‘At koge bjørn’: Disney+’s nye nordiske serie koger tynd suppe på banalt mordmysterie
Nordic noir-genren har med sine fraskilte og alkoholiserede politifolk iført striktrøjer i mange år været en af Skandinaviens største kulturelle eksportvarer.
Det er derfor ikke så underligt, at Disney+ har valgt krimigenren til deres seneste nordiske produktion, der blev skudt i gang med ‘Whiskey on the Rocks’.
Svenske ‘At koge bjørn’ har dog et unikt særpræg. Serien foregår nemlig lang, lang tid før dna-teknik og retsmedicin slog igennem.
Året er 1852, og provsten Lasse (Gustaf Skarsgård) ankommer med sin familie til byen Kengis i det meget nordlige Sverige.
Her skal han prædike for den analfabetiske lokalbefolkning, som med det samme tager hans bombastiske fire and brimstone-prædikestil til sig. Byens sippede elite er dog mindre begejstrede for den rettroende provst, der opkræver tiende til at brødføde byens fattige.
Som historisk drama får ‘At koge bjørn’ topkarakter. Der er kælet for detaljen i konstruktionen af de mange historiske bygninger og kostumer, der giver troværdighed og tyngde til serien, der nemt kunne have lignet en kikset julekalender. At de fine kostumer konstant er tildækket af historisk korrekt skidt og møg er en detaljegrad, man kun kan bifalde.
Lasses rolle i lokalsamfundet ændrer dog karakter, da hyrdepigen Hilda forsvinder og kort tid efter findes død i en mose.
Den lokale politimester (Magnus Krepper) skyder skylden på en dræberbjørn med smag for menneskekød, men den køber den gode provst ikke.
Han smider pibekraven til fordel for hat og pibe og afslører en usandsynlig viden inden for deduktion og kriminalteknik, som man må gå ud fra, at de underviste i på præsteskolen.
Med sin adoptivsøn, den samiske dreng Jussi (Emil Karlsen), i hælene sætter han sig for at opklare drabet, før det bliver til flere.
De første par afsnit er nogenlunde medrivende, når det kommer til at sætte scenen i det naturskønne Kengis. Men som opklaringsarbejdet begynder for alvor, føles ‘At koge bjørn’ mest af alt som en halvkedelig dokumentar på The History Channel.
I en god krimi er relationerne mellem de mistænkte mindst lige så spændende som mysteriet, der skal opklares. Nogle dækker over andre, hemmeligheder og løgne afsløres som følgeskade af opklaringsarbejdet.
‘At koge bjørn’ skaber aldrig rigtigt den form for intriger. Alle, måske på nær provsten, er ganske enkelt for karikerede. Som den excentriske og sleske maler Hr. Beronius, som udviser en makaber interesse i mordet – det kunne dårligt være mere tydeligt, at det er ham, vi skal tro står bag.
Der går ikke længe, før vreden mod den formodede gerningsbjørn lander hos den lokale samerbefolkning, som, siges det, kan forvandle sig til bjørne.
Det sætter Jussi i en svær situation som samer, der bliver set ned på af landsbyen og til dels af sin egen adoptivfar, som anser samerne som uciviliserede stakler, der endnu ikke har fundet vorherre. Jussi er bare one of the good ones, som endda har bekendt sin kristne troog lært at læse.
Deres komplicerede forhold er noget af det mest interessante i serien, men bliver indtil meget sent parkeret til fordel for en mindre interessant Sherlock/Watson-dynamik.
Fokusset på samere i Sverige er et interessant greb, og det virker lovende, at det er den type historier fra Norden, som folkene hos Disney+ vil satse på.
Men bare fordi noget er vigtigt, er det ikke nødvendigvis super spændende.
Kort sagt:
Som nordisk Disney+-produktion tegner ‘At koge bjørn’ umiddelbart lovende med sit fokus på sameres plads i Sveriges historie. Men som serien skrider frem, koger den en tynd suppe på et uinteressant persongalleri og et banalt mysterium.
Anmeldt på baggrund af hele serien.