’Historien om Maria’: Man mærker ubehaget i genfortælling af Maria Schneiders filmhistoriske traume
Det er ærgerligt, at ’Historien om Maria’ ikke er en helt vildt god film. For historien om virkelighedens Maria fortjener bestemt at blive fortalt, hørt og set.
I en alder af 19 år landede den relativt uprøvede franske skuespiller Maria Schneider i start-70’erne den ene hovedrolle i en ny film af den hypede italienske instruktør Bernardo Bertolucci. Den anden hovedrolle indtog ingen ringere end Marlon Brando, tidens største filmstjerne.
’Sidste tango i Paris’ skulle være Schneiders store gennembrud, men blev snarere en forbandelse, der fulgte hende resten af livet og karrieren. Ved premieren i 1972 skabte filmen store kontroverser grundet sine grafiske sexscener, som også unge Schneider blev hængt offentligt ud for. Hun slap aldrig helt fri af rollen, der stadig er hendes mest kendte.
Først i nyere tid – efter hendes død i 2011 og i kølvandet på MeToo-bølgen – har omverdenen for alvor fået øjnene op for det overgreb, der fandt sted under optagelserne og blev foreviget på lærredet.
I filmens mest berygtede scene voldtager Brandos karakter Schneiders ditto bagfra med en pakke smør som glidecreme. Scenens voldsomme drejning stod ikke i manuskriptet, men var aftalt mellem Brando og Bertolucci på forhånd, mens Schneider blev holdt uvidende, så hendes chok, rædsel og tårer ville være ægte. Og det var de. Senere udtalte Schneider, at hun følte sig »voldtaget« af de to magtfulde mænd.
Instruktør og manuskriptforfatter Jessica Palud, der faktisk arbejdede som praktikant for Bertolucci tilbage i 00’erne under optagelserne til ’The Dreamers’, har påtaget sig opgaven at filmatisere Schneiders oplevelser før, under og efter overgrebet.
Hun tager udgangspunkt i 2018-bogen ’My Cousin Maria Schneider’, skrevet af kusinen Vanessa Schneider.
Anamaria Vartolomei (’Hændelsen’) gestalter med naturlighed den håbefulde og naive hovedperson, som i filmkunstens navn bliver udnyttet og siden ignoreret af kyniske Bertolucci, spillet af Giuseppe Maggio. Matt Dillon indtager rollen som Marlon Brando med en overraskende overbevisende, fysisk præstation.
Smørscenen er også med i sin forfærdende, ubehagelige helhed. Vi er i Marias sted under hele det rekonstruerede, ydmygende overgreb. Da Bertolucci har sagt »tak«, og Brando har rejst sig med ordene »det er bare en film«, bliver vi liggende hos hende på gulvet med bukserne trukket ned og tårer i øjnene. Vi mærker hendes smerte, mens ingen på filmholdet griber ind.
Fordi alle, der ser ’Historien om Maria’, på forhånd må kende til scenen, mærker man ubehaget allerede ved Marias første samtaler med Bertolucci. »Du er som et ubeskrevet blad«, siger instruktøren, og vi forstår, hvad han mener, før hun gør det: At han kan manipulere hende, som han vil.
I det hele taget giver filmen indtryk af, at mændene i Marias liv, inklusive hendes far og hendes agent, er fuldstændig ligeglade med hendes perspektiv og følelser. Både før og efter filmens premiere vil ingen lytte, når hun fortæller om overgrebet.
Et spirende kærlighedsforhold til den yngre kvinde Noor (Céleste Brunnquell) er faktisk det eneste lyspunkt i efterspillet til ’Den sidste tango i Paris’, hvor Marias karriere går i stå, og hendes hjerte truer med at gøre det samme som følge af et heroinmisbrug.
Desværre føles netop efterspillet overfladisk og uden samme dramatiske nerve som optakten og det voldsomme vendepunkt. Måske skyldes det, at Palud her forsøger at gennemgå en længere tidsperiode end i filmens første del, der tog sig god tid til at udfolde den skæbnesvangre filmproduktion med stor grundighed.
Der findes en deprimerende ironi i, at ’Historien om Maria’s anden halvdel føles som én lang udtoning, en udbygget epilog. For til tider føltes hendes liv i skyggen af traumet formentlig også sådan.
Måske kunne Palud have skelet en smule til en anden biografisk film om en traumatiseret kvinde i offentlighedens søgelys: Pablo Larraíns klasseeksempel ’Jackie’.
Modsat ’Historien om Maria’ fortæller den ni år gamle biopic om Jacqueline Kennedy ikke de fiktionaliserede, historiske begivenheder i kronologisk rækkefølge. Det giver en mere dynamisk fortællestruktur og understreger desuden, hvordan hovedpersonens traumefyldte erindringer bløder ind i nutiden.
Selvom ’Sidste tango i Paris’ er i centrum for ’Historien om Maria’, får man virkelig ikke lyst til at vende tilbage til 70’er-klassikeren efterfølgende. Nej, man får snarere mod på at udforske Schneiders øvrige filmografi, som endte ud i omkring 50 roller.
Jeg anbefaler at starte med Michelangelo Antonionis fremragende, underspillede thriller ’Profession: reporter’ fra 1975, hvor hun spiller over for Jack Nicholson.
Og jeg ser selv frem til at opstøve mere obskure titler som ’Merry-Go-Round’ af Jaques Rivettes, ’The Baby Sitter’ af René Clément og ’A Woman Like Me’ af Nouchka van Brakel.
Kort sagt:
Det biografiske drama ’Historien om Maria’ taber pusten i efterspillet til de ellers grundigt udførte, forfærdende rekonstruktioner af det virkelige overgreb begået mod Maria Schneider af Brando og Bertolucci.