88-årige Ridley Scott er ikke blevet blødere med årene. Tværtimod har han gjort det til en dyd at sige, hvad han tænker i et ellers generelt poleret Hollywood.
I et nyt interview med franske medie AlloCiné giver manden bag den oprindelige ’Alien’ dette skudsmål til den nyeste installation i franchisen, Fede Álvarez’ ’Alien: Romulus’: »Den er ok«.
Han tilføjer: »Jeg tror, de har brug for hjælp. Så jeg er gået ind i projektet igen.«
Scott afslører, at han er begyndt at genskrive manuskriptet til den kommende 10. film i ’Alien’-universet og bekræfter samtidig, at han vender tilbage til sin egen uafsluttede historie fra ’Alien: Covenant’ i 2017.
Michael Fassbenders android David, der i ’Covenant’ hemmeligt overtog kontrollen over skibet, kolonisterne og Xenomorph-embryonerne, skal igen stå i centrum. Ifølge Scott ser David nu sig selv som en slags »Ozymandias«, ikke længere menneskehedens tjener, men en gudelignende skaber, der bygger sit eget rige.
Det peger i retning af en allegori over kunstig intelligens, som optager Scott meget for tiden. Scott beskriver en skræk for kunstig intelligens, der på et tidspunkt bliver umulig at stoppe, som kan lukke den digitale infrastruktur ned og skabe kaos. Selvsamme frygt virker i dag langt mere aktuel, end da han startede rejsen med ’Prometheus’ for over ti år siden.
Hvorvidt Scott selv ender med at instruere ’Alien: Awakening’, som projektet hedder, er stadig uvist. Men manuskriptet er tilsyneladende i gang igen med manden, der selv startede franchisen tilbage i 1979.
Ridley Scott er lige nu aktuel med det postapokalyptiske drama ’The Dog Stars’, som er floppet i de amerikanske biografer i åbningsweekenden.
Den produktive instruktør har vanen tro også flere andre film i støbeskeen, heriblandt en filmudgave af ’Skatteøen’.
