’Wednesday’ sæson 2 del 2: Netflix-hittet er tilbage, mørkere og bedre end nogensinde
Tim Burton, Alfred Gough og Miles Millars skæve gyserkomedieserie ’Wednesday’ har alle dage været mere end crave-værdig.
Overlegen æstetisk sans, suveræne skuespilpræstationer, menneskekloge læresætninger om identitet og (ikke)eksistens – og jumpscares lige så velplacerede som The Addams Family’s ikoniske knips.
Altså, what’s not to like?
Men hvor serien tidligere har mindet om en elskelig bastard mellem ’Descendants’ og ’Sabrina the Teenage Witch’, er Netflix-hittet nu i sidste del af anden sæson blevet mørkere, mere morbid – og endnu bedre.
Jenna Ortega er stadig uovertruffen som gotikkens arrogante frontfigur. Hun har ligget i koma, siden hun i denne anden sæsons første del røg ud ad vinduet på en topsikret psykiatrisk institution, hvor Tyler (Hunter Doohan) – førsteelskende creep om dagen, morderisk hyde om aftenen – holdes fanget.
Eller … det gjorde han. For et strømsvigt, forårsaget af den egenrådige og selvudnævnte teen-efterforsker selv, har sat både ham og en håndfuld andre monstre fri. Pokkers.
Endnu mere pokkers er det, at Wednesday har mistet sine clairvoyante evner, og på jagt efter både dem og undslupne uhyrer – og på mission for at redde sin bff Enid (Emma Myers) fra den sikre monsterdød – vender emo-pigen tilbage til Nevermore Academy.
Og tilbage er muligvis nøgleordet i denne del af sæsonen. Som led i et gennemgående tema om, hvordan fortiden hjemsøger, dukker den afdøde rektor Larissa Weems (Gwendoline Christie) op som Wednesdays åndelige vejleder. Et både grineren og glædeligt gensyn.
Det samme gør sig gældende for Joanna Lumley i rollen som Wednesdays bidske mormor, der endelig (!) får den skærmtid, hun fortjener. Med hende om bord forstår man ikke blot the power of a well-put lipliner, men seriens tidligere kredsen om familie og sorte blodbaner udfoldes også yderligere.
Vil børn altid være deres forældres (vanvids)projekter og forsøgskaniner? Kan man nogensinde tæmme sit indre, nedarvede mørke? Og ligger løsrivelsen i hengivelsen?
Der er ikke sådan synderlig megen hengivelse eller ømhed mellem den gotiske hovedfigur og hendes drop dead gorgeous femme fatale-mor Morticia (Catherine Zeta-Jones) – til at begynde med.
Men langsomt retter den hovmodige og utilnærmelige hovedkarakter (somewhat) varme følelser mod hende og den hedonistiske far, Gomez (Luis Guzmán), når det så småt åbenbares, at selv brutale psyko-beslutninger kan udspringe af kærlighed – og at selv en lone (were)wolf jager bedst i flok.
Det er netop balancen mellem morbide elementer og rørstrømske budskaber, der gør serien gal, genial og dejligt grotesk.
Og nu hvor vi er ved seriens mange g’er: Lady Gaga. Hun gæsteoptræder, hvilket er en skøn, om end meget-meget kort fornøjelse. Nys og blink, og du går glip af hende som død fashionabel lærerinde.
Men så kan man glæde sig over, at hun vender tilbage. Eller det gør i hvert fald hendes nummer ’The Dead Dance’,der akkompagnerer hånddans på floor, hvilket blot er én af mange mindeværdige scener i sæsonens sidste del.
Flere af dem lander i sæsonens afsnit 6, der er en slags ’Freaky Friday’-fortælling (med streg under freaky), hvor Wednesday og Enid bytter krop. Det er et velkomment quirky twist, og jeg er oprigtigt på røven over, hvor overbevisende Ortega og Myers er i hinandens roller.
Men vi har jo også med vaskeægte stjerneskuespillere at gøre.
Apropos, så er Steve Buscemi som selvfed skoleleder nok engang en sand scenestjæler. Baggrundshistorien for hans manipulerende og trusselslystne karakter integreres på fin vis i hovedplottet, ja, faktisk er der et væld af løse ender/lemmer, der bindes med skæve, overraskende sløjfer.
Og alligevel bliver der klogt efterladt lige nok ubesvarede spørgsmål til, at man ægte ikke kan vente med at grovæde tredje sæson.
Kort sagt:
’Wednesday’ leverer nok engang humor, horror og hjerte – og er bedre end nogensinde.