’Frankenstein’: Jacob Elordi er en monsterstor fejlcasting i Guillermo del Toros drøm af en film
FILM. De første, vi møder i Guillermo del Toros ’Frankenstein’, er Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas.
Og faktisk spiller danskerne en langt større rolle i den Netflix-producerede storfilm, end man lige skulle tro. De første mange minutter bliver der kun talt dansk!
Kaptajn Andersen og besætningen på hans togtskib, der også tæller Joachim Fjelstrup, er nemlig frosset fast langt nordpå, da de finder »en såret mand« på isen. Det er den etbenede Victor Frankenstein, hvis monster snart melder sin entré og smadrer besætningen med krav om at få udleveret sin herre, indtil Lie Kaas smadrer væsnet ned i isen.
Den actionfyldte start tager dog en drejning, så snart den svagelige Dr. Frankenstein tages i beskyttelse på skibet, hvor han fortæller sin historie. Og rummet og Kaptajn Lars Mikkelsens lyttende øre udvikler sig undervejs til en art terapibriks og skriftestol for både videnskabsmanden og det udødelige resultat af hans gudsbespottende plan om at skabe et nyt liv ud af døde kroppe.
Det er Guillermo del Toros store drengedrøm at filmatisere ’Frankenstein’, som han har identificeret sig så dybt med siden barndommen, at det har formet hele hans oeuvre. Det er godt nok første gang, han filmatiserer ’Frankenstein’ direkte, men det misforståede monster medvirker i de fleste af mexicanerens film fra ’Pans labyrint’ til Oscar-vinderen ’The Shape of Water’.
Han holder sig derfor også tæt op af Mary Shelleys forlæg i modsætning til James Whales klassiker fra 1931 med Boris Karloffs lidende øjne som det eneste vidnesbyrd om monsterets eksistentielle smerte.
Sådan er det ikke i denne ’Frankenstein’, hvor Jacob Elordis monster får så meget humanistisk genmæle, at det næsten kammer over.
Som med alt andet i filmen er det drevet frem af en voldsom kærlighed til det smukke i det, der egentlig er en tragedie. En skønhed og et rent hjerte, der gennemsyrer alle Dan Laustsens vanvittigt flotte billeder i filmen, der ligner alle de 120 millioner dollars, den har kostet at lave.
Det er luksuriøst eventyrligt at få hele Victor Frankensteins skabelsesberetning fra barnetraumer som baronsøn i Genève til videnskabelig rebel i Edinburgh og videre til borgen i bjergene, hvor han går i gang med at lege gud, og Oscar Isaac lykkes med at gøre ham til en lige så stor dramatisk skikkelse som monsteret.
Mia Goth sparker desuden tiltrængt feminin tæft ind i fortællingen som hans store kærlighed Elizabeth, der kort og godt udstiller, hvordan ’Frankenstein’ også handler om modermangel.
Der er ikke én grim CGI-flamme, alt er velfortalt og taktilt vækket til live med lige så stor ildhu, som manden lægger i sin skabning. Den eneste øjenbæ er dog også den allerstørste og måske vigtigste i hele filmen.
For Frankensteins monster er på én og samme tid for pænt og for grimt.
Normalt er jeg modstander af fænomenet iPhone-face: den meget idiosynkratiske idé om, at man kan se på nogle unge skuespilleres ansigter, at de aldrig har set en fastnettelefon og derfor er omvandrende anakronismer.
Men Jacob Elordi kommer desværre med en iboende glathed, der ikke helt kan vansires til en monstrøsitet. I hvert fald ikke én, der bliver rigtigt spændende at se på.
Da han fødes som et gigantisk kludetæppe af lig, er han både tonet og symmetrisk. Senere får han en lang millitærfrakke, støvler og langt fedtet hår, men ser mere kikset end uhyggelig ud, som et amalgam af Jim Morrison, ’Phantom of the Opera’ og Professor Filch fra Harry Potter. Og så er han udstyret med en stemme mørkere end Batman i et vortex, der gør det endnu sværere at tage alvorligt, når han taler.
Elordi kunne ikke have gjort det bedre. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt i sin karriere. Og jeg ved heller ikke om Andrew Garfield, som han overtog rollen fra ni uger inden optagelserne, havde været et bedre valg. ’Euphoria’- og ’Saltburn’-stjernen går bogstaveligt talt i giganters fodspor, men er og bliver en fejlcasting i min optik. Især i filmens sidste del hvor del Toro fyrer op for sentimentalitet nok til at smelte et helt ishav.
Sin manglende monstrøsitet til trods er ’Frankenstein’ stadig en drøm af en film. Især at se på. Og med sin på mange måder vellykkede mission om at hele den gotiske legende kan den meget vel røre mange nye små og store monsterbørn som del Toro selv.
Kort sagt:
Guillermo del Toros ’Frankenstein’ er en gennemført smuk filmatisering af en af kulturhistoriens ultimative monstre, hvilket næsten vejer op for Jacob Elordis fejlcastede version af den kendte skikkelse.
Anmeldt i forbindelse med verdenspremieren på Venedig-festivalen i august.