’Operation Fortune’: Guy Ritchie og Jason Statham trænger til at genopfinde sig selv
Den engelske instruktør Guy Ritchies karriere begyndte i 1998 med den charmerende actionkomedie ’Lock, Stock & Two Smoking Barrels’, der også blev startskuddet på samarbejdet mellem Ritchie og Jason Statham, hvis karriere ligeledes begyndte her.
To år senere lykkedes det Guy Ritchie at følge op med den tilsvarende underholdende ’Snatch’, der igen havde Statham på.
Desværre har de to herrer også det til fælles, at de peakede kvalitetsmæssigt med disse film. Men skal femte samarbejdsgang så være lykkens gang, når det kommer til at få de to actionelskere på rette spor?
Svaret er desværre et hårdtslående og rungende nej.
Da en ny, livsfarlig våbenteknologi stjæles og forventes at blive solgt for omkring 10 milliarder dollars, sættes agenten med det belejlige navn Orson Fortune (Jason Statham) i spidsen for den mission, der skal forhindre det potentielt dødbringende salg.
Det bliver en verdensomspændende mission, der både foregår i London, Madrid, Marrakesh og Los Angeles. Byer, der henholdsvis ligger i England, Spanien, Nordafrika og USA – hvis du skulle være i tvivl, står det med versaler hen over lærredet hver gang.
Leger vi med på præmissen om, at Ritchie forsøger at tage lidt pis på genren, giver det mening, at Fortune gør brug af Hollywoods største filmstjerne og actionhelt Danny Francesco, spillet af Josh Hartnett, til at afsløre våbenhandleren og mangemilliardæren Greg Simmonds (Hugh Grant), der sættes i forbindelse med det forestående salg.
Som en del af missionen skal Francesco spille sig selv over for Simmonds, som er stor fan af actionhelten. I rollen som sig selv viser det sig, at Francesco både kan køre bil og lave stunts, som han har gjort det i mange af sine film.
Det er svært at se, hvem Ritchie prøver at underholde med dette meta-greb. Er det en lille påmindelse om, at vi ikke skal tage genren alt for alvorligt, kunne det gøres noget mere elegant end ved at lade Francesco selv sige, at actionhelte og skuespillere er to forskellige ting.
Man sidder med en konstant fornemmelse af, at filmen få centimeter under den ironiske distance tager sig selv lidt for seriøst.
Sammen med Fortune og agent Sarah Fidel (Aubrey Plaza) begynder den farlige mission, der skal fælde Simmonds. Resten har vi set til hudløshed, senest med blandt andet Netflix-filmene ’The Gray Man’ og ’Red Notice’, der begge hører til blandt spiongenrens mest mislykkede film.
Guy Ritchie roses ofte for at være spektakulær både visuelt, i sine dialoger og i sin klippestil. Der er bare ikke længere noget unikt ved hans brug af splitscreen, hurtige klip og platte oneliners, der har været instruktørens varemærker de seneste to årtier.
Det er mere anstrengende end imponerende at overvære, hvordan han (også) denne gang bruger det, der engang gjorde ham speciel, til at dække over en tynd historie, der ganske vist overrasker en smule i slutningen, men overordnet set ikke består af andet end slidte actionklichéer: Jason Statham, der deler øretæver ud, ’smarte’ replikker, hurtige biler og hæsblæsende actionscener.
Det er muligvis bare, hvad man kan forvente af en film af Guy Ritchie. Men efter 25 år er det måske på tide, at han genopfinder sig selv.
Kort sagt:
Guy Ritchie gør, hvad han plejer, og det kan ikke hidse nogen op mere. Slet ikke, når historien minder om alt andet, der spyttes ud fra Hollywoods samlebånd.