‘Landsholdet – Drømmen om EM’: DR-dokumentar om kvindelandsholdet giver én lyst til at iføre sig klaphatten

‘Landsholdet – Drømmen om EM’: DR-dokumentar om kvindelandsholdet giver én lyst til at iføre sig klaphatten
'Landsholdet – Drømmen om EM'. (Foto: Michelle Francati)

Hvis nogen skulle være i tvivl, er dansk kvindefodbold i en enorm udvikling i disse år.

Danmark nåede helt sensationelt finalen ved EM i 2017, og mange af spillerne slår til daglig deres folder på de fornemste fodboldadresser rundt omkring i Europa. FCK’s kvinder har netop spillet foran et rekordstort publikum i Parken, hvor over 18.000 tilskuere overværede holdet rykke op i 1. division, og for et halvt år siden indførte Brøndby som den første danske klub fuldtidsprofessionalisme for deres kvindehold.

Det har med andre ord aldrig været mere væsentligt at følge kvindefodbold på dansk jord.

Netop det får vi anledning til i DR’s nye dokumentarserie, ’Landsholdet – Drømmen om EM’. Her følger vi landsholdets jagt på kvalifikation til den EM-slutrunde, der løber af stablen om et par uger. Gennem optagelser af spillere og trænerstab kommer vi ind bag kulissen og får et indblik i, hvad der foregår omkring holdet på de tidspunkter uden for kridtstregerne, hvor opmærksomheden ikke er stift rettet mod spillet på banen.

Resultatet er et fascinerende portræt af kvinder i elitefodbold, både med afsæt i det sportslige og på det personlige plan.

Tag for eksempel kvindernes forhold til moderrollen. Hvad gør man, når det biologiske ur tikker, og man når en alder, hvor børn begynder at blive et emne? Landsholdsveteranen Sanne Troelsgaard spillede i en årrække med tvillingesøsteren Lotte, der i 2019 stoppede karrieren for at stifte familie. Selv har 36-årige Troelsgaard besluttet sig for at vente, til karrieren er slut.

‘Landsholdet – Drømmen om EM’. (Foto: Michelle Francati)

»Hvis jeg var 25 år i dag og kunne stifte familie, mens jeg var aktiv fodboldspiller, så havde jeg gjort det. Men da jeg var 25, lå det ikke i kortene«, forklarer hun. Et synspunkt, der deles af mange på holdet.

»På det danske kvindelandshold har man ikke set før, at spillerne bliver gravide og kommer tilbage«, forklarer 27-årige Rikke Marie Madsen. Ironisk nok sker netop det, og på mange måder bliver hendes oplevelser et vidnesbyrd om, at graviditet ikke er den karrieremæssige dødsdom, som det måske var før i tiden. Kontrasten i de to spilleres historier er en rammende illustration af den udvikling, sporten har gennemlevet.

Serien er dog stadig også en rendyrket sportsdokumentar. Vi følger udvalgte landsholdsspillere, og her bliver det lige så meget en karakterdrevet serie om en gruppe fodboldspillere, hvor helt universelle tematikker fylder. Fra utilfredshed i sin klub til familieforhold og skuffelsen over at blive fravalgt i startopstillingen.

‘Landsholdet – Drømmen om EM’. (Foto: Michelle Francati)

Det danske kvindelandshold har i årevis kæmpet for bedre vilkår, og derfor er det selvfølgelig vigtigt at anerkende og italesætte de forskelle, der er i sporten på tværs af kønnene.

»Jeg har arbejdet med både mænd og kvinder, og der er stor forskel på mentaliteten. Kvinder ransager sig selv, mens mænd skyder skylden på andre«, siger den herligt skånske landstræner Andrée Jeglertz.

Men kønsvinklen tager aldrig overhånd, for som titlen antyder, er ‘Landsholdet – Drømmen om EM’ mindst lige så meget en skildring af holdets bestræbelser efter at kvalificere sig til en slutrunde. Dokumentaren udmærker sig også netop gennem sit sportslige fokus, som når vi er til taktikmøder med trænerstaben, eller når kvalifikationskampene bliver gengivet som højdepunkter.

Og det er da også svært ikke at blive grebet af stemningen, når angriberen Amalie Vangsgaard scorer et drømmemål fra lang afstand. ’Landsholdet – Drømmen om EM’ giver én lyst til at trække klaphatten på hovedet og vifte med Dannebrog.


Kort sagt:
Kombinationen af et personligt og et sportsligt fokus gør ’Landsholdet – Drømmen om EM’ til en yderst velafbalanceret dokumentar om det danske kvindelandsholds vej til EM.

’Landsholdet – Drømmen om EM’. Dokumentarserie. Tilrettelæggelse: Nille Westh, Michelle Francati. Spilletid: 4 afsnit á ca. 30 minutter. Premiere: Kan ses på DR TV
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af