’Margrete den Første’: Trine Dyrholm er fremragende i imponerende og lidt for woke storfilm

’Margrete den Første’: Trine Dyrholm er fremragende i imponerende og lidt for woke storfilm
Trine Dyrholm i 'Margrete den Første' (Foto: Dušan Martinček/SF Studios)

Margrete 1. er en af de mange historiske kvinder, der er blevet skammeligt overset i historieskrivningen, men med tidens fokus på ligestilling nu fortjent bliver hevet frem.

Som en af Danmarks mest betydningsfulde danske regenter nogensinde, der tilmed hackede kongerækken og tilkæmpede sig magten på trods af sit køn tilbage i Middelalderen, er det egentlig utroligt, at ingen før har kastet sig over at filmatisere hendes liv. Det har instruktør Charlotte Sieling nu rettet op på med den ambitiøse og på mange måder vellykkede storfilm ‘Margrete den Første’, der har dronningen af dansk film, Trine Dyrholm, i den velvalgte – nærmest selvskrevne – titelrolle.

Sieling har en god historie på hånden og har sammen med manuskriptforfatterne Maya Ilsø og Jesper Fink disponeret den klogt. Frem for at forsøge at fortælle hele dronningens livshistorie slår de ned på en dramatisk hændelse i 1402, der sætter Margretes situation på spidsen og samtidig taler ind i et moderne dilemma: Hvad skal man som kvinde ofre for at opnå magten? Skal man prioritere det nære i form af sine børn eller et arbejde, der tjener samfundets interesse?

De spørgsmål kommer Margrete til at bakse med, da en mand (Jakob Oftebro), der påstår at være hendes afdøde søn Kong Oluf, dukker ubelejligt op midt i en politisk forhandling. Margrete har fem år forinden samlet Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen, som hun arbejder benhårdt for at styrke. Som opdæmning over for Den Tyske Orden, der forsøger at møve sig ind på det nordiske territorium, er hun ved at arrangere en forlovelse mellem sin adoptivsøn Erik af Pommern (Morten Hee Andersen), Nordens formelle regent, og den engelske prinsesse Philippa.

Trine Dyrholm i ‘Margrete den Første’ (Foto: Zuzana Panská/SF Studios)

Timingen kunne dårligt være værre, da det under en afgørende middag med englænderne rygtes, at Kong Oluf er vendt tilbage fra de døde. Han har været holdt til fange i Preussen i 15 år, påstår den mand, der nu gør krav på tronen. Hvis han taler sandt, er ægteskabsalliancen mellem Erik og Philippa frugtesløs og hele Nordens position truet.

I historiebøgerne omtales manden som Den Falske Oluf, og fordi alle retsdokumenter fra sagen blev brændt, ved man næsten ingenting om episoden. Filmen antyder, at det var den ægte Oluf, og det er også en bedre historie, fordi den sætter Margrete i det umenneskelige dilemma mellem at vælge mellem sin søn og fred i unionen. Trine Dyrholm spiller med så tilpas meget pokerfjæs, at man er i tvivl om, hvor sikker hun er i sin sag, og det er spændende at følge dronningens tvivl og splittelse gennem Dyrholms subtile øjenbevægelser.

Dyrholm er som altid fremragende – myndig og karismatisk med perfekt doserede sprækker til det bankende moderhjerte under korsetpanseret. Sværere har de øvrige skuespillere det med at få det lidt stive kostumedrama til at leve – en blanding af, tror jeg, at manuskriptforfatterne simpelthen ikke har givet bikaraktererne nok kød på, og at de middelalderlige kostumer, omgivelser og talemåder virker distancerende.

‘Margrete den Første’ (Foto: Dušan Martinček/SF Studios)

Derfor virker det også som et clash, at Sieling insisterer på at tilføre filmen en nutidig feministisk sensibilitet. Altså, man får jo lyst til at råbe »you go, girl!«, når Margrete belærer en viking om samtykke og forklarer en engelsk adelsmand om seksuel udskamning. Men det føles påtaget woke og utroværdigt for den tidsalder, filmen skildrer.

I forhold til kvindelige fortællinger befinder filmen sig også i lovlig velkendt land: Work-life-balance har på denne side af Sarah Lund totalt domineret film- og seriefortællingen om den ambitiøse kvinde. Måske fordi den er eviggyldig. Men frem for den kønstypiske splittelse mellem rationel politik og moderfølelser ville jeg have været mere interesseret i at gå dybere ind i Margretes kølige og analytiske sider. Her var der mere gods og originalitet i Dyrholms sidste dronningerolle i ‘Dronningen’.

Det er dog forholdsvis små ridser i lakken i den velsmurte rænkespilhistorie, der forstærkes af en imponerende produktionsværdi. Man kan tydeligt se, at ‘Margrete den Første’ er den dyreste danske film nogensinde, og der er rig lejlighed til at nyde alt fra Rasmus Videbæks flotte fotografering af både de monumentale nordiske vidder og intime gemakker, Manon Rasmussens gennemførte kostumer og Søren Schwarzbergs ditto produktionsdesign samt svenske Jon Ekstrands mørke og medrivende score.

Som filmisk værk er ‘Margrete den Første’ bestemt en mægtig dronning værdig.


Kort sagt:
Trine Dyrholm sætter streg under sin position som dansk films dronning i Charlotte Sielings kærkomne storfilm om Margrete 1., der er en imponerende bedrift, om end lidt stift og forudsigeligt i sit tema om magtfulde kvinders tilsyneladende eviggyldige dilemmaer.

’Margrete den Første’. Film. Instruktion: Charlotte Sieling. Medvirkende: Trine Dyrholm, Søren Malling, Morten Hee Andersen, Jacob Oftebro, Bjørn Floberg, Magnus Krepper, Agnes Westerlund Rase. Spilletid: 120 min. Premiere: I biografen 16. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af