’Alle Guds farver’: Gribende dokumentar om Danmarks mest rummelige kirke vækker både glæde og sorg
DOKUMENTARFILM. »Guds kærlighed, den er queer«, siger præsten Viggo i starten af den gribende og vedkommende nye danske dokumentarfilm ‘Alle Guds farver’.
Han er selv homoseksuel og har gennem opvæksten altid følt sig favnet af Gud, når andre holdt ham ude af fællesskabet. Også når det gjaldt den gruppe troende, der ikke mener, at LGBTQ+-personer som ham hører hjemme i kristendommen.
Pladsen til forskellighed er indlysende for ham og alle de medborgere, der kommer i Enghave Kirke på Vesterbro. Her holder de blandt andet gudstjenester for den danske hiv- menighed og, en gang om året, Børnepride rettet mod regnbuefamilier.
Særligt sidstnævnte har i de seneste år vakt opsigt på grund af den forargelse og kritik, arrangementet har affødt hos konservative kristne og højrefløjspolitiske stemmer. Er Børnepride-gudstjenesten politisk aktivisme eller bare et udtryk for, at Enghave Kirke rummer forskellighed? Det er kirken og modstanderne ikke enige i.
»Der er ikke nogen neutral tro«, siger Viggo kløgtigt undervejs. Religion har alle dage været en kampplads for mennesker, der mener, at de efterlever Guds vilje på den rette måde. Om dét virkelig er Guds vilje, sår han og Enghave Kirke tvivl om.
Uenigheden leder i ’Alle Guds farver’ til flere ubehagelige og fjendtlige konfrontationer i løbet af det år, hvor den erfarne dokumentarist Jannik Splidsboel (‘Drømme fra ødemarken’, ‘Erikos verdener’) har fulgt trosfællesskabet.
Den kontroversielle, transkritiske forening Dansk Regnbueråd samt Rasmus Paludan og Rasmus Munch Søndergård dukker op til Børnepride-gudstjenesten med kritiske budskaber, hvilket kirkens ansatte må forsøge at tackle med ro og besindighed.
Det har filmens anden hovedperson meget svært ved. Gennem sin opvækst har kirketjener Bo, der også går under sit drag-navn Ramona Macho, været tvunget til at lægge bånd på sin feminine side og sin kærlighed til sang og dans. Men i det kirkelige arbejde kan han som både Bo og Ramona slå sig løs og forsvare sin ret til at være her – med både engagement og frustration.
Modstanden og hadet er ofte til stede i baggrunden af hovedpersonernes arbejde. For eksempel fortæller en præst til et møde, at han blandt de unge konfirmanddrenge oplever en voksende skepsis mod queermiljøet.
Men heldigvis handler ‘Alle Guds farver’ i endnu højere grad om kirkerummets rummelighed. Ligesom i sin 11 år gamle dokumentar ‘Misfits’, der følger en ungdomsklub for homoseksuelle og transkønnede teenagere i USA’s konservative bibelbælte, hylder Splidsboel minoriteter med modet til at skille sig ud og stå ved sig selv.
En smittende varme strømmer ud af hver en scene, hvor kirkens ansatte og besøgende mødes om spiritualitet og solidaritet til et hav af forskellige arrangementer. Fællesskabsfølelsen gør så stort indtryk, at man får lyst til at slutte sig til dem, selv hvis man er skeptisk over for Guds tilstedeværelse.
Viggo er den rolige, venlige og sympatiske klippe i foretagendet. Men filmens helt store stjerne er Bo – den mest farverige kirketjener, du nogensinde har set.
Han er en engagerende og dynamisk hovedperson, der løbende skifter mellem sine to alteregoer, mellem gråd og grin, mellem invaliderende rygsmerter og selvtillidsfyldte optrædener iført krølhåret paryk, tyl-ærmer og glitrende øreringe.
Man sætter særligt pris på Bo, fordi vi også får et indblik i hans hårde opvækst. Han fortæller blandt andet, hvordan faren behandlede sin søns anderledeshed. »Det må du aldrig gøre igen«, sagde faren nærmest i chok til sin 10-årige dreng, der lige havde fremført et dansenummer i hawaii-skørt.
Da Bos aldrende mor Gurli dukker op i en enkelt scene, viser hun sig heldigvis som en modvægt til den undertrykkende far. Hun fortæller, at hun er »stolt« og »betaget« over sin søns evne til at skifte mellem to personaer, og hendes støtte er lige til at få våde øjne over.
Ramona beriger også miljøer uden for Guds hus. Vi følger hende blandt andet til en forrygende, glædesspredende performance ved Bøssehuset på Christiania og til fællessang under Pride på Rådhuspladsen, hvor hun, ligesom præsten Viggo, øjensynligt rører noget i publikum.
Det er en stor glæde at se mennesker bliver favnet på disse forskellige fristeder i ‘Alle Guds farver’. Men det vækker samtidig en stor sorg, at fristederne er nødvendige. Det skyldes jo, at LGBTQ+-personer ikke nødvendigvis kan føle sig velkomne og trygge i resten af samfundet.
Kort sagt:
Hadet og modstanden mod LGBTQ+-miljøet fylder i baggrunden af den gribende danske dokumentar ‘Alle Guds farver’. Men glæden, kærligheden og solidariteten fylder heldigvis mest.