’A Private Life’: Det er så liderligt og rørende, at man næsten tilgiver filmens småskavanker
FILM. En tidlig julegave til alle frankofile, der har en svaghed for visuel elegance, sjælegransk og en stor mængde je ne sais quoi – og til alle Jodie Foster-fans.
I Rebecca Zlotowskis psykologiske drama indtager Oscar-darlingen nemlig rollen som den amerikanske psykiater Lilian Steiner, der driver sin private praksis i Paris.
Alt er godt og akademisk forklarligt – indtil det ikke længere er. For hendes syn på sit arbejde og på sig selv begynder at krakelere, da patienten Paula (Virginie Efira) findes død. Angiveligt selvmord.
Men altså … hun var jo ikke suicidal – i hvert fald ikke ifølge Lilian. Og efter lidt ustyrligt tåreflåd sætter den stoiske hovedkarakter – sammen med sin førsteelskende eksmand (den charmerende Mr. Dreamy Daniel Auteuil) – en private efterforskning i gang, hvor særligt ofrets datter og semi-creepy ægtefælle (Mathieu Amalric) mistænkes.
Ubehag og bebrejdelser ulmer, og pludselig forvandles franske gader og gåder til en labyrint af løgne, hemmeligheder og forviklede familieforbindelser.
Det lyder mørkt og tungt, men filmen er faktisk overraskende munter. Med et strejf af Woody Allens ’Manhattan Murder Mystery’ forener Zlotowski krimi og komedie, mens store eksistentielle tematikker som længsel og sorg udfoldes i Lilians kyndige (?) coach-hænder.
Ja, terapirummet er flere gange blevet omsat til vellykket popkultur, tænk blot podcast-hittet ’Hjerteflimmer for voksne’. ’A Private Life’ gør kunsten efter, når den med tidsåndens friskhed leverer skarpe og til tider ret morsomme observationer om mental sundhed og livet på – og ved siden af – briksen.
Som et slags metalag følger der desuden kloge spørgsmål om forskellen på skyld og ansvar hos en rådgivende og receptskrivende autoritetsfigur, ligesom det (over)tydeligt fortælles, at selv autenticitet – og sommetider desværre også sygdom – kan være iscenesat.
Apropos iscenesættelse viser instruktøren en æstetisk legesyg side af sig selv, når den ellers skeptiske hovedkarakter lettere modvilligt opsøger en hypnotisør – og når det at kigge indad pludselig bliver meget-meget konkret.
For med et eksperimenterende filmsprog og surrealistiske sekvenser fører Zlotowski os direkte ind i sindets og psykoanalysens landskab.
Det er flot og betagende, men hele molevitten ender (ironisk nok) en smule overfladisk. Flere spor, blandt andet et nazi-underbevidstheds-subplot, hænger lidt utydeligt i luften og på Lilians dør, og (selv)mordmysteriet bliver ikke sådan ægte løst.
Nej, Paulas død eller person udfoldes aldrig helt, hvilket er en skam. Til gengæld males der med en dejligt bred og nuanceret pensel i skildringen af Lilian. Hun er kompleks, og man både forbandes og forbarmer sig over hende, når plagede, maniske tanker overmander hende, og når hun slås med sit eget moderskab.
Og altså … Jodie Foster er formidabel og karismatisk som den sarkastiske psykiater, der med en skarp tunge skifter mellem amerikanske bandeord og franske gloser. Hendes sprogkundskaber er intet mindre end imponerende overbevisende og rasende lækkert.
Ekstra lækkert er det, når hun og Daniel Auteuil flirter med hinanden og publikum, og når filmen gradvist glider fra et whodunnit-drama over i en ægteskabsfortælling, der balancerer ’Past Lives’-lignende temaer om kærlighedens cyklusser og tilbagevendende ansigter.
Det er så liderligt og rørende, at man næsten tilgiver filmens småskavanker.
Kort sagt:
’A Privat Life’ er fransk, fin og Foster i topform.