I første sæson af Netflix-hittet ‘Nobody Wants This’ fandt en agnostisk podcastvært og en jødisk rabbiner kærligheden til trods for modstand i begges bagland.
Joanne (Kristen Bell) og Noahs (Adam Brody) forskelligheder gør det stadig til en betydelig udfordring at være et »vi« i den populære romcoms anden sæson. Det er tydeligt i første trailer, som Netflix lige har delt.
Her ser det nemlig ikke ud til, at parterne er helt afstemt, når det kommer til religion. Under et middagsselskab siger Joanne, at de vil lave en »tværreligiøs ting«, hvilket Noah tydeligvis ikke er med på.
Siden første sæson har ‘Nobody Wants This’ fået nye styrmænd. Seriens skaber, Erin Foster, og showrunner Craig DiGregio giver således stafetten videre til Jenni Konner og Bruce Eric Kaplan. Den nye duo både producerede og skrev manuskripter til Lena Dunhams ‘Girls’.
Vi må håbe, at anden sæson bliver lige så vellykket som forgængeren, der sidste år fik fem stjerner af Soundvenues anmelder Luna Ehlers.
De 10 nye afsnit lander på Netflix 23. oktober.
