I 2016 gjorde Ben Affleck sig mest bemærket som ‘Battfleck’ i ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’, der desværre blev sablet ned af både kritikere og fans. Samme år blev hans passionsprojekt ‘Live by Night’ langt fra den succes han havde håbet på.
Helt uden held var han dog ikke. For han havde også hovedrollen i en ret så succesfuld actionthriller: ‘The Accountant’ af Gavin O’Connor (‘Warrior’). En film Soundvenues anmelder (som dog ikke var helt henrykt) meget præcist kogte ned til: »James Bond møder Jason Bourne møder Batman møder Rain Man«.
Her spillede Affleck antihelten Christian Wolff, der grundet sin autisme, har fremragende evner til at finde systemer og sammenhænge, hvilket gør ham til en fantastisk revisor (læs: hvidvasker) og senere hen lejemorder.
Ni år senere er traileren til opfølgeren landet:
Da en af Wolffs bekendte bliver dræbt med ordene »find the accountant« på underarmen, må han træde i karakter, for at løse sagen. Med hjælp fra sin bror Brax og Marybeth Medina, kommer han på sporet af en hurtigtvoksende konspiration, der langsomt indvæver trioen i et hermetisk lukket morderisk netværk.
Udover Affleck og instruktør O’Connor er store dele af holdet gengangere i opfølgeren. Jon Bernthal spiller igen den dødbringende bror Brax, J.K Simmons genbesøger rollen som FBI-bossen Ray King og Cynthia Addai-Robinson fortsætter som agenten Marybeth Medina.
‘The Accountant 2’ har premiere 24. april.