MENNESKET VS. NATUREN. Werner Herzogs hovedværk ’Fitzcarraldo’ summer af storhedsvanvid allerede fra det indledende citat:
»Skovindianerne kalder amazonejunglen for ’landet, i hvilket Gud aldrig blev færdig med skabelsen’. De siger, at først når menneskene er forsvundet, vender Han tilbage for at fuldende sit værk«.
’Fitzcarraldo’ er i simple træk en film om en afsindig mand, der vil slæbe et 320 tons tungt skib over et bjerg i Amazonas jungle – lavet af en afsindig mand ved at slæbe et 320 tons tungt skib over et bjerg i Amazonas jungle.
Den legendariske tyske instruktør Werner Herzog er tosse nummer to, som i 1982 skabte en umulig film, hvori tosse nummer et, den lige så tyske og mere absurde skuespiller Klaus Kinski, spiller en vanvittig entreprenør, der er besat af idéen om at opføre et operahus i junglen og har planlagt at finansiere eventyret ved at finde vej til et uberørt område, hvor han kan tappe gummi fra træerne.
Problemet er bare, at området er helt utilgængeligt, medmindre man er tilstrækkeligt blød i bolden til at glide mod strømmen.
Vi befinder os i Imperialismens storhedstid. Sydamerikas peruvianske amazone-jungle er en plukkemoden gummi-guldgrube for mænd i lange ridestøvler og hvide habitter. Fitzcarraldo er også imperialist og forretningsmand, men han er mest af alt en drømmer.
Hans første projekt stødte på grund: en togbane igennem junglen. Da filmen begynder, lever han af at sælge is uden smag til et land, som aldrig har frossent vand, og da vi ser ham første gang, kommer han roende i en lille båd på vej til en operaforestilling med den italienske tenor Enrico Caruso, som han forguder.
Han har roet så hårdt, at håndfladerne er revet til blods, og selvom han kommer for sent, bliver han allernådigst lukket ind til den eksklusive forestilling, der udmunder i et crescendo, hvor Caruso peger ud mod publikum.
»Han peger på dig«, siger Fitz’ kone.
»Ja, han peger på mig«.
Drømmeren stævner ud
Fitz er udvalgt, synes Fitz. Det er hans skæbne at bygge en opera i junglen, og Caruso skal indvie den. Men drømme er skrøbelige over for kapitalens faste former.
Gummi – det ved man, hvad er. Kun en idiot sælger is til et land, hvor råvarerne smelter, og kun en tosse kan tro, at operaens svulstighed vil blive værdsat i en urskov, der huser hovedjægere og »bar-numser«, som imperialisterne kalder de indfødte.
Men Fitzcarraldo er ikke interesseret i, hvad der kan lade sig gøre. Han lever for sine visioner og underholder de indfødte børn (og en gris) med musik fra pladespilleren. Da han sætter grammofonpladen på til en fest hos de hovedrige, opstår der imidlertid et skænderi. Ingen af de magtfulde interesserer sig for musikken, og Fitz bliver smidt ud, men falder i god jord hos en enkelt gummibaron, der sælger ham en næsten 40 meter lang teaterbåd med en Revisor-Kurt’sk armslængde til ansvaret for projektets succes. (›»Jeg er til rådighed. Klart. Det er jeg. Hej«.)
I virkeligheden er gummi-baronen mere interesseret i at se Fitz fejle spektakulært, men i modsætning til Copenhagen Showboat fra ’Klovn’ har drømmeren ikke tænkt sig at blive ved molen. Han stævner i stedet ud med sin besætning, to dusin mænd og en fordrukken kok, en krigerisk maskinoperatør og en erfaren kaptajn, sejler mod strømmen ad Amazonflodens afvigende vandåre, Pachitea, til det punkt, hvor den ligger tættest på den parallelt løbende Ucayali.
På vejen stopper de ved et missionærhus og bliver forplejet af to katolske præster. Det går godt med at omvende »indianerne«, siger de. Bortset fra de gamle. For stammens ældre tror stadig på »… idéen om, at vores liv er en illusion, bag hvilken drømmenes virkelighed ligger gemt.’
Fitz lyser op.
»Den slags er jeg meget interesseret i«.
En vanvittig vision
Det er besætningen ikke. Da de hører de indfødtes trommespil fra den tætte bevoksning langs flodkanten, stikker de af i redningsbådene. Fitz gør noget andet, stiller sig i stævnen af skibet og sætter Caruso på grammofonpladen, så den gjalder ud af messingparaplyen og bader junglen i opera.
Problemet er, at der kun er fire mænd tilbage på båden. Projektet er gået i vasken, det er en katastrofe – også økonomisk. Men da de forsøger at vende om, har de indfødte spærret vejen, og nu kravler de om bord på båden og omringer kokken, maskinmesteren, kaptajnen og drømmeren med deres spidsede spyd og malede ansigter. Men det er det. De gør ingenting.
Kokken, der taler begge sprog, fortæller Fitzcarraldo, at de indfødte har et sagn: »I ti generationer har de ledt efter en hvid gud i en hellig båd«. En gud, der vil give dem et land uden sorg og død.
Det er Fitz, der er den hvide gud, som kommer med Carusos stemme og hverver indianerne til den vanvittige opgave: At slæbe båden over bjerget. Imod al forventning tager de imod. Det viser sig, at Fitz i virkeligheden deler sine drømme mere med de indfødte end sine kyniske landsfæller, der kalder ham for ubrugelighedens conquistador.
’Conquistador of the useless’ er også titlen på den bog, som Werner Herzog skrev om processen bag filmen, der var det veritable vanvid. Klaus Kinski blev tiltagende eksplosiv, junglen var nådesløs, og filmholdet blev overfaldet af en stridende stamme, der skød en pil igennem halsen på et besætningsmedlem (han overlevede). Herzog var den mest afsindige af dem alle: i det historiske forlæg slæbte den peruvianske baron, Carlos Fitzcarrald, ganske rigtigt en båd over bjerget, men denne båd vejede en tiendedel af Herzogs pram og blev skilt ad og samlet på den anden side.
Herzogs vision er ikke fornuftig. Den er vanvittig og smertefuld. Men ligesom Fitz’ handler Herzogs projekt hverken om penge eller ressourcer. Den sigter efter frembringelsen af skønhed. Vi skal se den enorme båd blive slæbt over bjerget, selvom det volder alle implicerede store smerter – i filmen såvel som i skabelsen af den. Men billedet af båden over bjerget er afgørende.
Poesien dvæler i jagten på det umulige: at trodse naturen og de fysiske love – guds skikke – som en oldgræsk protest mod selve begrænsningens lovmæssighed. Som den franske forfatter Michel Houellebecq engang skrev: ”De første poetiske skridt består i at vende tilbage til oprindelse. Det vil sige: til lidelse.”
Modet til at turde det umulige
Denne fornuftsløse smerte afspejler sig også i naturen, som omgiver filmen. En natur, som Herzog på en gang afskyede og var henført af. Som han siger i dokumentaren ’Burden of Dreams’, der følger filmholdet under skabelsen af ’Fitzcarraldo’ (en slags tvillingebror til ’Hearth of Darkness’):
»The trees here are in misery. The birds are in misery. I don’t think they sing; they screech in pain (…) It’s an unfinished country (…) It’s like a curse weighing on the entire landscape. (…) It’s a land, that if God existed, he had created in anger. There is no real harmony as we have conceived it. But when I say this, I say it full of admiration for the jungle. It is not that I hate it. I love it. I love it very much. But I love it against my better judgement«.
Herzogs ulogiske vision er ikke en kamp mod naturens brutalitet, men en slags rivalisering med dens opulente lidelse gennem menneskets egen smertefulde higen efter den kolossale bedrift. Den samme eksplosive skabertrang, som fik Howard Hughes til at skabe en 136 tons flyvende maskine og en gruppe af fysikere til at bygge en 27 kilometer lang partikelreaktor 100 meter under den schweiz-franske grænse, bare for at se hvad der ville ske, når to partikler kolliderede. For opdagelsen, udforskningen og sprængningen af den yderste grænse.
For mennesket er tættest på det oprindelige, når vi spejler naturens formålsløse ærgerrighed, som en ukrudtsspire, der gennemtrænger asfalt – det, som Houellebecq engang kaldte for den ufornuftige higen efter bare at ville være til.
’Fitzcarraldo’ kan ses på Filmstriben og Blockbuster.