Trine Dyrholms 10 bedste roller vidner om en exceptionel skuespilkarriere

Trine Dyrholm er en af de største danske skuespillere gennem tiden, og de her roller beviser det.

SOUNDVENUE LIVE 10. SEPTEMBER 2021: Mød Trine Dyrholm til sjælden samtale om karrieren – og se hendes nye kraftpræstation.

Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen i ‘Festen’.

10. ’Festen’

26-årige Dyrholm havde kun en lille rolle i Thomas Vinterbergs hovedværk, men selvom hun havde vundet en Bodil for ‘Springflod’ allerede i 1991, var det første gang, hun for alvor gjorde opmærksom på sig selv hos den brede danske befolkning.

Hun spiller tjeneren Pia på familiegodset, som har haft en affære med den ældste søn Christian (Ulrich Thomsen), der har besluttet sig for at fortælle familiens hemmelighed ved farens 60-års-fødselsdag.

Hendes naive charme brænder direkte igennem lærredet, som da hun flirtende og sludrende skifter tøj foran en træt Christian på hotelværelset, men efterhånden træder hun også i karakter som mere end et kønt ansigt. Det er langt fra Dyrholms mest fyldige rolle, men hun leverede den med naturlighed og elegance og gjorde hurtigt klart, at potentialet var stort.

Trine Dyrholm i ‘Kollektivet’.

9. ’Kollektivet’

Trine Dyrholm spiller den frisindede og eventyrlystne nyhedsoplæser Anna i Thomas Vinterbergs periodedrama ’Kollektivet’, der centrerer sig om et idealistisk akademikerkollektiv i 70’erne.

Anna og arkitektprofessor-ægtemanden Eriks (Ulrich Thomsen) udadtil frigjorte ægteskab hænger i en tynd tråd, da han indleder et forhold til den unge og smukke arkitektstuderende Emma (Helene Reingaard Neumann), der kort efter bliver optaget i deres netop etablerede kollektiv i Eriks arvede Hellerup-villa.  

Dyrholms fremragende skuespilpræstation sikrede hende ikke blot en Bodil og en Robert, men også den prestigefyldte Sølvbjørn i Berlin. Med hendes troværdige vekslen mellem kærlig overbærenhed til sin mand og hans nye elskerinde og selvdestruktiv og livsudsugende angst og jalousi, der efterlader hende som et omvandrende fordrukkent følelsesvrag, fastslår hun sig som den facetterede skuespiller, hun er.

Selvom filmen ikke er en af Vinterbergs stærkeste, står Dyrholms præstation knivskarpt tilbage.

Trine Dyrholm i ‘Daisy Diamond’.

8. ’Daisy Diamond’

Det her er filmen, hvor Trine Dyrholm voldtager Lisbeth Salander med en stor strap-on i et soleklart vidnesbyrd om den danske stjernes mod og kompromisløshed på lærredet.

I Simon Stahos idiosynkratiske film om en ung kvinde (Noomi Rapace), hvis graviditet og siden baby kommer til at stå i vejen for hendes skuespildrøm, dukker Dyrholm op som et kynisk magtmenneske, der på det allergroveste udnytter den håbefulde opkomling.

Dyrholm spiller ofte tvetydige karakterer, men det er sjældent, at vi ser hende så gennemført gemen som her. Det er en lille, men uforglemmelig rolle.

Trine Dyrholm i ‘Taxa’.

7. ’Taxa’

Den charme, Dyrholm demonstrerede i ‘Festen’, kom også tydeligt til udtryk i en mere gæv version i hendes første store tv-rolle som radiodame i DR-gennembrudsserien ‘Taxa’.

Som Stine bragte den kommende stjerne humor, lune og følsomhed til serien, og hun blev også et billede på kvindelig selvstændighed og ambitioner, da hun dels avancerede til taxachauffør, dels løsrev sig fra sin charmerende, men flagrende kollega i form af Anders W. Berthelsen.

Dyrholm forlod serien før tid, da hun hurtigt begyndte at få mange andre gode tilbud. Og det kan man ikke fortænke hende i.

Ann Eleonora Jørgensen og Trine Dyrholm i ‘Forbrydelser’.

6. ’Forbrydelser’

I den sidste danske dogmefilm fra 2004 leverer Trine Dyrholm en enigmatisk præstation som den fængselsindsatte Kate, der besnærer den nyuddannede teolog Anne (Ann Leonora Jørgensen), som tager et vikariat som præst bag tremmer.

Det kræver en særlig udstråling at gestalte en figur, der har hele filmens spænding iboende i sig: Er der noget om det, når rygterne svirer omkring Kate, at hun har en særlig kontakt til det guddommelige?

Dyrholm leverer antydningens kunst på højt niveau, så det kun bliver desto stærkere, når dramaet mellem de to kvinder, Kate og Anne, eskalerer til sidst.

Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i ‘Den skaldede frisør’.

5. ’Den skaldede frisør’

Man havde ikke set det komme, men Trine Dyrholm og Pierce Brosnan er et match made in heaven. I Susanne Biers vellykkede komedie fra 2012 spiller Dyrholm frisøren Ida, hvis latterlige mand (Kim Bodnia) knalder udenom, fordi han, »stresser over«, at Ida har kræft. Hulkende begiver Ida sig afsted til Italien, hvor datteren Astrid skal giftes, men allerede i Københavns lufthavn skiller skyerne, da frisøren møder gommens flotte engelske far (Brosnan) – som dog mildest talt ikke er imponeret over klodsede Ida med den tykke danske accent.

Selvfølgelig bliver han hurtigt charmet: For man kan seriøst ikke andet end knuselske Dyrholms Ida, der spilles med smittende komisk timing og sårbarhed. Spontane replikker som »It just wouldn’t stop giving me coke!« (da Ida spilder cola ud over det hele ved automaten i lufthavnsloungen) falder brandcharmerende naturligt, som kun Dyrholm kan levere dem, og man hepper på Idas voksende kampgejst – mod kræften og hjertesorgerne – hele vejen ind i Brosnans heldige arme.

Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm i ‘Hævnen’.

4. ’Hævnen’

I Susanne Biers Oscar-vindende drama spiller Dyrholm Marianne, som er separeret fra sin lægemand Anton (altid gode Mikael Persbrandt). Anton har knaldet udenom, og parret famler efter at få en ny tilværelse til at fungere med skilsmissen lurende forude og to unge sønner, der påvirkes af forældrenes stridigheder. 

Marianne er splittet mellem tilgivelse og afsky for Anton, men storspillende Dyrholm lader aldrig melodramaet i den (et stykke hen ad vejen) velkendte konflikt tage overhånd. I stedet er hendes præstation lige dele rasende eksplosiv, rørende og relaterbar for alle, der måtte have fået knust hjertet på et tidspunkt i livet. Marianne vil gøre det bedste for sine drenge, samtidig med at hævngerrigheden gnaver i hjertet – og få er så stærke udi at skildre hverdagsmoralsk tvetydighed som Dyrholm. 

Trine Dyrholm i ‘En Soap’.

3. ’En soap’

Pernille Fischer Christensens debutfilm vandt en Sølvbjørn på Berlin Film Festival, der altid – forståeligt nok – har haft et godt øje til Trine Dyrholm. Det er et intimt kammerspil om det ulige møde mellem Dyrholms forladte single Charlotte og hendes transkønnede overbo i Nordvest, Ulrik, spillet guddommeligt af David Dencik.

Dyrholm viser her fornemme prøver på den bryske facade, som hun perfektionerede i ‘Dronningen’ og ‘Arvingerne’, selvfølgelig i kombination med en snigende sårbarhed lige under de febrilske øjne. I en film, der udelukkende udspiller sig i to lejligheder, er skuespilpræstationerne mere end almindeligt afgørende, men heldigvis er kemien mellem Dyrholm og Dencik i top.

Mikkel Boe Følsgaard og Trine Dyrholm i ‘Arvingerne’.

2. ’Arvingerne’

Kølige, nøjeregnende, smålige, sjove og forførende Gro i DR-dramaserien ’Arvingerne’ er en drømmerolle af dybt menneskelig kompleksitet, der over tre sæsoner lader Trine Dyrholm komme hele registret rundt – i perfekt samspil med kollegerne Mikkel Boe Følsgaard som lillebror Emil og især Carsten Bjørnlund som storebror Frederik, hvis værste knapper Gro trykker på med kirurgisk præcision, som kun en søster kan. 

Dyrholm formidler med største naturlighed Gros autoritære karisma, der dominerer hvert et rum, hun træder ind i. Men hendes arrogance truer samtidig med at trække hende under, når hun forfølger snart hver en lystdreven impuls. Og i Dyrholms ekspressive øjne glimter frustrationerne under Gros skråsikre maske.

Gustav Lindh og Trine Dyrholm i ‘Dronningen’.

1. ’Dronningen’

May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge, er en af det 21. århundredes bedste danske film. Men Trine Dyrholms frygtindgydende gode præstation som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh… det er slet og ret en af de største skuespilpræstationer i dansk filmhistorie overhovedet. 

På et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens våde vildnis præsenterer Dyrholm først Anna som stjerneadvokaten, der uden videre skrupler bruger stedsønnen som en gateway til at frigøre sig hverdagsforudsigeligheden, og siden som en hundjævel, hvis empati og moral skrider ud over kanten, indtil kun magtliderligheden står tilbage.

Det er en uhyggelig, desperat udvikling (åndeligt beslægtet med ’Arvingerne’s Gro), men samtidig et totalt overbevisende portræt, når Dyrholm krænger sin sjæl ud med et nærvær, så man selv kan mærke hendes ånde i ansigtet. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af