’Scarlet’: Han blev udpeget som Miyazakis arvtager. Nu er han i forbløffende dårlig form
ANIMATIONSFILM. En af animebranchens største stemmer er kommet i ærgerligt dårlig form.
Tidligt i karrieren udpegede omverden Mamoru Hosoda til at være Hayao Miyazakis spirituelle arvtager. Både fordi han i en periode var løst tilknyttet Studio Ghibli og var på tale til at instruere ’Det levende slot’, og fordi hans filmperler som ’The Girl Who Leapt Through Time’ og ’Wolf Children’ fandt en fin balance mellem følsomhed og overnaturlig tjubang.
I dag er 58-årige Hosoda stadig yderst velanset, og hans to seneste film, ’Belle’ og ’Scarlet’, fik verdenspremiere i henholdsvis Cannes og Venedig.
Men festivaludtagelse er ikke alt. Og nu hvor er ’Scarlet’ er kommet til Danmark, må jeg desværre konstatere, at filmen er en endnu større skuffelse end den rodede forgænger ’Belle’, der miksede ’Skønheden og udyret’ med sorg- og teenagedrama i en virtuel verden.
Det skorter ikke på store ambitioner i Hosodas ottende spillefilm, som på lignende vis mikser elementer, der ikke nødvendigvis går godt sammen.
’Scarlet’ er for det første en nyfortolkning af ’Hamlet’, hvor hovedpersonen er prinsesse i stedet for prins. Filmens handling begynder i 1500-tallets Helsingør, hvor Scarlet overværer sin onkel Claudius forråde og henrette hendes kongelige far og selv overtage tronen. Oplevelsen vækker en dyb hævntørst, som hun dog begynder at tvivle på i løbet af filmen.
Hosoda har twistet fortællingen yderligere, idet handlingen udspiller sig i dødsriget. Her vågner Scarlet nemlig op, efter Claudius har forgiftet hende. Der findes dog også en død udgave af den nye konge i underverdenen, som prinsessen, nu iført rustning og sværd, vil opsøge og dræbe.
Et nutidsspor har instruktøren ydermere fundet plads til. For i dødsriget møder Scarlet personer fra forskellige epoker, herunder ambulanceredderen Hijiri fra vores tid, som bliver en fast følgesvend gennem filmen frem mod det endelige opgør.
Desværre glemmer Hosoda undervejs at skabe engagerende karakterer. Vi forstår godt, hvorfor Scarlet vil have hævn, men hendes figur er simpelthen for løst opridset til, at vi føler med hende.
Over for hende står Claudius som en kedeligt ensidet skurk og Hijiri som en lovligt poleret og godhjertet hjælper, der stiller overfladiske, tilstræbt dybe spørgsmål foran lejrbålet. »Hvad er meningen med livet?« er et af dem.
I den endeløse, ørkenlignende underverden støder Scarlet og Hijiri desuden på en række bikarakterer, som de enten slås mod eller danner relationer med. Men ingen af disse kortvarige møder gør betydeligt indtryk. Og selvom det naturligvis giver et vist råderum at placere sin fortælling i en fantasiverden, fremstår manuskriptet dovent, når rammerne er ikkeeksisterende, og karakterer bare bliver ved med at dukke op ud af det blå.
I sine bedste momenter præsterer filmen smukt komponerede billeder med stærke motiver. Flydende og størknet lava fra verdenens mange vulkanudbrud ligner for eksempel blodårer i en gigantisk krop. Og når karakterer i dødsriget forgår bestandigt, bliver de til visne blade, der flyver poetisk væk i vinden.
Men animationen er ikke altid en fryd for øjet. Ligesom i ’Belle’ har Hosoda skabt sin uvirkelige verden med en overvægt af tredimensionel CGI-animation, et mindre dyrt alternativ til den klassiske håndtegnede animation. Desværre ser mange af disse CGI-animerede figurer ærgerligt kluntede ud, når man sammenligner med de håndtegnede scener sat i de levendes verden.
De færreste animationsfilm kan i dag produceres med rendyrket håndtegnet animation i stil med Miyazakis svanesang ’Drengen og hejren’, der tog syv år at lave. Men ’Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc’ beviste sidste år, at man sagtens kan orkestrere en langt mere gnidningsfri hybrid af de to stilarter med en overvægt af levende 2D-animation.
Hosoda har nu med anden film i streg gået efter et storladent snit, både visuelt og dramaturgisk, men i stedet efterladt publikum med en flad fornemmelse.
Han bør i stedet gå tilbage til mere enkle og jordnære fortællinger, ligesom han gjorde det i 2018 med den fantasifulde familiefilm ’Mirai’, hvor en dreng lærer at være en god storebror.
For hvis han fortsætter i samme retning, frygter jeg, at det her udvikler sig til en stime af fejlskud.
Kort sagt:
Mamoru Hosoda, en animescenens største instruktører, nyfortolker ’Hamlet’ med en uvedkommende og flad film, der ligger langt fra hans bedste, mere jordnære filmeventyr.