biografpremiere 14. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Heretic’

Nu kan du opleve Hugh Grant uhyggeligere end nogensinde før, når han står forrest i en psykologisk horror-fortælling.

Grant spiller den mærkværdige mand Mr. Reed, som åbner døren for to glade missionærer (Sophie Thatcher og Chloe East), der gerne vil sprede ordet omkring Mormonkirken. Reed er meget imødekommende, men viser sig at være mere omklamrende, end hvad godt er, og det sætter gang i et mareridt for gæsterne, som fanges i et katten-efter-musen-spil.

Filmen er skrevet og instrueret af Scott Beck og Bryan Woods, som er kendte ansigter fra horrorgenren, da de står bag historien og manuskriptet til ’A Quiet Place’.

Sidste år spillede Grant en række spraglede biroller i Guy Ritchies ’Operation Fortune’, det anmelderroste fantasyeventyr ’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ og Timothée Chalamet-anførte ’Wonka’. Senest medvirkede han i Jerry Seinfelds instruktørdebut ’Unfrosted’.

’Heretic’ havde premiere på dette års Toronto Film Festival, hvor IndieWire i deres anmeldelse kaldte Grant »himmelsk« i rollen som Mr. Reed.

Biografpremiere 21. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Hjortestien’

Ryûsuke Hamaguchi, som stod bag den japanske Oscar-vinder ’Drive My Car’, skabte sidste år en betagende ydmyg landsbyhistorie, som endelig har nået vejen til de danske biografer.

I ’Evil Does Not Exist’, der har fået den danske titel ’Hjortestien’, bor manden Takumi (Hitoshi Omika) sammen med sin datter (Ryô Nishikawa) i en lille landsby uden for Tokyo, hvor der pludselig opstår utilfredshed. En virksomhed fra storbyen planlægger nemlig at åbne en glamping-plads i deres smukke skovområde, hvilket de lokale borgere mener vil skabe forurening i vandet og true naturen.

I 2022 vandt Hamaguchis ’Drive My Car’ en Oscar for Bedste Internationale Film, mens den også var nomineret til Bedste Film samt for både Hamaguchis instruktion og manuskript.

’Hjortestien’ havde premiere helt tilbage på Venedig-festivalen i 2023, hvor den vandt ’Grand Jury Prize’ og Soundvenues filmredaktør kaldte filmen »en lavmælt og poetisk og dog tydeligt antikapitalistisk perle dybt forankret i naturen«.

Biografpremiere 21. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’No Other Land’

Denne prisvindende og højaktuelle dokumentar er af både palæstinensisk og israelsk herkomst og giver et gribende blik på den skrækkelige virkelighed på Vestbredden.

Filmen følger et usandsynligt venskab mellem den israelske journalist Yuval Abraham og den palæstinensiske aktivist Basel Adra, der sammen kæmper for at stoppe det israelske militær i at nedrive landsbyer i Masafer Yatta-området på Vestbredden.

Vi følger dem fra 2019 til oktober 2023, hvor man blandt andet kommer helt tæt på den tragiske magtesløshed blandt palæstinenserne, og i Yuval og Basels dedikerede og omfattende dokumentation af rædslerne opnår de pludselig international opmærksomhed.

Dokumentarens to hovedpersoner har selv skrevet og instrueret filmen sammen med Hamdan Ballal og Rachel Szor.

’No Other Land’ havde premiere på Berlinalen i februar og vandt dokumentarprisen. Måneden efter blev den vist på CPH:DOX, hvor den tog publikumsprisen med hjem. Her kvitterede Soundvenues Jakob Freudendal med fem stjerner og kaldte den en »uafrystelig« film, som »alle bør se«.

Biografpremiere 21. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Wicked’

Den eventyrlige musical, som gennem årtier har været fast inventar på Broadway og West End, føres nu op på det store lærred, hvor den fortælles i to dele.

Historien er oprindeligt baseret på Gregory Maguires roman fra 1995, som følger ikoniske karakterer fra ’Troldmanden fra Oz’. Elphaba Thropp er en ung, grønhudet kvinde, hvis liv tager en drejning, der fører til, at hun bliver Den Onde Heks fra Vest. Undervejs danner hun et usandsynligt venskab med Glinda Upland, men de to er drevet af forskellige ambitioner og bliver hinandens rivaler.

Elphaba spilles af Cynthia Erivo, mens Ariana Grande indtager rollen som Glinda. Den øvrige rolleliste inkluderer navne som Michelle Yeoh og Jeff Goldblum.

Filmen instrueres af Jon M. Chu, der blandt andet har ’Crazy Rich Asians’ og ’In the Heights’ på cv’et. ’Wicked’-historien er her skrevet til det store lærred af Winnie Holzman og Dana Fox.

Der er lagt an til en storslået rejse med filmens to timer og 40 minutter, som kun udgør den første del af fortællingen, mens del to står til premiere i november næste år.

Biografpremiere 21. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Vejen hjem’

En stormfuld tematik er på dagsordenen, når Nikolaj Lie Kaas indtager hovedrollen i Charlotte Sielings drama ’Vejen hjem’.

Lie Kaas spiller faren Christian, hvis søn Adam (Albert Rudbeck Lindhardt) har tilsluttet sig Islamisk Stat. Christian rejser derfor til Syrien i et desperat forsøg på at finde Adam og bringe ham hjem. Det bliver en livsfarlig rejse gennem det krigshærgede land, hvor Christian bliver nødt til at gå på kompromis med sine værdier for at se sin søn igen.

Sieling instruerer filmen og har skrevet manuskriptet sammen med Jesper Fink og Nagieb Khaja. Senest stod Sieling bag det historiske drama ’Margrete Den Første’ med Trine Dyrholm i den titulære hovedrolle, og hun har internationale titler på kappen som episodeinstruktør på blandt andet ’The Americans’, ’Homeland’ og ’Lovecraft Country’.

På rollelisten til ’Vejen hjem’ kan man desuden finde Arian Kashef og Besir Zeciri.

Både Lie Kaas og Lindhardt er lige nu også aktuelle i Thomas Vinterbergs seriedebut ’Familier som vores’ på TV 2.

Biografpremiere 28. november

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Woman of the Hour’

Den amerikanske skuespiller Anna Kendrick debuterer i instruktørstolen og spiller desuden selv en hovedrolle i denne film om en bizar seriemordersag.

‘Woman of the Hour’ tager udgangspunkt i den sande historie om en mand, der deltog i et datingprogram fra 1978 og derefter viste sig at være seriemorder.

Kendrick indtager rollen som den kvindelige deltager Cheryl Bradshaw, der i det amerikanske gameshow ’The Dating Game’ skal vælge mellem tre mænd. Heriblandt altså seriemorderen Rodney Alcala (Daniel Zovatto), som vinder en date med Bradshaw.

Kendrick kendes nok bedst fra ’Pitch Perfect’-filmene eller George Clooney-komedien ’Up in the Air’. Siden hun stod forrest i serien ’Love Life’ har skuespilleren (og nu instruktøren) de seneste år lagt stemme til flere ’Trolls’-film, haft hovedrollen i dramaet ’Alice, Darling’ og senest spillet med i Hulu-filmen ’Self Reliance’.

‘Woman of the Hour’ havde premiere sidste år på Toronto-festivalen, og her kaldte Screen Daily filmen »en forrygende instruktørdebut«.

Biografpremiere 28. november

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af