’Dracula’: Min anbefaling af denne måske mesterlige øjebæ kommer med en stor advarsel
FILM. Endnu en gang kommer én af Europas mest visionære instruktørers seneste provoværk med de varmeste anbefalinger fra min hånd.
Men med min anbefaling følger også en stor advarsel: Radu Judes tre timer lange ’Dracula’, der for en kort bemærkning er at finde i de danske biografer, er ikke som nogen anden vampyrfilm om den rumænske blodsuger. På godt og ondt.
Filmen er en tidslig parodi over den allestedsnærværende AI-teknologi, men også en xerox af en xerox, der råt for usødet gengiver en maltrakteret ”kunstart”, som hærger internettet og vores planet.
I det mindste spiller den rumænske enfant terrible med åbne kort fra første sekund: Efter en montage af AI slop-Draculaer har gentaget forskellige versioner af mantraet »Jeg er Vlad Tepes, sut min pik« braser filmens lallende fortæller (Adonis Tanta, Wolt-buddet fra Judes ’Kontinental ’25’, der kneppede sin uni-professor i parken) ind.
Stolt erklærer han, at han ingen idéer har, men at han har lavet en profil på AI-tjenesten JUDEX 0.0, som skal hjælpe ham med at skabe en hyperkommerciel, smagfuld, pornoficeret ’Dracula’-film.
I fortællerens film flygter to sexarbejdere i rollen som Mina Harker og Grev Dracula fra deres bordelklientel, som i aftenens anledning har fået lov til at stikke en kæp igennem hjertet på den stakkels gamle greve, som ikke kan få den op at stå længere.
Ud over de pinagtige etableringsindstillinger af sammensmeltede østblok-bygninger skabt af en hallucinerende maskine udspiller denne del sig nogenlunde, som man kender det fra de tidligere, socialsatiriske Jude-film ’Bad Luck Banging or Loony Porn’ og ’Do Not Expect Too Much From the End of the World’.
Med pæl og hammer råber og hujer klienterne blandt forvirrede turister og lokale i Transsylvaniens snørklede gader og stræder, alt imens de har ophedede politiske debatter om validiteten af tortur brugt imod ukrainske krigsfanger. Der er masser af vidunderlige zingere, som da en karakter bemærker, at pyramiderne beviser, at folk bliver trætte af arbejde, fordi der er færre og færre sten for hvert lag.
Men hurtigt begynder fortælleren at kede sig over sin egen historie. I stedet spørger han sin tablet, om den ikke lige kan fremtrylle noget slesk action. Og vupti fortælles der om en foryngelsesklinik grundlagt af Nicolai Ceausescu for kendisser som Chaplin og Spielberg, hvor bedstemor sutter den af på en olm Vlad, der materialiserer sig fra en gammel b-film.
Der er erotiske infomercials dubbet hen over Murnaus ’Nosferatu’.
Vlad har tandpine i en farvestumfilm, som vist nok skal imitere Dreyer (før AI’en alligevel bestemmer sig for at slå lyden til, fordi stumfilm ikke sælger).
Og fordi AI’en ikke har tilladelse til at tyvstjæle fra Hollywoods skattekammer, bliver ’Bram Stoker’s Dracula’ fra 1992 transformeret til en dybt forstyrrende kavalkade af gooner-porno, hvori de glinsende uncanny valley-statister smelter sammen i et orgie af lemmer, pikke og patter for til sidst at ende som en enorm penis.
Således snørkler Jude sig ind og ud af sin landsmand Draculas rige kulturhistorie, alt imens kalejdoskopet af sidespring bliver mere og mere vulgære, disharmonerende og skrupskøre.
Sammenstillingen mellem udbytterteknologi som OpenAI og the O.G. blodsuger er lige så åbenlys, som en pæl i vampyrhjertet er dødelig. Men det er alligevel slående, at Jude tør gå planken ud og inkorporere en teknologi, han helt åbenlyst ser ned på. I interviews har han fortalt, at han bevidst brugte de værste søgeresultater, når der skulle indsættes AI-billeder og animationer for at fremme filmens grimme æstetik.
I en dybere forstand er ’Dracula’ en hjertevarm homage til fordum tids schlock-maestroer som Ed Wood og Roger Corman.
Den skrabede produktion gør ikke blot brug af AI, men også papfigurer, som står kejtet imellem amatørskuespillere, der giver melodramatiske præstationer over for hofskuespillerne Eszter Tompa, Adonis Tanta og – naturligvis – den eminente Ilinca Manolache (fra ’…The End of the World’), der her blandt andet spiller en sexforskrækket enke, som får pik til den helt store guldmedalje.
Hen imod slutningen får fortælleren sin mareridtsmaskine til at adaptere en 50 minutter lang version af Rumæniens første vampyrroman, der udspiller sig som et afsnit af ’Garth Marengis Dark Place’ komplet med komisk dårlige kostumer, rædderlig dialog, en unødigt pompøs voice-over og masser af billigtudseende attrap-våben.
Betyder navne som Neil Breen eller James Nguyen ikke noget for dig, vil ’Dracula’ ganske givet opleves præcist som den ildelugtende lort, Jude netop har imiteret. Men én persons dårlige installationskunst er en andens intellektuelle underholdning, og ’Dracula’ er som skabt til os freaks, der støvsuger de bagerste dvd-hylder for ’Caligula & Messilina’, ’Birdemic’ og ’Suburban Sasquatch’
Det er en af de bedste dårlige film, jeg har set. Tag det som du vil.
Kort sagt:
Et fascinerende takedown af alles hadeteknologi, AI, fortalt igennem et århundredes variationer af den originale blodsuger, som forestillet af Elon Musks forkvaklede gooner-hjerne.