Den kommende film ‘Opus’ er en krydsning af ‘Blink Twice’ og ‘The Idol’ med ‘The Bear’-stjernen Ayo Edebiri i front. Sådan ser det i hvert fald ud i horrorkomediens første trailer, der ifølge Deadline netop er landet.
Edebiri spiller journalisten Ariel, der får muligheden for at deltage i en særlig lytte-session hos den mystiske musikstjerne Moretti, spillet af John Malkovich, der er på vej med et comeback.
Besøget i den kultlederagtige mands palæ er fra start temmelig creepy. Ariel føler sig konstant overvåget, og hun bliver sågar bedt om at fjerne sin »dame-have«, da Moretti »kræver, at alle er glatbarberede«.
På rollelisten finder man også ‘The White Lotus’-stjernen Murray Bartlett, Juliette Lewis, Young Mazino (‘Beef’) og Amber Midthunter (‘Prey’).
Bag ‘Opus’ er produktionsselskabet A24 og den debuterende instruktør og manusforfatter Mark Anthony Green.
Filmen får amerikansk premiere 14. marts. Det vides endnu ikke, hvornår den kommer til Danmark.