‘Squid Game’ sæson 2: Netflix’ sadistiske gameshow rammer nyt niveau af ondskab i medrivende fortsættelse
Streaminggiganterne havde kronede dage under covid-19-pandemien, da menneskeheden kollektivt var bundet til hjemmets fire vægge og klistret fast til sofa-tv-kombinationen, mens konkurrencen fra biograferne var elimineret.
Med succeser som ‘The Queen’s Gambit’, ‘Tiger King’, ‘Midnight Mass’, ‘Arcane’, ‘Shadow and Bone’ og ‘Bridgerton’ var Netflix den helt store frontløber på underholdning i den periode.
Kronen på værket var sydkoreanske ’Squid Game’, der med sin velsmurte blanding af dystopisk satire, chokerende vold og sitrende spænding blev et overraskende hit for streamingtjenesten.
Nu er anden sæson så landet efter lidt over tre års ventetid. Og var man en af dem, der frygtede, at Hwang Dong-hyuks arsenal af diabolske børnelege var blevet tømt i slutningen af første sæson, kan man godt tro om igen.
Et nyt kuld af forgældede Squid Game-deltagere (samt et par velkendte ansigter) står nemlig klar til at indtage rampelyset i sæson 2, hvor børnelegene rammer et nyt niveau af ondskab.
Handlingen foregår tre år efter begivenhederne i første sæson, hvor Seong Gi-hun (Lee Jung-jae) trak sig sejrrigt ud af Squid Game. Skyldbetynget over de mange afdøde medspillere, der måtte lade livet undervejs, beslutter han sig for at satse hele butikken på at finde frem til spillets dukkeførere.
Med sin nye formue i ryggen søger Gi-hun hvileløst efter øen, hvor spillet afholdes, men bagmændene viser sig at være aldeles omhyggelige og snu, hvilket konstant forhindrer hans plan. Til sidst ser han sig nødsaget til atter at tilmelde sig spillet. Denne gang er det dog ikke med pengepræmien for øje, men derimod et håb om at sætte en endegyldig stopper for det sadistiske gameshow.
Mens anden sæson af ’Squid Game’ bestemt genbruger visse elementer fra første sæson, er den alt andet end en kedelig reprise af de bedste øjeblikke.
Den ulmende intensitet i hver dødelig leg er til at stikke sig på, og man sidder igen på kanten af sædet, når Gi-hun og de nye spillere kæmper for deres liv – velvidende at det mindste fejltrin resolut veksles til et nakkeskud fra de ansigtsløse vagter klædt i lyserødt.
Uden at spoile noget overgår særligt én leg i denne sæson seriens foregående. Scenen er imponerende iscenesat af Dong-hyuk. Legen anvender både isnende versioner af normalt uskyldige børnesange, et imponerende produktionsdesign og hektisk neon-farvet strobelys.
Lee Jung-jae leverer igen en stærk præstation som Gi-hun, men denne gang er hans rolle primært præget af en blanding af modenhed (som ikke just var karakterens kendetegn i første sæson), mod og seriøsitet. Hans udvikling er troværdig og overbevisende, og man er med ham hele vejen.
Også resten af castet bugner af talent og mindeværdige biroller, såsom den afhængighedsramte musiker med det velklingende navn Thanos (spillet af K-pop-idolet T.O.P), ’Train to Busan’-stjernen Gong Yoo, der atter spiller den mystiske recruiter, der hvervede Gi-hun til spillet i første sæson, samt Lee Byung-hun, som agerer spillets iskølige front man.
Desværre parkeres visse karakterer en smule for meget på sidelinjen – herunder Wi Ha-joons politibetjent Hwang Jun-ho, som ellers var en helt central brik for fortællingen i første sæson. Her bliver han marginaliseret en kende for længe, særligt i sæsonens sidste par afsnit.
Slutningen trækker generelt en smule ned, da handlingen forceres frem mod den foreløbige cliffhanger, der leder op til tredje og sidste sæson.
I forhold til resten af sæsonens velsmurte fortælling og højintense spænding omkring de dødbringende lege, der stadig gør serien umådelig seværdig, kan den actionfyldte finale med lidt for meget fokus på generisk krydsild og maskingeværer ikke helt undgå at føles som en lidt undervældende konklusion på den ellers stærke sæson 2.
Kort sagt:
Trods enkelte fejltrin nær slutningen er anden sæson af Hwang Dong-hyuks dystopiske ’Squid Game’ lige så visuelt indbydende, velspillet og kreativt fortalt som hitseriens gennembrudssæson.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.