Jim Carrey afbrød storladne pensionsplaner for ‘Sonic the Hedgehog 3’, fordi han havde »brug for pengene«

Jim Carrey afbrød storladne pensionsplaner for ‘Sonic the Hedgehog 3’, fordi han havde »brug for pengene«
Jim Carrey. (Foto: Axelle/Bauer-Griffin/FilmMagic/Getty Images)

Jim Carrey meddelte i 2022, at han var »ret seriøs« omkring at gå på pension efter sin rolle i ‘Sonic the Hedgehog 2’, fordi han ikke manglede noget.

»Jeg kan virkelig godt lide mit stille liv. Jeg kan virkelig godt lide at plastre maling på et lærred, og jeg elsker mit spirituelle liv. Jeg har en fornemmelse af – det her kommer du aldrig nogensinde til at høre en anden kendis sige – at jeg har nok. Jeg har gjort nok. Jeg er nok«, fortalte skuespilleren i sin tid.

Det trodsede han dog hurtigt for endnu en rolle som skurken Dr. Robotnik i den tredje ‘Sonic the Hedgehog’, som får biografpremiere i slutningen af december.

Til gengæld er skuespillerens forklaring på returen ganske ærlig.

I et videointerview på den røde løber med Associated Press, som de har delt på X, konfronterer en journalist Carrey med sin tidligere udmelding om, at han kun ville vende tilbage til faget, hvis han modtog et manuskript af en særlig kaliber.

»Det kommer an på, om englene kommer ned med et manuskript skrevet med guldblæk, der fortæller mig, at det vil være rigtig vigtigt for folk at se det. Så kan det være, jeg fortsætter ned ad den vej. Men jeg tager en pause«, lød det mere præcist tilbage i 2022.

I 2024 kalder skuespilleren sine pensionsløfter for »overdrevne« og medgiver, at det ikke var guldblæk, som var drivkraften.

»Jeg kom tilbage til universet, fordi jeg får lov til at spille et geni, hvilket er at stramme den. Og du ved, jeg har købt en masse ting, og jeg har ærlig talt brug for pengene«, forklarer han.

‘Sonic the Hedgehog 3’ får premiere 25. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af