Er der noget, Trine Dyrholm ikke går op i, er det at lefle for sit publikum.
Danmarks mest prisbelønnede skuespiller, dronningen over dem alle, har spillet fængslet barnemorder i Annette K. Olesens dogmefilm ‘Forbrydelser’, pågående og uetisk dokumentarist i Åke Sandgrens ‘Fluerne på væggen’ og seksuelt søgende single, der indleder et forhold til sin transseksuelle underbo i Pernille Fischer Christensens ‘En soap’.
I Simon Stahos ‘Daisy Diamond’ spiller hun en filminstruktør, der udnytter sin magtposition til at knalde Noomi Rapaces desperate hovedperson med en penisattrap. Og netop nu er hun aktuel som den svenske skuespiller Mikael Persbrandts »kunstneriske, intelligente og grænsesøgende« side i Anna Odells metahybriddokumentar ‘X&Y’.
Rollen som advokaten Anne, der forfører sin 17-årige stedsøn, i May el-Thoukys drama ‘Dronningen’ er nok alligevel den 46-årige skuespillers mest grænseoverskridende til dato. For de fleste er dét bare en grænse, man ikke overskrider. Ikke desto mindre smækker filmen det seksuelle forhold mellem en teenager og en moden kvinde lige op i synet på os gennem nogle stærkt grafiske sexscener.
For Trine Dyrholm handler rollevalget ikke om at provokere, men om at undersøge menneskets mange sider og udfordre sig selv som kunstner. Hun synes, det er »begrænsende« og »kedeligt« at tænke over sit image, men er alligevel i disse dage lidt nervøs for publikums reaktion. Hun lader sig dog ikke kyse for alvor. Når valget skal tages, vælger hun udfordringen på trods af sin frygt for både modtagelsen og sin egen formåen.
»Det er sjovere at satse. Jeg vil hellere have ondt i maven nu op til premieren og tænke, uh, gad vide, hvordan denne her film bliver modtaget, end jeg vil føle tryghed. Jeg har aldrig haft en følelse af, at jeg bare har leveret, for der er altid en komponent af usikkerhed. Med ‘Dronningen’ havde jeg det sådan, at jeg simpelthen ikke vidste, om jeg kunne spille rollen hjem«, siger Dyrholm, da vi møder hende i fotograf Petra Kleis’ studie på Østerbro.
Menneskets skyggesider
Hun sagde først og fremmest ja til rollen, fordi det var instruktør May el-Thouky og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne, som hun arbejdede sammen med på kærlighedskomedien ‘Lang historie kort’ fra 2015, der spurgte. Og så var hun nysgerrig efter at finde ud af, hvad der foregik inde i karakteren Annes hoved – en succesfuld kvinde med mand, tvillingedøtre, advokatforretning og et stort hus i Nordsjælland, der sætter det hele på spil, da hendes mands svenskboende søn Gustav flytter ind.
»Jeg synes, det er vigtigt at portrættere alle sider af mennesket, også de usympatiske, de ensomme og de længselsfulde – skyggesiderne. Jeg synes ikke, man behøver være enig i en karakters handlinger, men man skal sørge for, at publikum forstår, hvad der foregår inde i det her menneske. De fleste mennesker har jo en grund til at handle, som de gør. Enten fordi vi er kodet til det gennem arv eller miljø, fordi vi forsøger at gøre noget godt eller prøver at overleve. Men vi kan jo også være drevet af vores drifter«.
Dyrholm mener ikke, at en film skal give alle svarene og tror ikke på en enkelt sandhed. Hun har »alle mulige ideer« om, hvad der får Anne til at indlede forholdet.
»Jeg synes, der er en meget stor ensomhed og en meget stor længsel efter at høre til og efter at finde sig selv i alle tre karakterer. Jeg tror, Gustav aktiverer noget hos hende, som er tabt land fra hendes ungdom. Eller måske noget, hun aldrig har fået udlevet, fordi hun har haft travlt med at være voksen«, siger Trine Dyrholm.
Fra den kvindelige krænkers perspektiv
Flere film har beskæftiget sig med unge mænd, der udvikler seksuelle forhold til modne kvinder, men som regel skildres forholdene fra den unge mands synspunkt – for eksempel i ‘The Graduate’, ‘Den kroniske uskyld’, ‘Lærerinden’ og ‘The Reader’.
»Formen kan blive mere romantiseret, når historien fortælles fra drengens perspektiv, fordi der er noget lidt spændende over det«, siger Dyrholm.
‘Dronningen’ giver et nyt perspektiv på ulige seksuelle forhold dels ved at fortælle fra den ældre forførers – eller krænkers – perspektiv. Og dels ved at lade krænkeren være kvinde. Havde det været en mand, der var gået i seng med sin teenage-steddatter, havde vi som tilskuere formentlig hurtigt fordømt ham som en led stodder. Men vi er faktisk med Anne ret langt af vejen.
»Jeg ved ikke, om vi ser mildere på hende, fordi hun er en kvinde, men vi ser i hvert fald anderledes på hende, når det er en ung fyr. Det er et spændende grænseland. Og det har været interessant for mig at opleve, at både mænd og kvinder er kommet hen til mig efter filmen og fortalt, at de har identificeret sig kraftigt med karakteren og været overrasket over, at de var med hende hele vejen«.
Filmens ironi er, at Anne er en meget idealistisk advokat, der netop hjælper børn og unge i sager om vold og voldtægt. Et eksempel på, at det kan være svært at udleve det, man prædiker.
»Det er meget genkendeligt, at vi har nogle idealer, som vi indimellem svigter. Jeg tror, det er en evig menneskelig konflikt, at vi vil noget og gør noget andet, fordi vi er drevet af mange forskellige ting. Jeg oplever Anne som idealistisk af et rent hjerte, men i løbet af filmen bliver hendes superpower hendes akilleshæl, fordi hun pludselig kan bruge sine evner og sit overblik på en anden måde, end hun egentlig står for«, siger Dyrholm.
Altid underligt at lave film
Sexscenerne kan virke grænseoverskridende, fordi de er lange og udpenslede og ofte hårde som udtryk for parrets magtdynamikker. For Trine Dyrholm var det vigtigt, at scenerne havde en funktion i historien og fortalte, hvor karaktererne er i det øjeblik. Og at de var professionelt tilrettelagt og storyboardet ned til mindste detalje.
»Når der er tale om en konkret scene, hvor man ikke selv skal digte, undgår man, at det bliver privat. Så er det faktisk næsten som at lave en stuntscene. Selvfølgelig er det vildt at optage sådan nogle scener – men det er også vildt at lave sammenbrudsscener eller slåskampscener. Fordi alt var så tilrettelagt og kontrolleret, føltes det som et trygt arbejdsrum, der gav os frihed til at spille.
Gustav er ældre i virkeligheden end i filmen, han var 22, da vi optog. Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at han er en ung fyr og jeg en ældre dame i forhold til filmerfaring. Men det var slet ikke nødvendigt at tænke det, for han var super professionel fra dag ét, og det hjalp, at vi hurtigt blev gode venner og kunne slappe af og grine sammen«, fortæller Trine Dyrholm.
At optage en sexscene er ikke noget, »man bare lige gør«, siger hun. Men det gælder sådan set hele filmprocessen.
»Det er i det hele taget underligt at lave film. Så står der et kamera dér, og så skal du bryde sammen. Det at lave film er i forvejen grænseoverskridende, selvfølgelig mere eller mindre afhængigt af, hvad man skal i en scene. Men selve setuppet er jo absurd. Sexscener er usexede, for der står et kamera dér og er en boomstang dér, du skal passe på ikke at få i hovedet. Du skal være dækket til bestemte steder, og måske har du paryk på. Der er alle mulige komponenter at tage sig af, som betyder, at det, vi foretager os, bygger på noget, vi forestiller os. Vi er på arbejde«.
Trine Dyrholm smiler, da jeg siger, at instruktør May el-Thouky har beskrevet Trine Dyrholm som »frygtløs«. Det er i så fald også til instruktørens ære, mener hun.
»Jeg kan kun være frygtløs, hvis jeg føler mig tryg. Når hun siger sådan, vil jeg sige, ja, men instruktøren har også skabt plads til at være frygtløs. Jeg følte, at jeg blev grebet. Når jeg ikke føler det, er det ikke så sjovt at være frygtløs, og så passer jeg bedre på mig selv. Men det er sjovt at turde, når jeg føler, at andre også er med på at turde, og at de er dygtige«, siger hun.
Livet er stort, hvis vi gør det stort
Dyrholm er ikke helt enig i min konstatering af, at ‘Dronningen’ er udtryk for hendes tendens til at vælge grænsesøgende roller. For hun spiller jo også alle mulige andre slags roller. For hende er muligheden for at undersøge en kompleksitet alfa omega.
»Jeg kan godt lide modsætninger. Jeg kan godt lide, når det ikke er straight forward. Jeg kan godt lide, når det bliver meget komplekst, og når jeg selv bliver i tvivl om, hvad der foregår inde i det menneske«, siger hun.
Har du bevidst prøvet at bryde med det pæn pige-image, du havde som ung?
»Det ved jeg ikke. Jeg tænker ikke så meget over det«.
Du er jo også en meget yndig kvinde…
»Det troede du«.
Og så spiller du tit nogle modsætninger, der kører på nogle andre energier end det yndige og bliver mere maskulin?
»Det er dejligt. Så kan man afreagere lidt. Jeg er ikke interesseret i at sætte ting i bås. Jeg synes, livet er stort, hvis vi gør det stort. Måske er man en pæn pige i dag og noget andet i morgen. Vi er alle sammen alt muligt forskelligt, og det er det, jeg synes er så spændende ved mennesker og derfor, jeg føler mig heldig over at få lov til at lege alle mulige liv og have parallelle verdener kørende.
Privat er jeg alle mulige ting, afhængigt af hvilken situation jeg står i, og hvad jeg slås med den dag. Selvfølgelig er der en sandhed i, at vi er noget mere end noget andet, men jeg bliver altid overrasket, når jeg møder mennesker. Jeg har tiltro til, at folk altid har mere at byde på. Der er altid en anden sandhed«.
Hun tænker lidt.
»Man kan godt sige, at jeg er kommet til at fylde mere i mig selv og har fået større armbevægelser. Måske var jeg lidt mere fynsk og på listefødder, da jeg var yngre. Jeg føler mig mere tro mod hele mig nu. Det handler lige så meget om modenhed – at jeg har nogle sider, jeg ikke har turdet udfolde før senere i livet.
Når jeg tænker tilbage, kan det det sagtens være, at jeg har haft behov for at udforske nogle af de sider også professionelt. Men jeg har altid været interesseret i modsætningerne i for eksempel at have en kvinde, der er meget maskulin og så finde ud af, hvor hun er sårbar, hvor hun er mega sej, hvor hun er en dårlig mor og så videre«.
Du virker som en skuespiller, der godt kan lide udfordringer?
»Ja, jeg har det sjovest med at skulle oppe mig hele tiden. Og at det er lidt svært. Det tænder mig. Hvis jeg har gjort noget for mange gange, får jeg lyst til at prøve noget andet eller i hvert fald fylde noget andet i det. Jeg prøver også at sige, at det er lige så meget mit ansvar at putte kompleksitet i rollerne«.
Rollen er ikke bedre, end du gør den til?
»Nej, eller det vi gør den til sammen. Du behøver ikke hele tiden kun spille det, der står på papiret. Det spændende ved at møde nye instruktører er at finde ud af, hvad deres vision er, og så prøve at være med til at løse den opgave«.
Ud med selvbevidstheden
Samme undersøgende form kendetegner Trine Dyrholms teknik, som hun kalder »det bevidste ubevidste«. Selvom hun er »sindssygt forberedt« på sine scener og i ‘Dronningens’ tilfælde havde gennemgået et langt prøveforløb, forsøger hun at gå ind i arbejdet med et åbent udforskende tankesæt.
»Jeg prøver at tvinge mig selv til at tænke, ‘gad vide, hvordan Anne vil reagere, når han siger sådan her?’. Jeg ved, at hun bliver sur, men ikke hvordan hun bliver sur. Om hun skammer sig, eller hun pludselig får ondt i maven. Det kan se ud på mange måder, og jeg prøver at lede efter det. Det er en måde at tricke mig selv til at stille mig åben i stedet for at være bevidst«, forklarer hun.
»Det er det samme i forhold til forfængelighed: Hvis jeg er for bevidst om, hvordan jeg ser ud udefra, eller hvad jeg vil levere, så leverer jeg ikke særligt godt. Når spillet bliver for styret eller kontrolleret, bliver det tit uinteressant«.
Forfængeligheden har hun også lært at smide fra sig i opgaverne uden om filmen: Som at stå på den røde løber eller som nu stille op til et fotoshoot. Hun virker afslappet og ublufærdig, leger med på fotografens anvisninger, danser rundt i studiet og smider et karatespark efter kameraet. Hun skifter ugenert tøj foran fotograf, stylist, moderedaktør og journalist og griner af, at hendes bryster bliver mærkeligt mast i en gennemsigtig skjorte.
»Jeg synes faktisk, billeddelen er ret sjov, fordi man kan lege og være nogle andre«, siger hun.
»Man skal turde krukke lidt. Det er ligesom, når man står på en rød løber, der skal man også spille fiktionen om, at nu er jeg filmstjernen. Hvis man tager sig selv for højtideligt, duer det ikke, for så ser man sig selv udefra. Sådan er det også, når man spiller skuespil: Hvis man hele tiden skal ud at tjekke, om man har dobbelthager, når man griner, duer det ikke«.
Én ting overvejer hun dog i forhold til sin såkaldte »position« og »image«, som journalisten spørger insisterende ind til. Og det er sit ansvar over for publikum.
»Fordi jeg har været i branchen så længe, føler jeg, at jeg har et ansvar for at lave noget ordentligt. Der skal være kvalitet i det, man tilbyder publikum. Det behøver ikke være super dybt, men man skal gøre sig umage hver gang. Dét er måske mit image«.
5 stjerner til ‘Dronningen’ – læs anmeldelsen