‘Tatami’: Sort-hvid judofilm er et nervepirrende og vigtigt sportsdrama
I judo er det en taktik, lærte jeg i ’Tatami’, at udmatte sin modstander. Man kan vælte sin modstander med ét kontrolleret, hurtigt og voldsomt greb, eller man kan bruge armlås og kvælertag til at nedbryde dem eller få dem til at overgive sig.
I dette betændte sportsdrama er begge strategier i spil både på og uden for judomåtten, der i fagsprog hedder en tatami.
På måtten står Leila Hosseini (Arienne Mandi). Hun er Irans store medaljehåb, og der er store forventninger til hende, ikke mindst fra hende selv. Hun er klædt i den klassiske, hvide judodragt og en tætsiddende hætte, der fungerer som hijab. Sammen med sit hold og sin træner Maryam (spillet af Zar Amir Ebrahimi, som er en af filmens to instruktører, og som tidligere har fået stor anerkendelse for sin rolle i ’Holy Spider’) er hun taget til VM i judo i Tbilisi i Georgien.
Det viser sig hurtigt, at hun er i absolut topform, takket være sin træners støtte og sin selvopofrende tilgang til sin sport. Kort inden sin første kamp får hun at vide, at hun er 300 gram over sin vægtklasse. Hun sætter sig på en motionscykel og skiller sig af med den nødvendige kropsvæske på 20 minutter.
Men uden for måtten begynder Maryams telefon at ringe konstant. For med sin topform risikerer Leila at ende i finalen, hvor hun kan komme til at stå over for en israelsk modstander. Derfor ringer den iranske judoforening med en ordre: Leila skal påstå, at hun er skadet og omgående trække sig.
Arabiske lande har i mange virkelige tilfælde boykottet eller undgået at stå over for Israel i protest, eller fordi de ikke anerkender Israel som stat. I ’Tatami’ går Iran skridtet videre, som landet også har gjort i virkeligheden, og truer med store konsekvenser, hvis Leila bliver i konkurrencen.
Det skulle ikke være nødvendigt med mere end det ene stød. Men Maryam og Leila reagerer ikke, og derfor begynder en lang kamp for at få kvinderne til at overgive sig.
’Tatami’ er instrueret af israelske Guy Nattiv og iranske Ebrahimi og er dermed det første instruktørsamarbejde nogensinde mellem en israeler og en iraner. Dette umage instruktørpar bidrager kun til følelsen af, at filmen placerer sig et helt vildt sted i det aktuelle globalpolitiske klima, midt i enorme demonstrationer og protestaktioner for kvinderettigheder i Iran og Israels voldelige konflikt med alle.
Det er værd at bemærke, at filmen er lavet inden begivenhederne i Israel og Palæstina det sidste år. Men hvis man er interesseret i de storpolitiske linjer – som i disse dage er svære at ignorere – er det spændende, hvordan den israelske judokæmper, som kun optræder meget kort, bliver en form for symbol på Israel som kile mellem både gode og onde aktører i regionen.
Men det er kvindesagskampen og spørgsmålet om værdighed i mødet med et undertrykkende styre, som er omdrejningspunktet i ’Tatami’, smukt filmet i sort-hvid og med flot skuespil. Jeg sad på det yderste af sædet, hver gang Leila kæmpede for at tvinge sin modstander i gulvet på måtten overvåget af iranske agenter.
Værdighed er et vigtigt ord her, for det er langt fra en simpel offerfortælling. Leila træffer valg, der kan være svære at fatte set i lyset af konsekvenserne. Men det bliver det kun mere interessant af, hvis man for eksempel har et ønske om at forstå, hvordan nogen kan få modet til at gøre det, en kvinde i Iran for nylig gjorde, hvor hun optrådte i offentligheden kun i undertøj i protest mod regimet.
Selvfølgelig giver ’Tatami’ ikke alle svarene. Men der er steder, hvor spørgsmålene får lov til at være lidt for åbne – for eksempel når det gælder dem, der befinder sig i Iran under judoturneringen.
At vælge denne styrkebaserede kampsport som ramme for fortællingen om kvindekampen i Iran gør dog stadig ’Tatami’ til en unik og vigtig film om modstand.
Kort sagt:
En sort-hvid judofilm om den iranske kvindesagskamp? En uventet sammensætning, som bliver til et nervepirrende og vigtigt politisk sportsdrama.